Roskilde-aktuelle Car Seat Headrest serverer slidstærk lyrik, men for få uforglemmelige hooklines

Det er på sin vis helt forkert at tale om en hård fødsel, når der er tale om en kunstners 15. (mere eller mindre officielle) albumudgivelse på bare seks år (!), men i tilfældet Willie Toledo, aka Car Seat Headrest, har udgivelsen af den endnu blot 23-årige sangskrivers første major label-album alligevel udviklet sig til en slem hovedpine.

Sagen er nemlig den, at hvis du har tænkt dig at anskaffe Toledos nye – og hidtil klart mest ambitiøse – album, så får du det i en anden version end hvis du (som jeg) har et allerede digitalt downloadet eksemplar. Toledos afsyngelse af ca. 35 sekunder fra The Cars’ new wave-klassiker ’Just What I Needed’ på sangen med den drillende titel ’Just What I Needed/Not Just What I Needed’ førte nemlig i absolut ellevte time til, at Cars-sangskriver Ric Ocazek trak tæppet væk under Toledo og pladeselskabet, der i stedet blev tvunget til at trække hele førsteoplaget af albummet tilbage få dage før udgivelsen. Nu må man så i stedet lytte til en renset version, ’Not Just What I Needed’, en sangtitel, der – situationen taget i betragtning – er blevet tilført en ekstra ironisk dimension.

Hvorfor er hele denne udenomsaffære værd at nævne i en anmeldelse? Jo, fordi det albummets mange kvaliteter ufortalt er sigende, at de 35 sekunders velplaceret The Cars-nostalgi er det 65 minutter langs værks klare melodiske højdepunkt. Man griber sig i at tænke: Hvis Toledo kunne skrive hooks som Ocazek i dennes velmagtsdage, så var hans lykke for alvor gjort.

Det kan virke lidt urimeligt at vinkle Toledos ellers ret så glimrende album på den måde, men selv om hans sange er konsekvent egensindige og vedkommende kreationer, tåler de ikke (endnu) helt sammenligning med de talrige forbilleder, især 90’er-indierock-ikoner, de ikke kan undgå at minde lytteren om: Guided By Voices’ Robert Pollard og Pavements Stephen Malkmus især.

Noget af det forfriskende ved Toledos sange er, at de har noget på hjerte, selv når de på overfladen virker sådan lidt hipster-loser-ironiske (ikke ulig den helt unge Beck). Han skriver sange, der virkelig tager fat om ondets rod, de følelser, der brænder i brystet på en ung mand, der er retningsforvirret, samtidig med – eller netop fordi – han ser en masse åbne veje foran sig.

Toledo er en humoristisk observatør af verdens dårskaber, men hans tendens til miljøskildring er altid forankret i, hvordan indtrykkene farver hans egen oplevelse af verden, hvad de får ham til at føle. På den måde både minder han om – og adskiller sig fra – den mere konsekvent causerende Courtney Barnett, der ikke ’behøver’ at holde alt det hun ser op foran sit eget sortplettede spejl, men bare lader synerne tale for sig selv.

Det er typisk Toledo at formulere følgende albumåbningslinjer: »I’m so sick of /… fill in the blank…« (på netop ’Fill in the Blank’). På den måde formulerer han et fuldkomment åbent udsagn samtidig med, at det med det samme giver lytteren en meget klar fornemmelse for hvilken type sangskriver han er. »You have no right to be depressed / you haven’t tried hard enough to like it«, synger han i omkvædet, et af albummets mest susende effektive af slagsen.

Det er ligeledes befriende, at Toledo benytter sig af så fuzztung en guitarlyd – og i øvrigt gerne lader sine sange bære af sejt ophuggede guitarrundgange i op til 11 minutter – for er der noget, man savner i tidens indierock, er det vel netop, at unge guitarister tør føre sig frem som netop det!

Men selv om hovedparten af sangene på albummet åbner sig op aflytning for aflytning er det nu alligevel som om, at riffsne dækker over en melodisk palet, der endnu ikke har taget alle friske farver i anvendelse. Man savner de åbenlyse hooklines, som forbillederne ikke var nær så karrige med.

Den omstændighed gør, at ’Teens of Denial’ ikke folder sig helt ud som det storværk, der ellers ligger gemt et sted i den tegning, Toledo for første gang folder ud på det helt store kanvas (det er for eksempel en ren fornøjelse at høre ham synge skønne multitrackede vokalharmonier med sig selv).

’Just What I Needed’-inkluderende version eller ej: Du bør lade dig fordybe i Toledos værk, der – ikke mindst lyrisk – gemmer på en rigdom af slidstærke indtryk. Og hvem ved? Måske han i næste ombæring leverer sit eget – og 10’ernes – svar på ’Bee Thousand’ eller ’Slant and Enchanted’?


Kort sagt:
23-årige Will Toledo er et hyperproduktivt stortalent – 10’ernes svar på Robert Pollard? – der på sin major label-debut lægger trykket på ’rock’ i betegnelsen ’indierock’ og generelt imponerer med stærke guitarudladninger og en lyrik, der giver et rørende indblik i en ung mands frapperende og flaksende virkelighedsforståelse. Havde han samtidig budt på melodier, der kunne matche forbillederne, ville vi have stået med et mesterværk, men det trækker ned, at Toledo har for få hookparate knaldperler gemt i ærmet.

Car Seat Headrest. 'Teens of Denial'. Album. Matador/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af