Gold Pandas akustiske guldramme glitrer i IDM-mørket
Når Gold Panda hen på sommeren lægger vejen forbi København i forbindelse med Trailerpark Festival bliver det alt andet end konventionelt. Navnet, der stammer fra en kinesisk guldmønt, dækker ikke over massive kaskader af evighedsbas, men derimod en fintfølende, elektronisk producer med stor forkærlighed for både finger- og klokkespil, hvilket høres tydeligt på hans nye albumudspil.
Et snedigt miks af vokalsamples (der konsekvent bruges instrumentalt frem for lyrisk), klare, rytmiske gentagelser og plasticiteten i det svævende tilfredsstiller umiddelbart den niche-orienterede lytter. Men allerede fra ’Metal Bird’ kan man skimte Gold Pandas flair for at stifte en fundamental, messingskinnende vibe, som tilfører hans house et mere jazzet udtryk – næsten ud i det swingende.
Denne fusionsbølge bliver straks ekspanderet yderligere med ’In My Car’, der nærmest kunne have været et nyt Frank Sinatra-akkompagnement. Men så får klubbeatet også lov til at tage over: ’Chiba Nights’ er et udpræget dansegulvstrack. Melodisk og med et dybt, dykkerklokkeagtigt basspor under den catchy keyboardramme.
Hvad numrene ikke gemmer på af indbyrdes kontraster, dyrkes der frem i den enkelte komposition. Det kan især høres gennem de lyse tangenters intonering op mod bassens drøn på ’Pink and Green’, hvor en tremulerende, trance-bundet falsetstemme imens blafrer ind over det hele. Der krydres så med lidt klezmeragtige congas efterhånden, og ravepulsen bølger uafbrudt frem og tilbage. Atmosfæren bliver spændt til bristepunktet, når synthen på for eksempel ’Song For a Dead Friend’ lyder som et whiteboard der viskes ud og dybhavsgopler der rapper, eller når de manipulerede klangflader hakker sig repeterende gennem de instrumentelle som en løbsk mejetærsker.
Gold Panda er i sandhed multiinstrumentalist, og på ’Good Luck And Do Your Best’ spiller han både savblad, blender og skrivemaskine. Akkorderne hamrer af sted helt maskinelt, mens de akustiske elementer eksperimenterer i en live-agtig impro-session, som på den måde giver det industrielle format en anderledes, organisk dimension.
Hvis alle pladens numre havde været lige så gudsbenådet motoriske som ’Time Eater’ eller ’Autumn Fall’, der lyder fuldstændig som hvis man satte gang i en gammel radiogrammofon og det så alligevel var højst nulevende IDM, der strømmede ud derfra, ville der være tale om et decideret nybrud inden for moderne fusionsjazz.
Men klaverpedalerne flyver ikke helt fri af de næsten Garageband-agtigt standardiserede trommespor, og ’Good Luck and Do Your Best’ forbliver et velopdragent værk.
Kort sagt:
Genreassociationerne går i selvsving på Gold Pandas nye, finurlige blanding elektroakustisk råkost, hvor han udnytter sin viden om strengeinstrumenter og percussion fuldt ud, men måske ender med alligevel ikke at kulminere helt så radikalt ud i det post-minimalistiske, som flere af numrene ellers lægger op til.