Ventetiden på historiens – måske – mest ikoniske superheltefilm er næsten ovre, men kan Zack Snyder og co. indfri de tårnhøje forventninger, når Clark Kent og Bruce Wayne endelig brager sammen, eller vil ’Bat v Super’ flyve panden lukt mod samme stilistiske problemer, der i 2013 hæmmede den ikke udpræget vellykkede ’Man of Steel’? Vi krydser fingre for, at følgende udfordringer forløses med bravur.
7. At Jesse Eisenberg negler sin Luthor
Der hviler en mild grad af filmisk forbandelse over rollen som Supermans ærkefjende numero uno, Lex Luthor: Til trods for at gode, Oscar-vindende folk som Gene Hackman og Kevin Spacey i årenes løb har prøvet kræfter med Luthor på det store lærred, er karakteren endnu ikke blevet forløst så nederdrægtigt mindeværdigt, som man kunne ønske for den ikoniske, skaldede usling, der altid lige ved og næsten får kryptonit-skovlen under manden af stål.
For ofte er Luthor blevet reduceret til komisk baggrundsfyld, og senest har trailerbidderne med Jesse Eisenbergs wisecracking hipster-techmogul givet anledning til ny bekymring for superskurkens portrættering.
Der er dem, der elsker Eisenbergs efterhånden karakteristiske, fumlende nørd, som vi har set skuespilleren gentage adskillige gange, men i traileren til ’Batman vs. Superman’ fremstår hans Luthor mere irriterende end genial og/eller faretruende.
Eisenberg virker påtaget skinger og overspillende under sit lange hår, og Luthors oneliners (trailernes vage forsøg på comic reflief) falder gumpetungt. Som da superskurken in spe trykker Clark Kents jernnæve og med en revyspillers fornemmelse for subtilitet vånder sig og påpeger for Bruce Wayne, at milliardæren ikke bør starte en slåskamp med ’denne mand’. Nudge, nudge, wink, wink, know what I mean, hmm?
Forhåbentlig giver disse tvivlsomme teasere dog blot et ringe billede af Eisenbergs samlede præstation i filmen, der gerne skulle vise sig som lige dele farlig og farligt interessant.
6. At Batfleck er lige så awesome, som traileren giver udtryk for
Pyt med, at hans Superman-sikrede rustning minder mere om en sur kat end en flagermus, for damn hvor ser Ben Affleck sej ud som den nye Batman.
Den Oscar-vindende instruktør, manusforfatter og skuespiller skal løfte arven som DC’s mest badass superhelt (sorry, Superman) fra Christian Bale, der i Christopher Nolans trilogi godt nok skabte en inciterende lunefuld Bruce Wayne/Bat, men som dog også til en vis grad endte med at snuble teatralsk i egen kappe i den tredje, skuffende film.
Der er ingen tvivl om, at Ben Afflecks natlige hævner vil blive en markant anderledes, ældre Batman end Bales figur – og dertil en hel del mere kompliceret. Trailerne viser i hvert fald Bruce som en bitter mand optændt af had og plaget af fortidens dæmoner, og hans dømmekraft vakler på randen af vanvid, da han stirrer sig blind på Superman som fjendtligt mål.
Et kort glimt af selveste Robins kostume i bat-hulen, med ordene »Ha ha joke’s on you Batman!« spraymalet over brystet, peger på, at manusforfattere Chris Terrio og David S. Goyer har ladet sig inspirere af den famøse Batman-tegneseriehistorie ‘A death in the family’ fra 1988-89, hvori Robin nr. 2, den rebelske Jason Todd, blev tævet ihjel af Jokeren.
Der har alle dage luret en galoperende psykopat i krinkelkrogene af den mørke ridders sind (Michael Keaton spillede ham i sin tid med vanviddet lysende ud af øjnene), og Robins død vil naturligvis have efterladt Bruce særligt tynget af skyld og lede, klar til at tæske sine aggressioner ud på nærmeste mistænkelige karakter (hej, flyvende alien).
Ben Affleck skal dermed hit the ground running som en Bruce/Batman i sit livs grånende efterår uden først at have spillet sig varm igennem den, for de fleste superhelte-eposser, obligatoriske ’origin’-films baggrundshistorie. Det bliver interessant og forfriskende at se Batman entrere scenen fra højre som en fuldt formet karakter, der forhåbentlig ikke mister sin enigmatiske fascinationskraft ved at skulle dele spotlyset med Superman.
Kritiske røster har på forhånd klandret Affleck for at mangle den nødvendige psykologiske dybde og mørke kant, som rollen åbenlyst kræver, men enhver, der har set ham i for eksempel ’Hollywoodland’ (hvor han spillede Superman-skuespilleren George Reeves) og ’Dogma’ vil vide, at Afflecks spændvidde foran kameraet kan overraske lige så positivt, som da han første gang sprang ud som talentfuld instruktør med ’Gone Baby Gone’.
