Det første album der betød noget
Morten Zeuthen ’The Six Cello Suites BWV 1007 – 1012’
»Jeg begyndte at gå til cello som otteårig og forestillede mig i mange år, at jeg skulle være cellist. Cd’en med den danske mestercellist Morten Zeuthen var et dobbeltalbum med Bachs fantastiske cellosuiter, og er nok det første album, jeg forbinder med forholdet mellem musik og min egen identitet. Mine klassekammerater hørte det, som børn i Vestjylland nu hørte dengang – Scatman John, Lars Lilholt, Smølfehits og så videre – men jeg hørte altså Bachs cellosuiter.
På den måde blev musik på godt og ondt en verden, jeg havde for mig selv. Inde i musikken var der et stort følelsesunivers, som jeg kunne spejle mig i, og som jeg tidligt havde et behov for at udtrykke selv. Jeg øvede mig i at spille suiterne ligeså godt som Morten Zeuthen, men det var et præcisionsarbejde som begyndte at frustrere mig i takt med, at jeg blev ældre og opdagede rockmusikkens videre rammer for det ekspressive. Forleden var der vandskade i min kælder, og mange af mine tidligste sangtekster gik tabt, men det, der bedrøvede mig allermest var, at mine gamle Bach-noder også lå og var helt forvitrede i tidens flod«.
Mit teenagesoundtrack
Sigur Rós ’( )’
»Jeg fik Sigur Rós-albummet nogenlunde samtidig med, at jeg fik min første iPod. Det var rimelig mind-blowing for mig at kunne tage dette album med ud i den vestjyske natur og på den måde sanse verden omkring mig gennem musikken – verden blev som en film. Pladens ordløse melankoli drev som en tåge ind i sjælen på mig og mine venner; den var perfekt til lange nætter med store drømme i provinsen«.
Et musikalsk vendepunkt for mig
Bob Dylan ‘The Freewheelin’ Bob Dylan’
»Jeg begyndte at høre Dylan i slutningen af mine teenageår. Jeg var midt i en personlig og kunstnerisk krise. Det var blevet kompliceret for mig at skrive, og jeg havde brug for en nulstilling af min kunstneriske procestænkning. Mødet med denne Dylan-plade blev en vigtig del af denne proces, fordi dens geniale sange formår med meget få komponenter at skabe et meget stort og meningsfyldt nærvær. Jeg brugte i høj grad denne plade som inspiration til at søge ind i DNA-kernen af min sangskrivning, og de første sange jeg skrev i Hymns from Nineveh-regi var meget folkede og Dylan-inspirerede«.
En stor inspirationskilde
Tinariwen ‘Tassili’
»Jeg er opvokset i Botswana i det sydlige Afrika, og de senere år er jeg begyndt at dyrke mine afrikanske rødder, både i mine kompositioner og i det musik, jeg lytter til. Tinariwen har rent musikalsk ikke så meget at gøre med den musikstil, man praktiserer i det sydlige Afrika, men der er nogle overlap, som blandt andet går ud på en kompleks rytmeperception og en forkærlighed for repetitive strukturer.
Tinariwen genrebetegnes ofte som ørkenblues, og denne plade lyder da så sprødt, at man næsten kan høre sandkornene knitre i struberne og håndfladerne. Jeg så dem på Vega engang, og det var rimelig trippet, for der var flere af bandmedlemmerne, der ikke var tilstede, heriblandt forsangeren, men de spillede alligevel, og så skiftedes de ellers til at udfylde de respektive roller. Jeg kan ikke forestille mig noget “vestligt” orkester, hvor det ville fungere på den måde. Det var en helt eminent koncert, og den lærte mig en hel del om, at det at spille musik ikke handler om ego, men om fællesskab, og det minder denne plade mig om«.
Et album jeg ville ønske jeg havde lavet
Beck ‘Sea Change’
»Jeg bliver ved med at vende tilbage til dette album. Radiohead-produceren Nigel Godrichs produktion er både kompleks og ekstremt vellydende. Produktionen tilsammen med Becks hjerteskærende smukke sange, samt nogle vanvittige strygerarrangementer, gør albummet til en all time favourite for mig, og det har flere gange været oppe at vende som lydreference under arbejdet med vores nye album«.
Et album jeg associerer med mit barndomshjem
The Beatles ‘Abbey Road’
»Abbey Road er, sammen med botswanske kirkekor, det tidligste musik, jeg kan huske at have hørt; jeg må have været to-tre år gammel. En af mine brødre havde det på bånd, og jeg kan stadig huske fornemmelsen af at høre de forunderlige og smukke sange strømme ud af båndoptageren. Det har været ret fantastisk og tidsmaskineagtigt at lytte til ‘Abbey Road’ i mine voksne år. Det rører mig stadig og minder mig om min store, skønne familie og vores historie og om musikkens enestående evne til at knytte sig til følelserne«.
Læs anmeldelse: Hymns from Nineveh ‘Sunday Music’