’untitled unmastered.’ viser, at Kendrick er en leder – både i handling og ord

»You ain’t no leader!«, rappede Kendrick brødebetynget og vredt til sig selv på den selvransagende ’u’ fra sidste års mesterværk ’To Pimp a Butterfly’.

Hvordan kunne han være en leder for de undertrykte, minoriteterne og sit folk, hvis han ikke engang kunne være der for sine nærmeste hjemme i Compton?

I kølvandet på sidste års skelsættende hovedværk er Kendrick dog blevet den ledestjerne, han både aspirerer efter at være og frygter at skulle bære ansvaret for. ’Alright’ blev slagsang for Black Lives Matter-bevægelsen, og Kendrick har i både interviews og live-optrædener været et talerør for dem, der ikke normalt har en stemme, der kan nå de brede masser. Hans musik er vokset til mere end ord og beats.

Men Kendrick er en helt speciel leder. Det slår han fast med denne udgivelse af outtakes, halvfærdige numre og demoer, som mestendels stammer fra studie-sessions omkring tilblivelsen af ’To Pimp a Butterfly’.

En leder med fejl og tvivl, som ikke er bange for at blotte sit inderste. I den hudløse ærlighed ligger den kraft, som eleverer ham.

’untitled unmastered.’ er nemlig heller ikke et perfekt album, men en samling sange, der viser den kreative legeplads, som ligger bag geniet. Sangtitlerne og coveret er et udtryk for, at det her ikke skal være fejlfrit – ikke vise den samme perfektionisme, som ’To Pimp a Butterfly’ gjorde trods det kaotiske ydre.

Lydmæssigt befinder vi os selvsagt i samme univers som sidste år: Rapmusik, der vil alt andet end at være konform hiphop, men i stedet akkompagnere Kendricks ord med flydende jazz, fuldfed funk, blød soul og sangstrukturer, der mere hører hjemme i avantgarde end på gadeplan. Horn, saxofon, piano, gulvbas og tilbagelænede beats i et overvældende potpourri.

Med ’i’, ’King Kunta’ og ’The Blacker the Berry’ havde ’To Pimp a Butterfly’ trods alt numre, der havde karakter af singler, men det virker som om, at det er de yderste mandater af Kendricks frugtbare heksekeddel, der bliver vist frem på ’untitled unmastered.’.

Det her er nemlig ikke anden halvleg af ’To Pimp a Butterfly’. Helheden er rå, upoleret og næsten en magtdemonstration ud i det faktum, at det ligeså meget er den uforbeholdne kreativitet som resultatet, der fascinerer.

’untitled 5’ er for eksempel en nedtonet jazzballade, hvor pianoet ensomt vandrer i baggrunden, mens sprøde blæsere og en ilter saxofon lægger over en støvet hiphop-produktion med et par bækkener, der skriger efter opmærksomhed, men er blevet mikset ned. Gulvbassen tilfører funk, Anna Wise giver den som henslængt jazz-diva, mens Kendrick revser løs på samfundet og den sociale ulighed, som lyder både poetisk og skræmmende i hans ord.

»Justice ain’t free, therefore justice ain’t me«, rapper han efterfulgt af en metafor om mordet på en forretningsmand, der symboliserer hans foragt for samfundets øverste lag og dettes ligegyldighed.

»I’m passin’ lives on a daily, maybe I’m losing faith / genocism and capitalism just made me hate«, lyder det. Som på ’To Pimp a Butterfly’ er det Kendricks anskuelse af alle samfundets rådne kvaliteter, der skaber det mørke billede, som bliver nuanceret i betragtninger af fejl hos både høj og lav, sort og hvid.

’untitled 8’ er musikalsk pladens mest opløftende øjeblik – et kæk og næsten G-funket sag, men under ’uh-uh’-kor, håndklap og en skarp rytmesektion ligger kritiske observationer om ghettoens fascination af hurtige og nemme penge – »In today’s day and age we practice the self pity of taking the easy way out«, lyder det. Det er en ond cirkel, som Kendrick gerne vil bryde. Første skridt er at sætte ord på. Ansvaret ligger ikke kun i toppen.

For verden er af lave i Kendricks hoved. Apokalypsen er over os på den dystopiske ’untitled 1’, hvor Kendrick i ét åndeløst vers serverer bibelske referencer i en syndflod af frustration. Jorden går under til lyden af dystre strygere og dyb gulvbas med Kendrick som manisk prædikant med et guddommeligt flow. Men hvad gør man, når verden brænder: Hopper ud fra taget eller griber en spand vand?

»I made ‘To Pimp a Butterfly’ ‘fore you told me / to use my vocals to save mankind for you«, rapper Kendrick. Han vil være en frelser, en leder. Ikke bare beskrive forfaldet og prædike om vores synder.

Sortsynet fortsætter på ’untitled 2’, hvor Kendrick i højeste potens viser alsidigheden i sin vokal, der manisk og afslappet leger med flows og intonation i et virvar af stemninger, som gennemgående på pladens sange gør, at ordene og budskaberne vokser til mere end de bogstaver, der står skriblet ned på hans papir.

Den tredelte ’untitled 7’ indkapsler den demoånd, der gennemsyrer projektet, og det er klart, at ’untitled unmastered.’ ikke har samme værkfornemmelse som ’To Pimp a Butterfly’. Men de 35 minutter er både et knugende intenst eftermæle og en overlegen tilbygning.

»Look at my flaws, look at my flaws / look at my imperfections and all«, rapper Kendrick på den næsten bossa nova-agtige ’untitled 6’. Han udstiller både sin personlige usikkerhed, men viser med ’untitled unmastered.’ ligeledes et billede af ham selv som en kunstner, der kan imponere uden den flotte indpakning.

En leder viser overskud, når andre ikke magter det. En leder viser vejen, når rejsen kan virke uoverskuelig. Det gør Kendrick – og på en facon, hvor handling og ord vejer lige tungt.

Læs også: Top Tracks: Her er ugens ni bedste nye sange