Af samme grund satser vi selvfølgelig også stærkt på, at rygterne om, at Affleck selv skal instruere den næste enkeltstående ’Batman’-film, holder vand.
5. At Doomsday er bare tilnærmelsesvis berettiget
Kære Zack Snyder
Vil du ikke nok love, at vi ikke atter skal spises af med en altødelæggende slutning så forudsigeligt formularisk som Marvels forkærlighed for at smadre enorme flyvende objekter i sidste akt?
Vi vil altså helst undgå, at den centrale kamp mellem rivalerne/kommende BFF’s Superman og Batman overskygges totalt af, hvad der i trailerne ligner Balrog’en fra ’Ringenes herre’s tumpede fætter.
Ja, ja, vi har modvilligt accepteret, at Doomsday (som bæstet hedder) kommer til at spille en afgørende rolle i filmen. Men mange af os ved også godt, hvilken rolle selvsamme monsterskurk Doomsday har spillet i Superman-tegneserierne, hvor han i 1992 i hæftet ’The Death of Superman’ rent faktisk slog den kappeklædte pretty boy ihjel.
At det ikke vil lykkes i ’Batman v Superman’, er naturligvis givet på forhånd qua de to kommende ’Justice League’-film. Så der røg dét dristige spændingsmoment.
Skal Doomsday således andet end forårsage en rask omgang død og ødelæggelse blandt Metropolis’ og Gothams hårdt plagede borgere og endelig få de stædige kamphaner Bat og Super til at danne fælles front? Tilsyneladende ikke.
Vi undertrykker et gab og håber inderligt at du, Snyder, har mere oppe i ærmet end som så.
4. At Zack Snyder opdaterer sit visuelle udtryk
Farvefattige scenarier, eksplosiv vold og en snert af nostalgisk pulp: Zack Snyders fantasifulde universer er så letgenkendelige, som de er æstetisk gennemførte. Men hans værker er også præget af et dystert visuelt tungsind, der i ’Man of Steel’ truede med at suge al reel underholdningsværdi ud af filmen.
Respekt for, at Snyder dyrker sit helt eget filmiske look, men den anæmiske farvepalette må ikke i ’Batman vs. Superman’ blive et så dominerende stilistisk greb, at den drukner vor helte i en tåge af grågrumset, monoton tristesse.
Batman er en ridder af natten, hvis snerrende hævner står i skarp sort kontrast til Superman, hele jordens velpolerede spejderdreng og umaskerede håb på en blå himmel. Men differentierer filmen ikke tydeligt mellem sine visuelle karakteristikker af de to, vil Snyder få svært ved at tegne Bruce og Clark som de interessante psykologiske og ideologiske modsætninger, de nu engang udgør. Og så står vi bare tilbage med to sure muskelmænd, hvis kappefarver ingen alligevel vil kunne kende forskel på i Snyders støt silende noir-regn.
Vi efterspørger ikke en ’Avengers’-lignende technicolor-fest på lærredet, blot et mere nuanceret alternativ til et superheltebrag henlagt i skyggerne.
3. At filmen ikke forråder sin egen logik
I trailerne har vi set, hvordan Superman må i retten for at stå til regnskab for den enorme ødelæggelse, han og Zods dødskamp forårsagede i slutningen af ’Man of Steel’. Man antager, at tusinder af mennesker måtte lade livet i murbrokkerne af smadrede Metropolis, og det giver kun mening, at menneskeheden – såvel som Batman – nu ser pænt skævt til den kappeklædte Kal-El og hans påståede gode intentioner for Jordens ve og vel.
Alt tyder dog også på, at ’Batman v Superman’ ender i en mindst lige så apokalyptisk gladiatorkamp som den, der har givet Superman ry for at være lidet andet end en flyvende wrecking ball – først mod hinanden og dernæst mod Doomsday.
Zack Snyder kan godt lide at sprænge rammerne for superhelteretfærdighed og kontroversiel selvtægt i dystopiske parallelsamfund i den voldelige underholdnings navn. Det har vi set i både ’Watchmen’ og førnævnte ’Man of Steel’. Men hvad er overhovedet pointen med at lade Superman stå pligtskyldigt skoleret foran det amerikanske folks øverste retsindstanser og horder af skiltebærende, protesterende borgere, hvis vi ved filmens slutning er tilbage i selvsamme murbrokker, hvor hele miseren startede?
Man kan i det mindste håbe, at heltene denne gang giver en hånd med i oprydningen, inden den samlede ’Justice League’ til næste år igen-igen skaber ravage.
2. At Superman endelig lever op til sit navn
I ’Man of Steel’ fik vi en Superman, som i Henry Cavills angstneurotiske skikkelse indgød mere betænkelighed for det smukke rumvæsens psykiske stabilitet end egentligt håb. En i den grad Nolan-ficeret Superman, badet i triste gråtoner og med planetens skæbne tungt vejende på sine firskårne skuldre.
