10 film Tarantino kræver, at du ser – med blod, hævn og spaghetti

Quentin Tarantino er kendt som en passioneret filmnørd med en særlig forkærlighed for filmhistoriens mindre lødige genrer, som han har inkorporeret lystigt i sine egne film. Vi har gennemgået hans udtalelser gennem to årtier om 10 forskellige genrer – og filtrerer her de centrale værker, som alle ifølge QT bør se.
10 film Tarantino kræver, at du ser – med blod, hævn og spaghetti

»Hvis min stil har et kendetegn, er det, at jeg tager det her fra den her film og det her fra den her film og mikser det sammen. Hele min karriere har jeg blandet genrer sammen,« har Quentin Tarantino udtalt til filmmagasinet Empire.

Nu er den genremiksende instruktør aktuel med ’The Hateful Eight’, der blander Agathe Christie-mysterium med western og blodig splatter.

Ifølge instruktøren selv stjæler han fra enhver film, der nogensinde er lavet, hvilket måske er en mild overdrivelse. Men i en årrække så Tarantino omkring 200 biograffilm om året, og i interviews har instruktøren gennem årene disket op med adskillige lister over sine favoritfilm i diverse genrer – til stor inspiration for alle os andre. Selv har jeg set et sted mellem 80 og 100 film ud fra hans anbefalinger.

Men hvor stammer Tarantinos genre-besættelse egentlig fra? Som barn var hans to favoritgenrer monsterfilm og fysiske komedier. Så da han så ‘Abbott and Costello Meet Frankenstein’ som syvårig, var det en hjernebrydende oplevelse, fordi filmen kombinerede hans to favoritgenrer i én film.

Tarantino erindrer, at han — uden at vide det — lavede genredistinktioner allerede som syvårig. »Jeg synes virkelig, at den film var den bedste slags film ever — mine to yndlingsgenrer samlet i én film! Når den var uhyggelig, var den virkelig uhyggelig, og når den var sjov, var den virkelig sjov. Jeg tror, jeg har forsøgt at gøre det samme i min egen karriere«, som Tarantino har sagt til radiostationen Sirius XM.

Her ser vi nærmere på Tarantinos favoritfilm i 10 forskellige genrer – og på hvordan disse film og genrer har påvirket instruktørens eget arbejde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Spaghettiwesterns: ‘The Good, the Bad and the Ugly’ (1966)

Da Tarantino i 2009 listede sine 20 favorit-spaghettiwesterns, bestod de første seks af fire Sergio Leone-film — hele ‘Dollars’-trilogien samt ‘Once Upon a Time in the West’ – og to Sergio Corbucci-film.

I og med Tarantino gentagne gange har erklæret Leones mesterværk ‘The Good, the Bad and the Ugly’ som sin favoritfilm gennem alle tider og »den største bedrift i filmhistorien«, var det ikke specielt overraskende, at han også udnævnte netop den tredje film i Dollars-trilogien som sin foretrukne spaghettiwestern.

»Spaghettiwestern-genren er en af de største genrer, efter min mening, i filmhistorien og uden tvivl i italiensk filmhistorie. Faktum er, at de aldrig er blevet tilstrækkeligt værdsat,« udtalte Tarantino ifølge The Spaghetti Western Database, da han i 2007 introducerede en spaghettiwestern-retrospektiv på filmfestivalen i Venedig.

Sergio Leone er den instruktør, som har haft størst indflydelse på Tarantinos karriere. »Han genskabte westerngenren og skabte den subgenre, som alle andre fulgte. Det endelige showdown i ‘The Good, the Bad and the Ugly’ er, efter min mening, det største øjeblik i filmhistorien«, udtalte Tarantino til The Daily Mail efter ‘Django Unchained’s premiere.

Selvom introen til ’Inglourious Basterds’ citerede ’The Good, the Bad and the Ugly’, var det først med sin syvende film, ‘Django Unchained’, at Tarantino for alvor kastede sig ud i spaghettiwestern-genren. Men allerede i ‘Kill Bill’ kunne biografgængerne detektere en tydelig Leone-indflydelse med Tarantinos brug af musik fra ‘The Good, the Bad and the Ugly’-soundtracket — komponeret af legendariske Ennio Morricone, som desuden har skabt et originalt soundtrack til ‘The Hateful Eight’, Morricones første western-soundtrack i 40 år.

