’Catastrophe’ sæson 1 og 2

’Catastrophe’ er en af den slags serier, der bare fungerer helt og aldeles ubesværet. Parløb af højeste karat mellem den amerikanske komiker Rob Delaney og den irske skuespiller Sharon Horgan, der spiller de to hovedroller og også har både skrevet og instrueret serien.

Vi følger Sharon og Rob (se selv hvor ubesværet: de hedder det samme i serien som i virkeligheden), hvis forhold starter som en tidsbegrænset ferieflirt under Robs forretningsrejse til London, men udvikler sig mere alvorligt, da Sharon kan bringe følgende nyhed telefonisk tilbage over Atlanten:

Rob, du skal være far.

Sharon er barnløs og først i 40’erne og ønsker at beholde babyen. Hun melder klart ud, at hun ikke behøver Robs opbakning, men som det aldeles ordentlige menneske han er, flytter Rob ikke desto mindre fra Boston til London, hvor han 1) med skiftende held forsøger at starte en lokal afdeling op af det reklamebureau, han er ansat i, og 2) med skiftende held forsøger at finde ud af, hvilken forældrekonstellation, han og Sharon kan fungere i.

De to flytter sammen, og herfra følger serien så deres bakserier med graviditet, sex, svigerfamiliekvababbelser og hele problematikken med at være et par ved et uheld, når man måske egentlig var meget veltilpas i sin solotilværelse. Men måske faktisk også ret godt kan lide hinanden – i hvert fald de minibidder, man har lært at kende.

’Catastrophe’ er vanvittigt underholdende, fordi serien er konstrueret med så meget moderne realisme, at man næsten ikke kan lade være med at reflektere bare en smule over, hvordan man selv ville opføre sig, hvis man havnede i den samme situation.

Serien læner sig lidt op af fx Duplass-brødrenes ’Togetherness’, for begge serier henvender sig nemlig til voksne. Og beskriver vel at mærke en ny måde at være voksen på. Pludselig er der – præcis som vi i øvrigt så i Christina Applegate/Will Arnett-komedieserien ’Up All Night’, der (desværre!) ikke blev fornyet – befriende nok plads til at træde ind i både voksen- og familielivet med en vis famlen. Usikkerheden og selvrefleksionen er blevet hverdagskost i voksenkomedieserien, og netop denne finden-sig-til-rette as we go along, har ’Catastrophe’ rigtigt godt fat i.

Sharon Horgan og Rob Delaney spiller så rørende naturligt (igen: ubesværet!) sammen, at jeg faktisk var ret så sikker på, at de måtte danne par i virkeligheden også. Det gør de nu ikke, men deres timing er så præcis, tør og ironisk gnidningsfri, som man kunne forvente af to, der virkelig kender hinanden godt.

De leverer benhårde britisk-sarkastiske bemærkninger – særligt Sharon – men altid med en indføling og kærlighed, der bevirker, at man som seer føler sig i trygge hænder. Selv når tematikkerne runder risikoen for en baby med Down’s syndrom. Uden at afsløre resultatet af de ekstra nakkefoldstests og hvad-har-vi kigger Sharon i en enkelt scene på en mor med et lille barn med Down’s. Og i hendes ansigt står malet præcis den dårlige samvittighed, der må følge med at takke nej til et handicappet barn.

Sådan rammer ’Catastrophe’ igen og igen – afsnit efter afsnit – ned et sted hvor der er kærlighed og alvor, britisk tongue in cheek og amerikansk hurtigknepper-humor. Og så viser serien frem for alt en kæmpestor mellemmenneskelig forståelse, der gør serien til et moderne take på feel-good-komedie midt i en ellers rimelig feel-not-so-good-situation.

Og sæson to, som jeg ikke vil afsløre for meget af handlingen i, fortsætter i samme rille, bare endnu mere træfsikkert og med endnu større kompleksitet. Og ikke mindst: Ansats til et vist niveau af (hverdags)drama i parforholdet. Glæd dig!