‘Hil Cæsar!’
På én soundstage er Baird Whitlock (George Clooney) i gang med at indspille den episke sværd-og-sandal-film ’Hail, Caesar!’. Lige ved siden af kæmper den britiske prestigeinstruktør Laurence Laurentz (Ralph Fiennes) med at få den snøvlende sydstatscowboy Hobie Doyle (Alden Ehrenreich) til at tale som aristokrat.
Lidt længere væk danser kvindebedåreren Burt Gurney (Channing Tatum) rundt på borde, stole og bardisk i en Vincente Minnelli-agtig musical proppet med homoerotiske undertoner. Og i et stort bassin tager den skønne DeeAnna (Johansson) hovedspring ned i et menneskehav af synkronsvømmere.
En ganske almindelig dag i 1950’ernes Hollywood.
Stjernernes bindeled er filmstudiets chef/brandslukker/altmuligmand Eddie Mannix (Josh Brolin), der håndterer alt fra stjernenykker til sladderjournalister. Pludselig får Mannix dog et alvorligt problem på nakken. En gruppe, der kalder sig The Future, kidnapper kæmpestjernen Whitlock. Det er filmens omdrejningspunkt… Når man lige at tænke, inden plottet opløses i svinkeærinder og sidebemærkninger, og man helt glemmer, at Whitlock er bortført af storsnakkende kommunister.
’Hil Cæsar!’ er løsere struktureret end de fleste Coen-film – og det siger alligevel ikke så lidt, når vi snakker folkene bag ’The Big Lebowski’ og ’Burn After Reading’. Plottet træder i baggrunden. Strukturen er tematisk: McCarthyisme og blacklisting, tabloidpresse og filmstjerner, 50’ernes store genrer og deres produktionsintriger. Fortidens store idéer fordrejet gennem Coen-brødrenes nostalgiske kalejdoskop. Filmhistorie og komisk pastiche.
Højdepunkterne findes ikke på den lige vej, men på de utallige omveje. Efter nogle dage husker man knap nok, hvordan det gik Baird Whitlock. Til gengæld husker man Channing Tatum i sømandskostume støde sit underliv i retningen af andre mænds numser i et langt, tilpas overdrevet og suverænt koreograferet musicalnummer. Man trækker på smilebåndet ved tanken om en tydeligt frustreret Ralph Fiennes i gang med sit 117. forsøg på at få cowboyen med den tarveligt drevne sydstatsaccent til at artikulere som en snob fra overklassen.
Og man klukker for sig selv, når man tænker på scenen, hvor Eddie Mannix samler repræsentanter for forskellige trosretninger for at høre, om de kan godkende filmselskabets portrættering af Jesus. Kender I den om rabbineren, den katolske præst, den protestantiske præst og den ortodokse præst, der træder ind på et filmstudie? Det gør I snart.
Vil ’Hil Cæsar!’ blive husket om nogle år? Nej. Men det vil de ovennævnte scener – og et par stykker til – takket være Coen-brødrenes uforlignelige sans for detaljen i alt fra kostumer, frisurer og accenter til rollefordeling på filmsettet. Deres forkærlighed for Old Hollywood er ganske enkelt utroligt smittende. Og det bærer det plotløse spektakel langt.
’Hail, Caesar!’ er mere forlystelse end film. Præcis som mange af 50’ernes allerstørste af slagsen.
Kort sagt:
’Hil Cæsar!’ er Coen-brødrenes yang til ’Barton Fink’s yin. Farvel til det kafkaske mareridt, der æder sjæle og knuser drømme. Goddag til en solbeskinnet Technicolor-drøm med lalleglade filmstjerner og harmløse kommunister. Det er rimeligt fjollet – og ret morsomt.
Læs også: – fra værst til bedst
Læs også: Interview med Coen-brødrene: Når man laver et dansenummer, behøver det ikke handle om flygtninge