Også Corbuccis indflydelse i ‘Django Unchained’ er svær at overse. »En af de ting, som Corbucci gjorde, var at skubbe spaghettiwestern-filmene væk fra at være grandiose versioner af amerikanske westerns til at være langt mere sadistiske, brutale og surrealistiske. Og sådan ønskede jeg også, at ‘Django Unchained’ skulle være«, forklarede Tarantino til The Daily Mail.

Corbuccis mest kendte værk, ’Django’ fra 1966, inspirerede ikke kun titlen på Tarantinos slave-twist på spaghettiwestern-genren — scenen i ‘Django’, hvor en karakter får skåret sit øre af, inspirerede desuden den legendariske scene i Tarantinos første film, ‘Reservoir Dogs’.

Tilstedeværelsen af Ku Klux Klan i ‘Django Unchained’ var i øvrigt inspireret af en hætteklædt, racistisk organisation i ‘Django’. Snesekvenserne i ‘Django Unchained’ var til gengæld inspireret af ‘The Great Silence’, mens scenen, hvor DiCaprios karakter Calvin Candie bliver skudt igennem sin blomst i brystlommen, er taget fra ‘The Mercenary’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Exploitation-film: ‘Rolling Thunder’ (1977)

Tarantinos liste over hans foretrukne exploitation-film toppes af John Flynns ‘Rolling Thunder’, som ligeledes figurer på størstedelen af Tarantinos greatest movies of all time-lister.

»De fleste film efterlader en tom fornemmelse, men den her er ass-kicking nirvana.« Sådan har Tarantino ifølge The Quentin Tarantino Archives beskrevet filmen, som han opkaldte sit eget, kortlivede distributionsselskab efter. Tarantino gav filmen nyt liv, da han anbefalede den i et interview med Jon Stewart: »Rolling Thunder er, i mine øjne, en af de bedste actionfilm nogensinde. Det er den bedste kombination af actionfilm og karakterstudie, jeg nogensinde har set«.

‘Rolling Thunder’ handler om Major Charles Rane (William Devane), som i 1973 vender hjem efter syv år som krigsfange i Hanoi. Ved helte-hjemkomsten tildeles Rane en Cadillac og 2555 dollars. Han erfarer dog hurtigt, at hans kone er blevet forlovet med en anden mand, og at hans søn ikke kan huske ham. For at gøre ondt værre har rygtet om de 2555 dollars spredt sig, og Rane og hans familie overraskes i sit hjem af en flok røvere. Historien udvikler sig derfra til en blodig hævnfortælling.

Tarantino har forklaret til The Guardian, at han beder sine venner grine med filmen og ikke af filmen, når han viser dem en exploitation-film, selvom der kan være nogle skøre elementer i dem: »En af de ting, jeg altid har elsket ved exploitation-film, er, at man – midt i alt der foregår – pludselig begynder at holde af karaktererne. Lige pludselig er det ikke fjollet længere, fordi man går op i, hvad der sker for de her karakterer. Og det elsker jeg«.

Exploitation-genrens indflydelse på Tarantinos egne film ses tydeligst i ‘Death Proof’. »Det gik op for mig, at jeg aldrig rigtigt havde lavet en exploitation-film indtil nu«, udtalte Tarantino til The Guardian. ‘Death Proof’ blev som bekendt vist i biograferne sammen med ‘Planet Terror’ for at replikere oplevelsen af at se en double feature exploitation-film i en grindhouse-biograf.

Tarantino brugte forskellige ukonventionelle teknikker for at få ‘Death Proof’ til at ligne exploitation-filmene fra grindhouse-biograferne i 70’erne. Filmrullerne blev bevidst beskadiget for at imitere filmene, som kom i dårlig stand efter at være blevet sendt fra biograf til biograf. Et tydeligt eksempel på et af filmens jump-cuts er i starten, hvor titlen ‘Quentin Tarantino’s Thunderbolt’ vises i et splitsekund, før den bliver erstattet af den korrekte titel.

Exploitation-film fik ofte nye titler, især hvis de fik dårlige anmeldelser ved den første udgivelse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Hang out-film: ‘Rio Bravo’ (1959)

Det kan ikke helt afvises, at hang out-genren er en genre, som Tarantino selv har opfundet. Ved en screening af ‘Rio Bravo’ på Cannes-festivalen i 2007 definerede han, hvad en hang out movie ifølge ham er:

»Rio Bravo er en af de bedste westerns, en af de bedste Howard Hawks-film, en af de bedste John Wayne-film, men… den passer også ind i en anden genre — for jeg kategoriserer altid film og deler dem op i subgenrer — den er en af de bedste hang out-film. Der er visse film, hvor du hænger ud med karaktererne i så høj grad, at de faktisk ender med at blive dine venner. Det er en meget sjælden kvalitet at have for en film«.

