Alle, der har læst ‘American Psycho’, ved, at Bret Easton Ellis ikke er bange for at provokere.
Som optakt til sin podcast med et langt, stærkt anbefalelsesværdigt Quentin Tarantino-interview fyrede den kontroversielle forfatter en tyve minutter lang rant i retning af de selvudråbte ofre, der ifølge forfatteren er skudt op af jorden som ukrudt i den nuværende, Facebook-fordærvede college-generation.
Konkret reagerer Easton Ellis på den kritik, der haglede ned over Tarantino (og ham selv) i kølvandet på hans store interview med instruktøren i New York Times, der gik verden rundt (den uredigerede version kan læses her).
Særligt kom Tarantino under beskydning for sine kommentarer om Martin Luther King-biografien ’Selma’. Furoren var stor, da filmens afroamerikanske, kvindelige instruktør Ava DuVernay blev forbigået i kategorien ’Bedste instruktør’ til Oscar-uddelingen, men Tarantino hævdede i interviewet, at DuVernay snarere havde fortjent en Emmy, da ’Selma’ efter hans mening ligner en forvokset tv-film.
Filmmageren blev anklaget for både racisme og sexisme – et uretfærdigt udfald ifølge Ellis, der med tungen seriøst på gled går i flæsket på horden af skingre ‘krigere for social retfærdighed’.
Derudover diskuterer forfatteren, der er en glødende cineast, forskellen mellem tv og film, inden han byder velkommen til Quentin Tarantino og drejer samtalen mod instruktørens kommende 70mm-western ’The Hateful Eight’.
Læs den fulde oversættelse af Ellis’ indledende opsang herunder og lyt til hele podcasten komplet med Tarantino-interviewet her.
Alle føler, at de er ofre
»Alle, der lyttede til podcasten om (Passion Pits forsanger, red.) Michael Angelakos for et par uger siden ved, at jeg indledte podcasten med at dele mine tanker omkring reaktionen på den artikel, jeg skrev for New York Times om Quentin Tarantino i foråret. Reaktionen på de sociale medier forfaldt til en snæversynet fortolkning af artiklen, og flere stemplede både Quentin Tarantino og jeg selv som sexister og racister, fordi vi havde stærke holdninger om film, der tilfældigvis var instrueret af kvinder, og fordi holdningerne ikke var politisk korrekte.
Det var en bekymrende påmindelse om, hvor man placerer sig som kunstner, hvis man udtrykker sine holdninger klart og tydeligt, men kritikken af Quentin Tarantino er det logiske resultat af den offerkultur, der er skyllet over landet. Vi befinder os et sted, hvor alle føler, at de er et offer på en eller anden måde. Det skyldes ofte en meget lille begivenhed, som personen ikke kan håndtere og derfor gør sig selv til offer for at kunne behandle det på en selvbedragerisk måde – for at bringe orden til noget, de ikke kan håndtere.
Som voksne mennesker burde de have de nødvendige værktøjer til at behandle det, men i stedet gør de sig selv til ofre på infantil vis, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal gøre. Ingen har nogensinde vist eller fortalt dem det. Det er et udslag af forfærdelige, omsværmende forældre og Facebook-kulturen, der sammen skaber en generation af svage ofre, der overreagerer på den mindste ting, der rykker ved deres selvskabte, sikre zoner, som de har beboet, siden de begyndte at bygge deres fristeder på de sociale medier.
Her har de kun venner, der er enige med dem om alting, og de lukker alt, der skræmmer dem eller – gud forbyde det – udfordrer deres holdninger. De kunne eller have godt af at blive tvunget til at deltage i en debat, der kunne udvikle dem som voksne mennesker.
En generation af studerende forlanger undskyldninger
Som jeg sagde i Angelakos-podcasten var min artikel om Tarantino det første portræt, jeg har lavet i 20 år, fordi jeg beundrer Tarantino. Og indlægget var i virkeligheden ikke så meget et portræt, som det var en anerkendelse. Den var ikke engang 2500 ord, og jeg kunne snildt have skrevet 2500 ord om ‘Inglourious Basterds’ alene.
