Bakken bobler. Det er torsdag, og klokken er lidt før midnat, da dj’en Anders Dixen læner sig hen imod mit øre for at tale igennem den pumpende musik: »Det helt specielle ved Bakken er, at alting hele tiden kan forandre sig. Det behøver ikke at gøre det, men det kan gøre det. Lige præcis det skaber en helt særlig dynamik. Man bliver nødt til at kigge forbi for at se, om alt er, som det plejer«.
Hvordan plejer det at være?, spørger jeg og tager en lidt for stor tår af min gule drink, som smager af den sommer, der er ved at være udløbet. Ingefær, æble, en ubestemmelig vodka og en drinkparaply så stor, at man næsten skulle tro, det hele var en reklame for at blive i skyggen i middagsheden.
Men nu er vi altså i nærheden af midnat, og der er ved at være den stemning, som dj’en og festfolket lever og ånder for.
»Man kan ikke rigtig sige, hvordan det plejer at være, for det fede ved Bakken er forandringerne«, siger Dixen og ser frem for sig.
Vi sidder lidt og kigger. Nuancer af sort beklædning og store torsdagssmil fylder godt op i Kødbylokalet, der har bibeholdt hele stemningen omkring kød og flæsk. Nu er det natteroderiets kødmarked, der handles i, mens her danses, skåles og festes, til solen melder sig udenfor de store panoramavinduer. Væggene er flisebelagte og glatte.
Bakken er rå på en festlig måde, og det har klubben formået at være siden åbningen i 2010. I en kultur, hvor flygtighed nærmest er et varemærke, er stedet lykkes med at holde festen i kog og fingeren på den hoppende puls. Med fokus på konstant forandring har Bakken igennem årene allieret sig med spirende talenter i musikmiljøet, så blandt andre Eloq, Pelle Peter Jensen, Christian d’Or, Najaaraq Vestbirk og Esben Weile Kjær alle har arrangeret klubaftener og dj’et, mens navne som Synd og Skam, Lord Siva, Karl William, Kidd og mange flere har spillet gratis koncerter tidligt i karrieren.
I år har folkene bag Bakken også startet madkonceptet El Barrio, hvor der serveres burgere, ceviche og burritos til festfolket, inden musikken for alvor går i gang.
»Det er lidt ligesom med ‘Sams Bar’, du ved«, siger Dixen og smiler.
Den med karaoke eller den i tv?
»Where everybody knows your name«, nynner dj’en smågrinende, men siger så: »Man kender hinanden her. Folkene bag Bakken er ligefremme og ikke bange for at skifte ud. Jeg har eksempelvis været med til at starte torsdagsklubben THRST op, hvor vi spillede hiphop. De seneste fire måneder har vi så haft torsdagsklubben Brandy, hvor vi spiller UK garage og techno. Det har nærmest betydet, at hele klientellet er blevet udskiftet, men det særlige er, at festen og stemningen er fortsat. Det er det, der gør Bakken så unik«.
Jeg prøver at bestille et par øl, men en pige i slutningen af teenageårene smyger sig ind foran og får et par grønne dåser stukket i favnen.
»Først til mølle«, siger hun med en lyd af Danmarks Radios 70’er-drama mellem tænderne.
Hvorfor kommer du på Bakken?, spørger jeg og bestiller i samme bevægelse hos bartenderen med et antal fingre, jeg ikke helt selv er sikker på.
»På grund af de lave priser på dåseøl«, siger hun og skrider ud over dansegulvet.
Et sted folk selv finder
Tidligere på dagen var der hverken øl, drinks eller UK garage, men derimod kun boremaskinelyde og tre danskvand, da jeg mødte booker Michael Dahl og medejer Nikolaj Grummesgaard. De to mænd bankede sammen Café Dyrehaven op på Sønder Boulevard på Vesterbro i midten af 00’erne, for derefter i 2010 at starte deres egen klub, Bakken. Kravet til stedet var ganske klart, forklarer Grummesgaard. Det skulle være lige sådan et sted, som Købehavn manglede.
»Og ja, hvad var så egentlig det?«, griner medejeren og ser over på booker Dahl.
»Det var jo først og fremmest festen. Vi ville gerne lave et sted, hvor musikken kom mere ud, end man normalt ser. Uanset om det er en lille punkkoncert eller et stort rave, så har vi altid haft for øje, at scenen skulle stå ved vinduerne. Vi vil gerne inkludere folk i festen, ikke lukke dem ude«, siger Dahl.
Han husker tydeligt den dag, Bakken åbnede: »Vi anede jo ikke, hvem og hvad, der ville komme«, siger han, men bliver så afbrudt af Grummesgaard: »Vi ville på ingen måde gøre noget stort nummer ud af det. Bakken skulle være et sted, som folk selv fandt. Ikke et sted, der opsøgte festglade mennesker, og derfor sendte vi heller ikke nogen pressemeddelelse ud omkring åbningen«.