Det samme kendetegn gælder Tarantinos egne film — de tåler mange gensyn, selvom man kender historien til hudløshed. »Jeg lavede ‘Jackie Brown’ på den måde, som jeg altid har haft det med ‘Rio Bravo’,« har Tarantino sagt til IGN.

»Forhåbentligt, hvis du kunne lide ‘Jackie Brown’, kan du sætte den på omkring hver tredje år og drikke screwdrivers med Ordell, ryge bong med Melanie og drikke hvidvin med Jackie«.

På andenpladsen over Tarantinos favorit-hang out-film finder vi Richard Linklaters ‘Dazed and Confused’, som han under Texas Hall of Fame Awards introducerede således i 2013:

»Jeg tog til Amsterdam for at komme i gang med et manuskript, men det fungerede bare ikke. Jeg begyndte at blive mere og mere ensom på mit hotelværelse. Da min ensomhed nåede sit klimaks, gik jeg ned og lejede ‘Dazed and Confused’, tog den med hjem til hotellet og så den, og lige pludselig var jeg ikke længere ensom. Fordi jeg havde set filmen så mange gange før og kendte hver eneste karakter og hele filmens community så godt«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Hævnfilm: ‘Thriller: A Cruel Picture’ (1973)

At instruktøren bag ‘Kill Bill’, ‘Inglourious Basterds’ og ‘Django Unchained’ har en forkærlighed for revenge movies er ikke super overraskende. Blandt Tarantinos favoritter inden for genren finder vi førnævnte ‘Rolling Thunder’, Pam Grier-klassikeren ‘Coffy’, den japanske ‘Lady Snowblood’ og den svenske exploitation-film ’Thriller: A Cruel Picture’ af Bo Arne Vibenius.

»Det er en af de hårdeste film, jeg har set i hele mit liv, og en af de få, som jeg kunne forestille mig, at nogen ville være bange for at se«, har Tarantino ifølge The Quentin Tarantino Archives udtalt om sidstnævnte. »Du skal ikke se den censurerede version. Find den originale på et eller andet exploitation-film bootleg-site med deres hjemmelavede undertekster«.

Plottet i ‘Thriller: A Cruel Picture’ er da også ualmindeligt grumt. Hovedpersonen Madeleine har været stum efter et seksuelt overfald som barn. En dag lokkes hun ind i en bil af en mand, som kidnapper Madeleine, gør hende afhængig af heroin og prostituerer hende. Undervejs i filmen får hun stukket et øje ud for at afvise en kunde. Madeleine begynder at planlægge sin blodige hævn ved at tage lektioner i kampsort og skydning. Deciderede pornografiske scener blev klippet ind i filmen for at lukrere på den liberaliserede porno i datidens Sverige og Danmark.

Hævnmotivet har gået igen i alle Tarantinos film siden ‘Kill Bill’. »Jeg har altid elsket hævn-film. Hvis du sætter det rigtige hævn-scenarie op for et biografpublikum og leverer et tilfredsstillende pay off, er der få bedre følelsesmæssige aftrækkere, du kan give et publikum«, har Tarantino udtalt.

I ‘Kill Bill: Vol. 2’ har ’Daryl Hannahs karakter, Elle Driver, ligesom Madeleine, klap for øjet. Tarantino bad da også Hannah om at se ‘Thriller: A Cruel Picture’ som forberedelse til rollen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Guys on a mission-film: ‘Where Eagles Dare’ (1968)

»Et af de projekter, som danser inde i mit hoved, og som jeg overvejer at lave, er en genre, som jeg kalder ‘Anden Verdenskrigsfilm — ‘guys on a mission’. ‘Where Eagles Dare’ er min favorit inden for den genre«, forklarede Tarantino i et interview med Los Angeles Times i 1995, 14 år før ‘Inglourious Basterds’ fik premiere.

I samme interview grubler Tarantino over, hvorvidt sådan en type film stadig kunne laves, og vurderer, at det burde kunne lade sig gøre. Primært fordi der så længe har været et så stort fokus på krigens ofre, at det kunne være et friskt pust at vende tilbage til den type adventure stories, hvor man har »the greatest villains ever«, argumenterer Tarantino (altså 14 år før Christoph Waltz portrætterede Hans Landa).