Jeg har kun kortvarigt mødt Tarantino et par gange her i L.A., hvilket er lidt underligt, da vi har så mange fælles bekendte, men jeg havde selvfølgelig set alle hans film, nogle af dem flere gange. Og jeg var en stor fan af hans bramfri måde at udtrykke sig på og elskede at læse interviews med ham, fordi han lød som en virkelig person med klare holdninger. Han virkede ærlig, ikke fordærvet af den virksomhedsstyrede kultur, der dikterer, at vi skal følge rigide sproglige regler og have en slags autoritetstro respekt over for folk, vi ikke nødvendigvis respekterer, og sørger for, at vi ikke støder nogle, der åh, gud ikke er enige med os, ikke ser tingene, som vi gør eller, værre endnu, føler sig usikre i vores selskab.
Denne usikkerhedsepidemi er begyndt at vokse frem i en hel generation af college-studerende, der forlanger frizoner, undskyldninger og opsigelser, selv fra undervisere, der er enige med dem. Alt synes at oprøre, skræmme og tænde dem af – og jeg taler om voksne college-studerende i fucking New Haven.
Men det er, hvor vi er nu – med en stor gruppe af unge mennesker, der i det seneste måneder har præsenteret sig selv som totalt uvidende krigere for social retfærdighed, som går til angreb i blinde og nægter at placere noget som helst i en større historisk kontekst. Hvad der foregår i college-miljøerne er en kvalmende komedie, som ’Village of the Damned’ omskrevet af Paddy Chayefsky.
Click bait-journalister blæser proportionerne op
Da jeg talte med Tarantino, delte han sine meninger om mange filmmagere, og han roste dem ikke kun. Han talte om Wes Anderson og David Fincher, Jean-Luc Godard og Hitchcock, Brian De Palma og Guy Ritchie samt et par Pixar-film og kortvarigt Kathryn Bigelow og Ava DuVernay, der instruerede ’Selma’.
Til tider var han sjov og positiv, andre gange knap så positiv – og det gjaldt for alle, han talte om. Efter han havde rost Bigelow og DuVernay, sagde han, at han synes ’Selma’ lignede en tv-film, og at DuVernay måske ikke blev snydt for Oscar-nomineringen i ‘Bedste instruktør’-kategorien. Der var ingen i vores kredse, der troede, at hun ville få nomineringen, fordi vi ikke fandt filmen særligt vellykket, men resten af verden syntes chokerede og oprørte over ’forbigåelsen’.
Tarantino sagde, at DuVernay måske fortjente en Emmy. En godhjertet kommentar, skulle man tro, men nej, krigerne for social retfærdighed og journalister på udkig efter click-bait blæste det ud af proportioner. Tarantino blev straffet for at angribe DuVernay, der blev gjort til offer på grund af den mentalitet, som ‘social retfærdigheds-krigerne’ har skabt. De elsker at gøre folk til ofre uden at placere noget som helst i kontekst.
Facebook-kulturen skaber politisk korrekthed – ikke kunst
Det samme skete, da Tarantino udtrykte sin skuffelse over, at ’Inglourious Basterds’ havde tabt til ’The Hurt Locker’ i kategorierne ’Bedste film’, ’Bedste instruktør’ og ’Bedste originale manuskript’ til Oscar-uddelingen i 2010, og tilføjede, at selv Jason Reitmans ’Up in the Air’ havde været et bedre valg.
Det her er holdninger omkring film, ikke forbud. Holdninger. Der var intet angreb, der var ingen mudderkast, det havde intet med racisme eller sexisme at gøre, men det ønskede krigerne for social retfærdighed virkelig, at der var. Så de gik til angreb på Tarantino og jeg selv på baggrund af kommentarerne om DuVernay og Bigelow, filmmagere, som de udviste manglende respekt for ved at gøre dem til martyrer. I sidste ende var det ironisk nok disse ‘krigere’, der fremstillede DuVernay og Bigelow som svage på grund af deres race og køn.
Efter jeg så ’Zero Dark Thirty’ tweetede jeg, at Kathryn Bigelow ikke ville være mere end en mildt interessant instruktør, hvis hun havde været en mand, men at hun overvurderes, fordi hun er en kvinde. Det var ikke en kommentar til Bigelow som sådan, mere til hendes støtter, der hæver ideologi over kunst, og Oscar-akademiet, der vil bevise, at de ikke er de sexistiske røvhuller, de rent faktisk er.
Det er endnu et nyt offernarrativ, men selvfølgelig blev kommentaren tolket som sexistisk snarere end en holdning, fordi vi befinder os i en æra, hvor ideologi trumfer kunst og æstetik. Hvor dine tanker partout skal passe ind i en virksomhedsskabt form for gruppetænkning, ofte af den politisk korrekte slags – den slags, der skævvrider kunsten. Krigerne for social retfærdighed tænker mildest talt ikke som kunstnere, og de er ude af stand til at være nuancerede, når de angriber folk, der ikke er enige med dem. Det er, hvad deres forældre og Facebook-kulturen har skabt.