Hvorfor ikke?
»Fordi så ville vi få det samme klientel som alle andre«, siger Dahl. »Vi har med Bakken forsøgt at række ud efter segmenter, som ikke normalt er klubmennesker. Folk skal komme, fordi de kan lide vores profil. Ikke fordi de har læst om os. Derfor var det også helt vildt at stå den første aften og se alle de cykler, der parkerede ude foran. Vi anede jo ikke, om det kun var vores venner, der kom, men det gav os selvfølgelig mod på mere – at se alle de mennesker. Vi begyndte hurtigt at arrangere live-acts ude foran Bakken. Jeg kan huske en aften, hvor Lucy Love spillede på et ærligt talt elendigt anlæg, men Lucy var ligeglad. Hun spillede bare. På et tidspunkt stillede jeg mig op på en barstol og så ud over folk. Det var simpelthen et menneskehav. Lige dér vidste jeg, at vi havde gang i noget af det rigtige«, siger bookeren.
Og hvad er det rigtige så?
»Det må godt være rowdy«, siger Grummesgaard og holder en kort tænkepause. »Da vi startede op, var det også for at holde gnisten i Kødbyen i gang. Det er da lækkert med alle de gode madsteder, der popper op, men det rå præg, som Kødbyen emmer af, må ikke blive kvalt. Kødbyen inviterer på mange måder til en anderledes oplevelse. Se på området lige omkring. Her er Istedgade, Hus Forbi-sælgere og meget brune værtshuse. Den stemning må man bibeholde bare lidt af. I respekt for området simpelthen«.
Nattekoncerter og vægmaling
Sådan gik det slag i slag for Bakken. Egentlig var stedet mest ment som en tilbagelænet feststemning, hvor særligt den lille gårdhave med farverige lamper kunne blinke og buldre natten lang, mens koncerterne kunne dulme tidlige branderter eller andendagstømmermænd. Men festen blev vildere, fortæller Michael Dahl:
»Vi er i Kødbyen, og vi accepterede hurtigt, at folk hoppede på træbænkene eller malede på væggene. Det var ikke noget problem som sådan, og vi har også haft en fest hernede, hvor toiletterne blev smadret…«
»Flere fester«, indskyder Nikolaj Grummesgaard grinende.
Dahl fortsætter: »Men det gør ikke noget, for den stemning må der også godt være nogle gange. Ikke hver weekend, men vi vil gerne have, at folk fyrer den af«.
Altså klokken tre-koncerterne?
»Ja, præcis, vi lavede nogle koncerter med blandt andet First Hate, som simpelthen væltede Bakken om natten. Vi brød festen op med et live-act klokken tre, og det fik folk til at gå amok. Den stemning er det, vi prøver at bibeholde hver eneste weekend. Vores gæster må gerne gå ind og se en koncert, hvor de hører et punkband eller noget elektronisk, og tænker, hvad fanden er det her for noget? Vi oplever faktisk stadig, at folk kommer op i baren og spørger, om Bakken ikke er en klub, men så stopper koncerten, og det hele flyder mere over i en fest. En aften må gerne forandre sig undervejs. Det skaber en god stemning«.
Da festen stoppede
Danskvanden bruser i flaskerne, mens Dahl forklarer om, hvordan han og Gummesgaard føler sig frem i Bakkens natteliv.
»Den måde, vi får ideer på, er ved at være med til festerne selv. Vi får masser af ideer, og nogle af dem er så gode, at vi ikke kan lade være med at prøve dem af. For eksempel ville vi gerne sætte gårdhaven mere i spil for et par år siden. Det var jo oprindeligt den, der skulle være centrum for festen. Derfor bookede vi relativt store indie-navne til at spille koncerter derude. Vi følte, at andre end Distortion skulle kunne feste under åben himmel, og de fester blev sgu magiske nogle gange«.
»Ja«, siger Nikolaj Grummesgaard. »Og når man så går hjem med sådan en fest i kroppen, får man flere nye ideer. Hvorfor serverer vi ikke mad i gårdhaven også? Så det gjorde vi, og pludselig fik vi ideen til at ændre indretningen på Bakken og servere mad tre aftener om ugen«.
Så Bakken er stille og roligt blevet en slags festsymbiose, hvor man kan komme og spise, drikke, lytte, feste, danse, gå i gårdhaven og smutte hjem, når solen står op?
»Det ville da være fedt«, siger de to Bakken-bagmænd nærmest i kor og griner.
Dahl uddyber: »Det afgørende er, at vi udvikler festen. At det hele kan forandre sig«.
»Ja, præcis«, siger Grummesgaard. »Der skal bare være tryk på. Det skal sitre, og det skal byde nye mennesker ind hele tiden. Det er gæsterne, der skaber konceptet. Vi stiller rammerne for en fest op ud fra et parameter om, hvad vi synes kunne være sjovt. Men festen, stemningen og følelsen, den skaber vores gæster udelukkende selv. Det er deres skyld, at det er blevet rowdy. Og det skal de have tak for«.