Vist ligger det i tidens omgang med superheltefortællinger, at eksistentielle kvababbelser må bekæmpes på linje med fysiske fjender. Og selvfølgelig giver det god mening at udforske Superman som et (af)gudelignende symbol, lige dele elsket og frygtet af dem, der ser ham som en slags flyvende Messias.
Men lad os nu i ’Batman v Superman’ også få etableret Superman som det lysende fyrtårn af smilende godhed, den ultimative superhelt traditionelt set repræsenterer, frem for en klodset, kappeklædt bulldozer med tvivlsomme koordinationsevner og tårerne lurende i øjenkrogen.
Det er helt i sin orden, at Manden af Stål 2.0. opdateres til en ny generation, for hvem Christopher Reeves all-american helt i de gamle film formentlig fremstår som en børnevenlig kliche. Smider man imidlertid essensen af Superman over bord, mister det prangende symbol på Kal-Els brystkasse al reel mening.
Hvor er det ’super’ i Superman, hvis helten for størstedelen af tiden opfører sig som en duknakket undskyldning for sig selv? Er det blevet fuldstændig forbudt for Kryptons fantastiske søn at have det lidt sjovt med sine vældige kræfter?
Løsn kappen og loosen up, Superman. Det skal tids nok blive alvor igen, når Doomsday dukker op.
1. At DC’s fremtidsambitioner ikke vælter læsset
Mild spoiler-advarsel : Hvis du absolut intet vil vide om, hvilke karakterer vi kan forvente at møde i ’Batman v Superman’, er det nu, du skal klikke andetsteds hen på sitet.
’Batman v Superman: Dawn of Justice’. Det er nu engang den officielle titel på et af filmhistoriens mest imødesete superheltebrag nogensinde og ikke den algoritmisk-klingende ’Batman v Superman v Doomsday v Wonder Woman + Aquaman (+ Flash/Cyborg)’.
Det kan potentielt blive en hæmsko for Bruce og Clarks første filmiske møde, at DC og Zack Snyder har valgt samtidig at udnytte filmen som affyringsrampe for næste års ’Justice League’ såvel som både Wonder Woman, Flash og Aquamans kommende solofilm.
Nuvel. Gal Gadots amazonekriger af en moderne Wonder Woman ser da bestemt cool ud i trailerne (og får forhåbentlig lidt mere interessant at foretage sig end blot at få de mandlige helte til at tabe underkæben), mens vi endnu kun har set Jason Momoas pumpede Aquaman på filmens teaserplakater og dermed nok ikke skal regne med, at helten fra havet kommer til at spille meget mere end en symbolsk rolle hen mod filmens slutning.
Allerede i 2014 blev det bekræftet, at superhelten Cyborg (spillet af upcoming-talentet Ray Fisher) ligeledes stikker hovedet forbi for en kort bemærkning, mens også Flash i Ezra Millers skikkelse har optaget scener til filmen.
Det kan meget vel være, at vi kun kommer til at møde Flash og Cyborg præ-superhelteficering i skikkelse af deres alter egoer Barry Allen og Victor Stone. Men uanset hvilken introduktion de mange superhelte får, kan man ikke komme udenom, at der bliver trangt på lærredet over filmens to en halv time, hvor vi immervæk også gerne skulle se noget til (tag en dyb indånding) Jeremy Irons’ Alfred, Holly Hunters senator Finch, Amy Adams’ Lois Lane, Diane Lanes Martha Kent, Laurence Fishburnes Perry White, Jeffrey Dean Morgans Thomas Wayne, samt ’Halt and Catch Fire’s Scoot McNairy og ’The Hunger Games’ Jena Malone i endnu ukendte roller.
Pyha.
Vi havde gerne set en hel film dedikeret udelukkende til stridighederne mellem DC’s to mest elskede helte, tilsat et skvæt morderiske rænkespil fra Luthors hånd, og håber derfor inderligt, at Zack Snyder ikke forplumrer Batman og Supermans episke stirrekonkurrence med utallige franchise-drevne afstikkere.
Det havde været rigeligt med ’Batman v Superman’ uden det påklistret fremadskuende ’Dawn of justice’, og det er efterhånden et træt problem i superheltefilm, at Marvel og DC begge har lagt så vidtstrakte planer for kommende film, spin-offs og crossover-plot, at der simpelthen ikke fokuseres nok på at skabe én fuldfed, tilfredsstillende historie ad gangen.
Alle film og karakterer er brikker i et større puslespil, der skal lægges i 2018, 2022 osv., og det går udover kvaliteten af de enkelte helteeposser nu og her.
Batman og Superman fortjener i den grad en fælles film, der ikke alene føles som et ekstravagant forspil til noget større og vildere. Vi krydser fingre!