Animal Collective har (gen)fundet glæden ved at fremvise den farvestrålende fjerdragt

2009 var året, hvor en hel horde af prominente Brooklyn-navne – ud over Animal Collective blandt andet Grizzly Bear og Dirty Projectors – blev dyrket med en nærmest messiansk begejstring i indie-kulturen på begge sider af Atlanten.

Men syv år er lang tid i musikkens verden. Man kan ikke just sige, at de nævnte bands er specielt toneangivende i 2016, hvor selv ’Merriweather Post Pavilion’, der i 2009 blev hyldet som en slags ’Pet Sounds’ for den digitale tidsalders børn, har mistet noget af sin feberagtige flyvehøjde. Ved et sjældent genhør med denne ’nyklassiker’ tager jeg mig i at undre mig lige så meget over de ofte endimensionelle, udfasende produktionsvalg som kvaliteten af de faktiske sange.

At Animal Collective lever en mere stille tilværelse nu om dage er nok langt hen ad vejen selvforskyldt. 2012-udgivelsen ’Centipede Hz.’ var en modreaktion til den popularitet, bandet oplevede i forlængelse af forgængeren. Her var det fællesskabsbrusende og himmelstræbende erstattet med en langt mere jordbunden, beskidt, kontrær og skramlet lytteoplevelse. Det var nok et fornuftigt valg at bringe en mere organisk bandfornemmelse i fokus, men de for alvor gode sange manglede. Her var ingen ’My Girls’ eller ’Brother Sport’.

Nu er der så gået næsten fire år mere, og bandmedlemmerne har i mellemtiden haft travlt med andre projekter (og noget så alment menneskeligt som familietid). Kan dyrekollektivet samle sig selv op og igen fremstå fremtidsrettede og relevante?

En af styrkerne ved ’Painting With’ er, at det vidner om nogle meget klare musikalske valg. Der er ikke en eneste dronebåret, meditativ passage (noget gruppen kan levere i søvne), men i stedet 12 sange, der hver som en er koncist skårede med tempo og attak. Der opstår ikke så meget som et eneste regulært pusterum i løbet af de 41 minutters spilletid, hvor det går over stok og sten, som var der tale om et møde mellem en dadaistisk kabarettrup og et computerspilskoncept tilpasset teenagere med autistiske tilbøjeligheder.

Sangene har titler som ’FloriDada’ og ’Bagels in Kiev’ (»I wasn’t there when Moses parted the sea / I wasn’t there with your grandpa back in Kiev«), og hvis det peger på den legelystne og grundlæggende opfindsomme og humoristiske tilgang til musikken, der kendetegner trioen Avey Tare, Panda Bear og Geologist, så har musikken samtidig vundet en fornemmelse af retning og disciplin som faktisk klæder de krøllede hjerners ’fildeling’ forbløffende godt.

Det summer, sprutter og spyer med sære lyde på numre som ’Hocus Pocus’ og ’Lying in the Grass’, hvor samplebidder af ukendt beskaffenhed, søsyge klavertoner, avant-jazzede saxpartier og korstemmer kæmper om pladsen. Men ved talrige genlytninger falder det hele som regel på plads i lydbilledet, der nok er hektisk, men samtidig investeret med så stor poptæft, at det tilgængelige og det udfordrende ved Animal Collectives musik får lige gode betingelser, ja, endog næres ved at stå i kontrast til hinanden.

Det hele kulminerer på ’Golden Gal’, den måske mest direkte Beach Boys-lænende juvel i samlingen, der tager stikket endegyldigt hjem med en melodi, der favner både det jubeloptimistiske og det inderligt melankolske, som også Brian Wilson på sine selvproklamerede ’teenagesymfonier til Gud’.

Tilbage er der sådan set bare at invitere Animal Collective tilbage på en prominent plads i musikkens vildtvoksende og fortsat frodige zoologiske have. Det kan godt være, at de fór vild i lydjunglen en overgang, men jeg skal love for, at de har (gen)fundet glæden ved at vise deres eksorbitant farvestrålende fjerdragt frem.