»Hvis man laver noget i stil med ‘The Great Escape’ eller ‘Guns of Navarone’, tror jeg, at det vil fungere. Fordi det vil handle om missionen og ikke det nytteløse ved krig«.

‘Where Eagles Dare’ er filmen, hvor Clint Eastwood efter sigende skyder flere mennesker end nogen anden i filmhistorien. I 1943 tages en amerikansk general til fange af tyskerne på Adler-slottet i Alperne. En britisk major (Richard Burton) og en amerikansk løjtnant (Eastwood) får til opgave at infiltrere det svært tilgængelige slot og befri den amerikanske general, før tyskerne når at afhøre ham.

I ’Inglourious Basterds’ er det Brad Pitts basterds, der er på en mission under Anden Verdenskrig. Gruppen, som består af jødiske amerikanere, har ét mål: At skabe frygt blandt de tyske soldater ved at myrde og skalpere dem på livet løs.

Tarantino argumenterer for, at han ikke kan lide, når de gode alle sammen overlever, og at det er en vigtig del af genren, når de dør én efter én. I ‘Where Eagles Dare’ er der flere fra Eastwoods team, der dør undervejs, ligesom flere af the good guys i Tarantinos take på guys on a mission-genren ikke klarer skærene hele vejen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Krigsfilm: ‘Casualties of War’ (1989)

Brian De Palma hører til blandt Tarantinos absolut mest elskede instruktører. ‘Blow Out’ og ‘Carrie’ går igen på de fleste af Tarantinos all time top 10-lister, mens han har udråbt ‘Casualties of War’ sin favoritkrigsfilm gennem tiderne.

»Det er den bedste film om Vietnam-krigen. ‘Apocalypse Now’ skal klassificeres i en anden kategori, fordi Coppolas film handler om mere end Vietnam-krigen«, har Tarantino sagt til Le Monde.

‘Casualties of War’ handler om en gruppe bestående af fem amerikanske soldater i Vietnam i 1966, som kidnapper en vietnamesisk pige. Før de myrder hende, torturerer og voldtager de fem soldater pigen – med undtagelse af én. »Kontrasten mellem denne fejhed og det tvungne mod i Michael J. Fox’ karakter — som ikke deltager i voldtægten og fordømmer de andre — er meget rørende«, har Tarantino sagt.

De Palmas film er baseret på virkelige hændelser, hvilket er med til at gøre historien endnu mere ubehagelig.

»’Casualties of War’ viser den mest traumatiserende voldtægtssekvens i filmhistorien,« siger Tarantino, som også mener, at Sean Penn leverer en af sine bedste præstationer i karrieren som den skrækindjagende sergent og squad leader Tony Meserve.

I starten af filmen bliver en af Meserves kammerater skudt og er ved at bløde ud. Sean Penn prøver at berolige sin sårede ven, som ikke overlever. Som han fortæller i videoen ovenfor, brugte Tarantino denne scene som inspiration, da han skrev manuskriptet til ‘Reservoir Dogs’, hvor Mr. White (Harvey Keitel) forsøger at berolige Mr. Orange (Tim Roth), som er blevet skudt i maven og er blevet panisk.

En anden af Tarantinos favorit-krigsfilm er Billy Wilders ‘Five Graves to Cairo’ fra 1943, som fortæller en kontrafaktisk historie – ligesom Tarantinos eget manuskript til ‘Inglourious Basterds’. Tarantino følte sig inspireret af den frihed i skriveprocessen, der opstod, når han ikke var tvunget til at følge virkelighedens historiske gang.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Slasher-film: ‘My Bloody Valentine’ (1981)

Da Robert Rodriguez og Quentin Tarantino blev interviewet af Entertainment Weekly om deres double feature ‘Grindhouse’ i 2006, blev Tarantino spurgt, hvad hans favorit slasher-film var.

»Siden ‘Death Proof’ er en hybrid mellem en slasherfilm og en car-chase flick, giver jeg dig min favorit inden for hver genre. ‘Vanishing Point’ er filmen, som disse biljagtsfilm bliver målt op imod. Og hvad slasherfilm angår, elsker jeg selvfølgelig ‘Halloween’ og alle de film. Men med tiden tror jeg, at ‘My Bloody Valentine’ er gået hen og blevet min favorit«, svarede Tarantino dengang.

