Flere store tech-medier – både The Verge og TechCrunch – erklærer efter offentliggørelsen af Microsofts årsregnskaber nu Windows Phone for død. Der kan være noget om snakken. Windows Phones udgør nemlig i dag kun to procent af det samlede smartphonemarked.
Flere tal til at sætte det i perspektiv? Jamen, værsågod:
Microsoft solgte 4,5 millioner Windows Phones i andet kvartal af 2015 mod 10,5 millioner i 2014.
I første kvartal solgte Apple til sammenligning 75 millioner iPhones.
Spiralen for Windows Phone har været nedadgående i mange år: Markedsandel i 2007 – 12 procent. 2008 – 11 procent. 2009 – ni. 2010 – fem. 2011-2014 – tre procent. 2015 – to procent. Sidste kvartal af 2015 var de nede og kysse 1,1 procent. Av.
Man kan roligt sige, at Windows Phone i hvert fald er døende og spørgsmålet er så, hvad Microsoft skal gøre her fra. Skal de helt droppe deres smartphoneproduktion eller starte fra scratch?
Skal man dømme efter, hvad man hører på vandrørene, så bliver der arbejdet på en ny smartphone, der kan opstå ud af Windows Phones aske. Der går hårdnakkede rygter om, at Microsofts Corporate VP Panos Panay i al hemmelighed har arbejdet på en Surface Phone, som pendant til de væsentligt mere populære Surface-tablets og den nye laptop Surface Book. Samtidig er 2016 også året, hvor Nokia-varemærket, som Microsoft ejer, bliver frit igen, så de kan begynde at producere smartphones under det nostalgi-behæftede Nokia-brand.
Nogle vil mene, at Windows Phones død ville være en skam, da de på samme måde som iPhones har et styresystem bygget samme sted som selve smartphonen, så produkterne i det mindste har potentialet til at give en mere helstøbt oplevelse. Ligeledes har de nyeste Windows Phone-modeller den fordel, at de kører Windows 10, så de reelt kan kobles direkte i en monitor og fungere som en minicomputer, hvilket i hvert fald har potentiale til at blive interessant.
Det er under alle omstændigheder mærkværdigt, hvis Microsoft melder sig helt ud af smartphone-gamet. Spørgsmålet bliver, hvilken form de vil genopstå i – og særligt hvilket styresystem, de vil betro sig til.
Læs også: Mø starter ny, kreativ legestue for sig selv og sine fans i samarbejde med Microsoft