LUH’s følelsestumult er mere drænende end rensende
Albumtitlen siger sådan set det meste på LUH’s (forkortelse for ’Lust Under Heaven’) debutalbum, der er et musikalsk partnerskab mellem det tidligere Wu Lyf-medlem Ellery James Roberts og sangerinden Ebony Hoorn. Der er nemlig tale om store følelser udfoldet på et kæmpe kanvas, hvor ungdommens eksistentielle uro og utilpassethed er blæst op som en kosmisk kamp mellem kaosmagterne: Lys, liv og evig kærlighed over for død, mørke og fortabelse.
LUH har med andre ord fat i de helt store dualismer på et album, der musikalsk er så stort blæst op, at intimiteten, tvivlen og menneskeligheden kan være svær at lokalisere. Forestil dig Depeche Mode, men med patosknappen skruet helt op til 11, eller U2, hvis de blev overmandet af en skizofren guddom, der tvang dem til at blande den højtstræbende spiritualitet fra ’The Joshua Tree’ med de elektroniske spilfægterier på ’Pop’.
Det kan godt være, at LUH’s musik er lavet for at hensætte weltschmerz-ramte teenagere med et stik i hjertet i en tilstand af henført genkendelse, men rigtig god musik skal jo helst overskride en alt for snæver segmentbetragtning, og her synes jeg LUH kommer til kort, selv om de skal have point for et højt ambitionsniveau. Problemet er, at et album, der opererer med så megen aggressivt udskreget følelsestumult, bliver en mere drænende end egentlig rensende oplevelse.
The Haxan Cloak har produceret, og bevares, hans beats og loops giver musikken lidt mere kant og dybde – som en kameralinse, der kommer i helt skarpt fokus – men omvendt havde det været endnu mere gavnligt, hvis denne producerbegavelse havde fucket lidt mere op med den højt-til-loftet-patos, der gennemsyrer næsten hvert et sekund af albummets 12 sange.
Man savner for eksempel en ironisk medvidende tone i især Roberts’ hæst råbende sangforedrag (han minder en hel del om Greg Dulli, den gamle Afghan Whigs-forsanger, men uden at kunne matche dennes følelseskompleksitet). Derfor er det godt, at han har Hoorn til at fungere som modspiller. Hendes mere nedtonede, nærmest personlighedsløse vokal klæder en sang som ’Future Blues’, der skiller sig ud ved at være mere ulmende – som gløderne i et næsten nedbrændt bål – end strunkt knejsende, som de fleste af de øvrige bidrag, hvis flammer omvendt strækker sig altædende mod himmelaltet.
Der er lovende takter strøet ud over albummet: En The Edge-agtig guitarfigur stranguleres til ukendelighed i mødet med beat-loops, flintrende synths og en subsonisk bas på ’Unites’. Mest hitegnet er måske ’Beneath the Concrete’, som New Order sikkert gerne ville have indlemmet i sit katalog. En skærende, mørk cello giver en mere organisk bund på ’Someday Come’
På ’$oro’ skaber Haxan Cloak en lydkulisse, der får den indre skærm til at flimre over med billeder af buldrende elefanter på en afrikansk savanne, som får en hel sværm af flamingoer til at lette simultant fra en enorm indlandssø. Og det er inden Roberts overhovedet åbner munden! I sangens konklusion ser jeg for mig, at et bundløst mørke åbner sig under og opsluger et febrilsk spillende symfoniorkester.
Og sådan er det med LUH. Man stirrer livets helt store emner stift i øjnene. Men blinker du, er magien forduftet.
Kort sagt:
Højt-til-loftet-patos gennemsyrer næsten hvert et sekund af albummets 12 sange, hvis bagmænd er tidligere Wu Lyf-medlem Ellery James Roberts og sangerinden Ebony Hoorn. Det er som Depeche Mode, men med patosknappen skruet helt op til 11, og med så megen aggressivt udskreget følelsestumult bliver albummet en mere drænende end egentlig rensende oplevelse.