Og de søger aktivt at blive fornærmet, fordi de elsker at blive det.
Det er løgn, at tv har overhalet film
Da jeg hyldede Saoirse Ronans præstation i ’Brooklyn’ på Twitter og blandt andet skrev, at den var renset for forfængelighed, opdagede jeg, at der var nogle kvindelige retfærdighedskrigere, der havde forsøgt at fordreje min ’ingen forfængelighed’-kommentar som et sexistisk udfald mod Ronan, da de fortolkede kommentaren som fat shaming – det absolut sidste, jeg havde i tankerne, da jeg skrev det. Bedre held næste gang, ladies.
En af grundene til, at jeg gerne ville have Quentin Tarantino som gæst på podcasten, var, at han passede godt ind i debatten om film kontra tv. Vi er efter sigende i fjernsynets guldalder, men det er svært at forstå, hvad det præcis betyder. Der har været store artikler i år, der endelig har gjort op med denne guldalder-tanke, og jeg har også haft nogle gæster, der har afvist den, blandt andet hovedforfatteren bag ’Mad Men’ Matthew Weiner. Bare fordi tv har større betydning for masserne og intelligentsiaen for tiden, end film har, virker det, som om det betyder, at tv-mediet har overhalet filmmediet som kunstform. Det er en åbenlys løgn – det ved alle, der har set et Ryan Murphy-show.
Lad os gøre det helt klart: Film og tv er to vidt forskellige ting. Film handler primært om stemning og atmosfære, fordi de er lavet af en instruktør, en filmmager. Tv er ikke lavet af en instruktør. Den kreative drivkraft er forfatteren, og på grund af den begrænsede optageperiode er der ikke tid til, at kameraet bliver en karakter. Det er en helt central forskel mellem film og tv.
Instruktøren af en tv-serie er en håndværker, der står i skyggen af showrunneren, og fordi tv handler om at formidle utroligt meget information på kort tid, og der ikke er tid nok til optagelserne, går det ud over atmosfæren og stemningen samt kameraarbejdet, der bidrager til historien. Alle disse facetter bliver manuskriptets slaver.
Amerikanske film er for dårlige
Tv er én ting, og film er en helt anden. Film er primært et visuelt medie, designet til det store lærred. Lærredet forlanger at blive fyldt med den visuelle grandiositet og poesi, som den idiosynkratiske filmmager kan frembringe. Selv om jeg elsker ’Mad Men’, ’Sopranos’, ’Friday Night Lights’ og ’The Wire’, tror jeg ikke, der er mange af os, der kan nævne instruktørerne af seriernes bedste afsnit.
Alligevel hyldes tv, fordi amerikanske film i store træk er for dårlige. Tv er gratis, og alle kan tilgå det og live-tweete under programmerne. Det er hyggeligt. Men jeg har set flere film i år, som jeg ikke brød mig specielt om, men som brugte lærredets størrelse og instruktørens vision til at skabe idiosynkratiske, storslåede billeder, hvad end det var ’Mad Max: Fury Road’, Mission Impossible: Rogue Nation’, ’Kingsman’ eller ’Spectre’. Sidstnævnte går over gevind til sidst, men du kunne virkelig se de 250 millioner dollars på lærredet. Det samme gjaldt ’The Walk’, ’Crimson Peak’ og Michael Manns ’Blackhat’. De lignede overhovedet ikke tv. De troede på filmmediets visuelle muligheder.
Selv sådan noget som Todd Haynes’ lesbiske melodrama ’Carol’ med Cate Blanchett og Rooney Mara har en instruktør bag sig, og noget af det, vi reagerer på, er hans idiosynkratiske sensibilitet. For mig var ’Carol’ endnu et eksempel på Todd Haynes, der legede med sine dukker i sit dukkehus og behandlede materialet på overdreven akademisk vis. Men filmen, der er skudt på 16mm, er så usædvanlig smuk til tider, at jeg ikke helt kan forkaste den. Når du ser ’Carol’ på et stort lærred, indser du, at den er iscenesat og koreograferet til det store lærred – selv om Carol og Thereses storhed bunder i deres status som ofre, og det er ikke en fortælling, jeg er særligt interesseret i.