‘My Bloody Valentine’ kom ud i 1981, da slasher-genrens popularitet var på sit højeste, efter succeserne med ‘Halloween’ og ‘Friday the 13th’. Biografgængerne var vilde med såkaldte holiday-themed slashers, og instruktør George Mihalka tænkte, at hvilken dag var mere oplagt end årets mest romantiske dag, Valentinsdag?

Filmen følger en gruppe teenagere i en canadisk mineby, som trods alskens formaninger beslutter sig for at holde en Valentinsfest. En hævngerrig galning, iklædt et minearbejder-outfit, havde advaret mod at holde festen ved at sende Valentins-chokoladeæsker med sine ofres blodige hjerter til uheldige udvalgte. En efter en bliver de aflivet på mere og mere kreative måder, indtil handlingen flyttes ned i de underjordiske mineskakte i en blodig finale.

‘Death Proof’ er et af de tydeligste eksempler på, hvordan Tarantino bruger en specifik genre som inspiration til at påbegynde et manuskript for derefter at blande genrer i mikset.

»Jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne lave en rendyrket slasher-film, for der findes få genrer, der er mere rigide,« forklarede Tarantino over for Rolling Stone i 2007 op til premieren på ‘Death Proof’. »Og hvis du bryder den op, laver du ikke en slasher-film længere. Det er uorganisk, så jeg tænkte — lad mig bruge slasher-filmens struktur, og bare gøre, hvad jeg gør. Min version bliver fucked up og usammenhængende, men bruger tilsyneladende slasher-filmens struktur, forhåbentligt imod dig«.

Symptomatisk for Tarantinos tilgang har hans take på slasher-genren ganske vist en sindssyg skurk (spillet af Kurt Russell), der stalker og myrder kvinder – men i stedet for en kniv bruger han sin stuntbil.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Kung fu-film: ‘Five Fingers of Death’ (1972)

Introen til ‘Kill Bill: Vol. 1’ inkluderede et Shaw Scope-logo, en hyldest til produktionsselskabet Shaw Brothers fra Hong Kong, der populariserede kung fu-genren. En af de mest legendariske af disse film er ‘Five Fingers of Death’ fra 1973.

Da filmmagasinet Empire i 2008 bad Tarantino udvælge sine all time favoritfilm, placerede han ‘Five Fingers of Death’ som nummer seks. »Det er en af de bedste kung fu-film nogensinde. Den er oppe på niveau med ‘Coffy’, når vi taler om audience participation movies, og det er en af de første kung fu-film, der blev udgivet i Amerika«, har han sagt ifølge The Quentin Tarantino Archives.

‘Five Fingers of Death’ handler om det lovende unge kampsportstalent Chi-Hao, som har trænet under en læremester hele sit liv og er blevet forelsket i dennes datter. Efter at lærermesteren kun med nød og næppe får nedkæmpet en bande slyngler, sender han Chi-Hao videre til Chin-Pei, en læremester med højere status. Chi-Hao skal hjælpe Chin-Pei med at besejre den lokale kampsportstyran Dung-Shun i en regional turnering for at kunne gifte sig med datteren.

Tarantinos eget kung fu/samurai-extravaganza har lånt en række elementer fra ‘Five Fingers of Death’ — først og fremmest den sireneagtige lyd, der dukker op som et slags rødt flashback, når The Bride får øje på en af sine fem dødsfjender, og som stammer fra tv-serien ‘Ironside’. Men også scenen, hvor Daryl Hannahs karakter, som i forvejen har klap for det ene øje, får flået det andet ud af The Bride, er kraftigt inspireret af en scene i ‘Five Fingers of Death’.

I ‘Kill Bill: Vol. 2’ lærer Bruden den såkaldte Five Point Palm Exploding Heart Technique af sin lærermester, Pai Mei — en teknik, hun til sidst bruger til at dræbe Bill med. I ‘Five Fingers of Death’ deler lærermesteren Chin-Pei sin største hemmelighed, Iron Fist-teknikken, med Chi-Hao, som bruger den til at besejre sin sidste fjende.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Grindhouse-film: ‘The Texas Chainsaw Massacre’ (1974)

Da fansitet Grindhouse Database mødte Tarantino på ‘Inglourious Basterds’-settet tilbage i 2009, var det for at diskutere sitets liste over de 20 bedste grindhouse-film. En liste, som Tarantino selvfølgelig var hurtig til at pille fra hinanden.

»Nogle af de her holder ikke helt. For eksempel ‘Female Prisoner 701 Scorpion’, den blev aldrig udgivet andre steder end i Japan… Min pointe er, at filmen skal være blevet vist i en grindhouse-biograf for at gælde«, mente Tarantino.

