Arnold Schwarzenegger tog nogle bizarre komiske sidespring i sin karriere i 90’erne med ‘Twins’, hvor han spillede Danny DeVitos tvilling, og ‘Kindergarten Cop’, hvor han gik undercover som børnehaveklasselærer for at finde frem til en pusher. Begge nyklassikere i dag – vil nogle mene!
26 år senere har Dolph Lundgren besluttet sig for at tage over, hvor actionkollegaen slap. I ‘Kindergarten Cop 2’ skal den konservative Agent Reed (Dolph Lundgren) indhente stjålen data gennem et job som lærer på en skole. Men skolen er meget frisindet, så det bliver en hård udfordring for den disciplinære herre at få styr på børnetropperne.
Filmen kommer direkte på dvd i USA 17. maj og kan altså ikke se frem til en stor biografdistribution. Men at dømme fra traileren, hvor de fleste jokes falder til jorden, gør det nok ikke så meget.