Det virker, som om man har givet op
Men jeg har ofte deprimerende samtaler med folk, der forkaster tanken om, at indhold er designet direkte til tv eller filmlærredet eller computeren. De siger, at det er det samme indhold, og det kommer til at blive oplevet på samme måde, om du så ser den på din telefon. Det siger de med glæde i stemmen, som om større demokratisering af kunsten partout er positiv. ’Alle skal kunne gøre det!’
Det virker, som om man har givet op: ’Lad os lave alt indhold på den samme elendige måde, det er jo lige meget.’ ’Lad os følge tv-normerne og fylde skærmen med vanvittige optrin og afsløringer, afviklet i en fart, fordi who cares? Det er indhold. Det er kun indhold! Det bliver alligevel bare lorte-fjernsyn, så hvorfor gøre sig umage?’
Jeg nød Steven Spielbergs ’Bridge of Spies’ usigeligt på grund af det analoge, forbilledlige håndværk, som filmen dyrker. Det ligner overhovedet ikke tv. Fotograferingen, kostumerne, filmens sets, klipningen, den rene visuelle formfuldendthed mindede én om en svunden æra. Spielberg tror på den cinematiske oplevelse, og selv om ’Bridge of Spies’ er for lang og en smule kedelig, er der noget meget bevægende i hans kærlighed til håndværket og den skønhed, der kun kan komme frem på det store lærred.
Når jeg hører sangen om, at det alt sammen bare er indhold, at forskellen mellem filmen, tv-serien, youtube-videoen og webserien bliver opløst, kan jeg ikke høre andet end producere, der siger: ’Det er slut’. Hvis det her er vores indstilling, og vi ikke sætter pris på film som en vigtig amerikansk kunstform, hvad har vi så tilbage? Tyler Oakleys Youtube-klip? Afsnit af ’How to Get Away with Murder’? ‘Daredevil’ på Netflix?
Det er ikke slut endnu, og der er fortsat folk, der tror på den cinematiske oplevelse, og en af vores sidste store auteur-drømmere er Quentin Tarantino. Når du ser hans seneste film ’The Hateful Eight’, som jeg gjorde i går aftes, indser du hurtigt, at det her er en film. 70mm-billederne er bjertagende, og Robert Richardsons enestående fotografering er, selv når den holder sig inden for salonen, fyldt med visuel information og kompositioner, man ikke ser på tv. Som man ikke kan se på tv. Visuelt er det den smukkeste film, Tarantino har lavet, og det minder dig om, hvad mediet handler om.
Dumme publikummer er dumme publikummer
Man kan argumentere for, at ’The Hateful Eight’ er en intim historie, et lille western-mysterium. Zane Grey møder Agatha Christie møder George Romero (på grund af den ekstreme mængde af blod). Hvad der opsluger én i ’The Hateful Eight’ er dens tro på filmmediets storhed. Der er mere visuel poesi i 20 minutter af ’The Hateful Eight’, end der er i hele sæsoner af populære tv-serier.
Men kun hvis det betyder noget for dig. For millioner af mennesker gør det vitterligt ikke.
’The Hateful Eight’ er en drøm om, hvordan film kan lyde og se ud, selv hvis materialet ikke dikterer en episk filmstil. Du kan beskylde Tarantino for at være nostalgiker, men trods filmens skønhedsfejl ville jeg hellere gense ’The Hateful Eight’ end at udsætte mig selv for den visuelle kedsomhed og tv-æstetik fra ’Spotlight’, ’Room’, ’The Big Short’, ’Truth’ eller ’99 Homes’.
’The Hateful Eight’ tager ikke sig selv så seriøst som de film, jeg har nævnt. Der er ingen falsk humanistisk moralisme forbundet med volden i Tarantinos film. Det er meningen, at det skal være spændende og sjovt. Og når filmen skifter tempo i anden halvdel – og jeg siger det her som én, der ikke læste manuskriptet, da det blev lækket online – fornøjes man dybt over Tarantinos mod og legelyst.
Det har været et år fyldt med kontroverser for Quentin Tarantino, og det bliver interessant at se, hvordan kritikerne tager imod de elegante, hårdkogte løjer i ’The Hateful Eight’. Jeg håber, den bliver bedømt ud fra, hvad den er. Men jeg tvivler på, at folk i vores æra overhovedet kan se en film på den måde mere, og ’The Hateful Eight’ inviterer helt bestemt krigerne for social retfærdighed til at anklage den for racisme, misogyni og dyrkelse af ekstrem vold.
Jeg håber, at den bliver en succes, men dumme publikummer er og bliver dumme publikummer«.