YG’s liv har ændret sig. Flere gange i løbet af de senere år. Han fortæller det, men uden at sige for meget. Han er lige stået op, og det regner i Californien, hvor han ringer fra. Han kan ikke lide regn, siger han og spørger mig, hvordan min dag har været. Han er høflig. Han kalder mig sir til at begynde med. Og lidt efter brodie. I lidt mere end 20 minutter taler vi om de mange facetter, der knytter sig til ham. Han er rapper. Far. Bandemedlem. Skudoffer. Tøjdesigner. Men også et helt almindeligt menneske, insisterer han.
Telefonen brummer. Det er fredag, uret viser 21:03, og en veltalende dame fra Def Jam er i røret. Hun har svært ved at finde det korrekte telefonnummer til YG. Det er hans første interview i 2016, siger hun, inden hun advarer mig. Jeg skal ikke forvente, at han vil tale for meget om sit nye album, ‘Still Brazy’ (men mere om det senere). Jeg er alligevel spændt, for han skulle være en overbevisende fortæller. Hans tekster vidner om en mand, der veksler mellem humor og seriøsitet. »Journalisten er i røret«, siger damestemmen pludselig. Det samme er YG.
Der er næsten ingen støj i baggrunden. Det eneste, jeg kan høre, er YG’s stemme, der fylder værelset, jeg sidder i. Forbindelsen skratter lidt, men det er bare regnen, fortæller han.
Vi skal tale om hans liv. Jeg har samlet brudstykker fra livet før, under og efter hans musikalske gennembrud i 2013. Blandt andet en forside, der viser hans mange tatoveringer, og et citat, der er taget fra det første interview, han stillede op til efter skudepisoden ved hans lydstudie sidste år. Jeg håber, at han vil fortælle om minderne og knytte dem til nye minder, jeg ikke kender til. Forhåbentligt vil det illuminere, hvem der gemmer sig bag den 26-årige rapper med det borgerlige navn Keenon Daequan Ray Jackson.
I begyndelsen var der mange mennesker, som ikke troede på mig og det, jeg havde gang i
YG er på overfladen typen, som man bedømmer, før han rigtigt når at sige noget. Han er fra Compton, Californien og tatoveret fra navlen til halsen til hovedbunden. Han slap væk fra gaden, fik sit musikalske gennembrud og lever nu et luksuriøst liv med store biler, guldkæder og damer. Det er i hvert fald sådan, han fremstår i sine tekster og musikvideoer.
Selv hans fulde kunstnernavn, YG400, bidrager til forestillingen om en gangbanger, der fik succes. YG er et akronym for Young Gangster og bruges til at rangere bandemedlemmer af blandt andet Tree Top Piru Bloods. Historien bag 400 er den samme. Det er den gade i Compton, YG rapper om. Bandelivet og Compton fylder meget i hans liv. Det samme gælder den kriminalitet og vold, som følger med livet som ungt bandemedlem. Man kan høre det på hans tekster, og man kan se det i hans musikvideoer. Men jeg kan ikke helt mærke det, nu hvor jeg taler med ham på en fredag aften.
Rapper ikke kun om, men også fra ghettoen
Den mand, jeg får i røret, virker mere komplet og nuanceret end ham man lærer at kende, når man lytter til YG’s musik. Og han har humor. Det kan jeg mærke, ikke bare på de ting, han siger, men også på måden, han siger det på. Som når vi taler om hans nye tøjmærke, 4Hunnid, og han med en dyb og alvorlig stemme (der er lige ved at knække sammen af grin), udbryder: »4Hunnid lanceres inden længe. Jeg har været på min fashion-ting den seneste tid«.
Hans evne til at formidle er beundringsværdig. Det er hans gave. I sine tekster springer han rundt i beretningerne fra gaden, men får alligevel skabt en kronologi. Han fortæller om 90’ernes blodige kampe mellem Bloods og Crips, om hvordan det er at leve på gaden som en 16-årig knægt. Han fortæller om episoder, som næsten ikke kan virke mere fjerne fra livet i Danmark.
»You put Compton, I put Bompton on the map«, rapper han på ‘Twist My Fingaz’ og afslører igen sin banderelation. Bloods vil nemlig ikke sige ord med et hårdt c som begyndelsesbogstav. På grund af rivalerne i Crips. Så ikke Compton, men Bompton.
I dag rider YG på en bølge af succes. Efter at have udgivet en række mixtapes tog karrieren for alvor fart, efter at han sammen med Ty Dolla $ign udgav ‘Toot It and Boot It’ i 2010. Først signede han med Def Jam, i 2013 toppede ‘My Nigga’ som nummer 19 på Billboards singleliste, og hans debutalbum, ‘My Krazy Life’, er solgt i mere end en halv million eksemplarer.
De, der ikke kender YG, kan formentlig alligevel nynne med, hvis ‘My Nigga’ bliver spillet. Det tunge, sløve beat med semisyrede synthdetaljer er sigende for hans mestendels DJ Mustard-producerede debutalbum. Hans senere singler er mindre Mustard og mere klassisk G-funk a la Dr. Dre, Snoop Dogg og Nate Dogg i 90’erne.