Man kan næsten se brusen gå ud af danskvandene, da jeg drejer samtalen ind på den 17. november 2012, hvor en jurastuderende blev stukket ihjel ved Bakkens toiletter, mens festen var på sit højeste. Det var ikke rowdy. Det var forfærdeligt. Drabet førte til fakkeloptog i Københavns gader, og samtidig lukkede Bakken ned i to måneder.
»Eftertænksomheden meldte sig på stedet. Vi fik en nedtur og sad egentlig bare hernede flere dage i træk. Det er simpelthen det værste, der kan ske«, siger Grummesgaard. »Vi samlede personalet og talte det hele igennem, og først og fremmest holdt vi lukket i starten i respekt for offeret og hans familie. Man fester ikke hen over et dødt menneske«.
Drabet er stadig noget, der berører Bakken-bagmændene dybt. Deres sætninger er ikke fyldt med fest længere. Vi sidder lidt.
»Vi overvejede faktisk at aldrig åbne igen«, siger Dahl så.
Hvorfor?
»Når du skaber et sted for fest og liv, og det modsatte så sker, tvivler du på, om du kan komme tilbage. Vi elsker det her sted, vi brænder for det hver eneste time af døgnet, men død er det modsatte af fest, så derfor måtte vi ud og fornemme, om folk ville have, at Bakken skulle fortsætte«.
»Og det ville de heldigvis«, siger Grummesgaard med et lettelsens suk. »Det var en kolossal oplevelse at se alle de mennesker, der havde fået gode oplevelser igennem årene, møde op på genåbningsdagen og trykke os i hånden. Det gav en gejst, der er svær at beskrive. Det var mest af alt bare rørende«.
Ikke gå på kompromis
Hen mod midnat er Anders Dixen gået bag mixerpulten. Michael Dahl kommer forbi mig i baren. Bagmændene er selv glade for at komme på Bakken og se, om alt spiller. Om stedet, hvor everybody knows your name kører, som det skal. Smage om sjusserne er, som de skal være.
»Jeg kom til at tænke på noget, du sagde tidligere«, siger Dahl igennem musikken. »Det er det med en helaftensoplevelse på Bakken. Vi er egentlig mest af alt dem, der sørger for, at det hele spiller. Hvis et anlæg er presset, så er det os, der putter gaffatape omkring det. Hvis baren mangler en dingenot, så er det os, der skaffer den. Vi har tillid til medarbejderne, og vi har tillid til de gæster, der kommer. Uanset hvad der er sket hernede gennem årene, har vi måttet holde fast i lige netop det. Vi har måttet ændre rammerne for festen for at blive ved med at være attraktive og være anderledes end alle andre, men vi er aldrig gået på kompromis med en rimelig billig bar og med ny og interessant musik«, siger Dahl.
Har I aldrig været nervøse for, at folk kun kommer, fordi øllene er billige?
»Nej, for så ville vi jo tænke over, hvorfor de kom og ikke over, hvorfor vi synes, de skal komme. Folk må komme på Bakken af lige præcis den grund, de vil. Vi laver jo bare om, når vi synes, at der er brug for det, og så håber vi, at vi ændrer det i en retning, som folk kan lide«.
Så Bakken er mest af alt en foranderlig fest?
»Forhåbentlig mere en forandrende fest«, smiler han og stikker mig næven med et »vi ses«.
Læs også: Her er ugens 10 fedeste fester
Bakken og jeg
August ‘Eloq’ Fenger
»Bakken er blevet min yndlingsklub i København. Man kan lidt gøre, hvad man vil, og publikum accepterer i højere grad end andre steder, at man prøver nye ting af. Så har det også en dejlig størrelse. Det er lidt intimt, og det er det, der skaber de bedste klubaftener efter min mening. Ud over at jeg har en fast torsdagsklub dernede (Brandy, red.), så har jeg i mange år spillet til diverse arrangementer, holdt mine egne releases der og droppet ind og spillet uanmeldt utallige gange. Bakken er et sted, hvor jeg har lyst til at spille, lige meget om jeg er på lineuppet og bliver betalt eller ej«.
Najaaraq ‘Courtesy’ Vestbirk
»Jeg har været meget overrasket over, hvor åbne gæsterne på Bakken har været over for de meget forskellige navne, som har spillet til min klub, Kammerat. Jeg bookede for eksempel den hamborgske dj-trio Sutsche tidligere på året. De spiller dansemusik på vinyl pitchet ned, så det spiller et forkert, langsomt tempo. Jeg var vildt angst for, at det ikke ville fungere, men det endte med at være den mest magiske aften, jeg har været til i København, hvor alle groovede med på halvtempo-techno og electro, der fik samme energi som r’n’b«.