Efter at have gjort lidt grin med et par andre film på fansitets liste hev Tarantino så sin egen liste frem. På anden- og tredjepladsen havde han fundet plads til George A. Romeros zombieklassikere ‘Dawn of the Dead’ og ‘Night of the Living Dead’, mens førstepladsen gik til Tope Hoopers ‘The Texas Chainsaw Massacre’ fra 1974, som siden har fået adskillige remakes og sequels.

’The Texas Chainsaw Massacre’ er en af de mest velkendte horror-film nogensinde og er blevet imiteret ud i det uendelige. Filmen indledes med en gruppe hippie-agtige unge, som kører rundt i det solbeskinnede Texas uden at vide, hvor de er på vej hen. Løsslupne unge mennesker, der kører væk fra civilisationen og render ind i en sadistisk morder.

Selve titlen afslører selvfølgelig en del om filmens indhold, men ‘The Texas Chainsaw Massacre’ er faktisk ikke særlig eksplicit i forhold til nyere slasherfilm. Den insinuerer, hvad andre film viser, og det er langt mere skræmmende.

At filmen har fået klassikerstatus, skyldes i høj grad dens mest uudslettelige og mareridtsagtige billede: En stum, korpulent psykopat iklædt et slagterforklæde og en maske, som han aldrig tager af (og som er lavet af menneskehud). Hans navn er Leatherface, og hans bizarre første optræden i filmen, hvor han dræber en fyr med en hammer og lukker en metaldør, som var det døren til helvede, er mildest talt chokerende.

Da Tarantino var ung i 70’erne, gik han som sagt i biografen omkring 200 gange om året, som regel i lurvede grindhouse-biografer, der ofte viste flere film i træk. Denne oplevelse forsøgte han, sammen med Robert Rodriguez, at genskabe for nyere biografgængere med ‘Grindhouse’.

Da Bruce Willis overvejer våben til at nakke Zed med i ‘Pulp Fiction’, samler han en motorsav op, før han vælger et sværd – formentlig en reference til hans all time-grindhouse-favorit.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Blaxploitation-film: ‘Coffy’ (1973)

Tarantino har aldrig kendt sin far og boede gennem hele barndommen med sin mor. Moren datede omkring 1973-74 »a lot of black guys«, forklarer Tarantino i ‘Baadasssss Cinema’, en dokumentar om blaxploitation-genren. Tarantino, som selv var ti år på det tidspunkt, ville gerne ind og se en masse af de nye blaxploitation-film. Det kunne han dog ikke, fordi de kun blev vist i de sorte kvarterer.

Til Tarantinos store held tog en af morens kærester ham en dag med ned til et område i downtown Los Angeles, som Tarantino beskrev som »black Hollywood« i de år — der blev eksklusivt vist blaxploitation-film i biograferne, der lå side om side. Den unge Quentin fik lov at vælge en film og valgte ‘Black Gunn’. Sidenhen flyttede Tarantino og moren til et af de sorte kvarterer i Los Angeles, og Tarantino fik mulighed for at se den ene blaxploitation-film efter den anden.

Jack Hills ‘Coffy’ går igen på de fleste af Tarantinos lister over all time-favoritfilm: »Den har Pam Grier i hovedrollen og er en af mine favorit-blaxploitation-film«, har han ifølge The Quentin Tarantino Archives forklaret. »Den har en voldelig magt over publikum, som er meget unik. Folk lever sig ind i den i en sådan grad, at de højlydt kræver at se blod ved slutningen af filmen«.

Tarantino elskede Grier så meget i ‘Coffy’ og efterfølgeren ‘Foxy Brown’, at han castede hende til hovedrollen i ‘Jackie Brown’. Skrifttypen på ‘Jackie Brown’-plakaten er den samme som på ‘Foxy Brown’s plakat. Flere af sangene, som Tarantino anvendte i ‘Jackie Brown’, var fra blaxploitation-film, fx var åbningssangen ‘Across 110th Street’ lånt fra filmen af samme navn.

En anden af Tarantinos blaxploitation-favoritter er klassikeren ‘Shaft’. Jules’ klassiske ‘bad motherfucker’-pung i ‘Pulp Fiction’ er inspireret af en Isaac Hayes-sang fra ‘Shaft’s soundtrack.

Læs også: Alle Quentin Tarantinos film rangeret – før ‘The Hateful Eight’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af