YG passer på mange måder ind i den efterhånden klassiske historie om Compton: En gadedreng vender sig mod hiphoppen og opnår stjernestatus. Men hvor kunstnere som Kendrick Lamar rapper om ghettoen, rapper YG fra ghettoen. Han serverer det, så man kommer tættere på bandelivet, på Compton og på at forstå ham. Han gør det personligt og bruger sig selv som eksempel. Som i omkvædet til ‘I Just Wanna Party’, hvor YG inddrager ældre familiemedlemmer og slår fast, at det ikke er deres skyld, at han blev bandemedlem: »Mama ain’t raised no fool / Grandma said she love me and she always praying for me / But I just wanna party, I don’t wanna hurt nobody«.
Kunne ikke undgå bandelivet
Men historien om YG er ikke kun historien om penge, pagne og piger. Det er også historien om en dreng, der først så ud til at følge ghettoens skæbne, før han formåede at bryde med den sociale arv. Det var i hvert fald ikke givet, at det var musikken, han skulle slå igennem med.
»Mit liv før Def Jam foregik på gaderne. Jeg fjollede rundt og festede. Kom i problemer«, siger han.
YG’s mor kommer fra den blå del af Compton, har han fortalt til The Fader. Altså Crips-delen. Selv om hans far prøvede at holde sin søn beskæftiget med sport, kunne han ikke holde ham fra at tilslutte sig Crips-rivalerne i Tree Top Piru Bloods, da YG i en ung alder besluttede at iklæde sig bandens røde farver og blive indlemmet i en barsk kultur.
»Jeg har været en lille lort på gaden, siden jeg var lille. Jeg var 16 eller 17 år gammel. Det hele var små lege, og vi gik hårdt ind for West Coast«, fortæller han. »Sådan er livet i L.A.«.
Han er åben omkring de opgør, han har været en del af. Det har altid handlet om race, etnicitet, om andre bander.
»Vi var altid i problemer med latinamerikanerne. Man vokser op med dem, går i skole med dem, er naboer til dem, kommer i problemer med dem. Man både elsker og hader dem«.
Han bliver stille, trækker vejret og beder mig om at hænge på i et øjeblik: »Og så var der hele situationen med Bloods og Crips. Det hele var skørt«.
Hans musik er en fortælling for gaden – fra gaden. Han har oplevet alt, hvad han rapper om på klos hold.
Sådan er livet i L.A.
»Det er my krazy life«, griner han, hvorefter jeg refererer en af hans linjer fra ‘Really Be (Smokin N Drinkin’)’: »If I don’t make it with this rap shit, nigga, I might be homeless«.
»I begyndelsen var der mange mennesker, som ikke troede på mig og det, jeg havde gang i. Der var mange mørke øjeblikke, hvor vi ikke vidste, om det var det rette. Der var mange op- og nedture«, hører jeg en nu meget alvorlig stemme fortælle.
»Der blev investeret mange penge i mig. Jeg skaffede selv pengene. I flere år gav jeg små koncerter, og de penge, jeg tjente, investerede jeg i mig selv«.
»Der er ligheder mellem os alle«
Det næste, jeg spørger ham om, er et billede fra en reklame for 4Hunnid. YG og hans venner bliver anholdt. Og det går ikke stille for sig. Jeg holder billedet op imod en artikel, hvor hans musik bliver beskyldt for at glorificere vold.
Hvad vil du sige til dem, som beskylder din musik for at være voldsforherligende?
»Det er den. De lytter til min musik. De får, hvad de får, fra mig, og så må de stemple det, som de vil. Jeg er ligeglad. Men jeg glorificerer ikke lig«, siger han og hæver stemmen.
»Jeg fortæller historier, og det er mine livserfaringer. Jeg fortæller ikke folk, at de skal gøre som mig. Mine tekster handler ikke om, at folk skal gribe et våben, skyde løs og begå mord. Det er ikke det, jeg gør«.
Mennesket bag gangbangeren finder jeg i virkeligheden frem til ved en tilfældighed. Eller i hvert fald af omveje. Jeg vil gerne tale om den skudepisode, YG var involveret i sidste sommer, hvor han blev indlagt med efter sigende tre skudsår, selv om han senere sagde, at han kun var blevet ramt én gang. Han blev skudt uden for et studie i L.A., men har ikke villet samarbejde med politiet om at finde gerningsmanden. Han siger dog, at han ikke ved, om det var banderelateret.
Mine tekster handler ikke om, at folk skal gribe et våben, skyde løs og begå mord. Det er ikke det, jeg gør
På det papir, jeg sidder med i hånden, står der: »I’m still here«. Det var det, YG fortalte en journalist fra Billboard efter episoden. Jeg vil gerne vide, hvordan helt almindelige mennesker skal kunne relatere til en rapper, der er bandemedlem og bliver udsat for skyderi.
»Fordi vi alle oplever problemer i løbet af vores liv. Uanset race, etnicitet, om du er bandemedlem eller ej, så bunder det hele i almindelige kriser, vi alle oplever. Tragedier, svigt, konflikter med dine venner, din kæreste, din familie, med dig selv«.
Rummet når at blive fyldt af total stilhed, før YG’s stemme vender tilbage.
»Det betyder ikke noget, om du er bandemedlem. Alle oplever det, min musik handler om. For jeg er et menneske fra planeten Jorden«.
Er det sådan, du vil forstås?
»Præcis. Uanset hvem du er, hvad du drømmer om at være. Uanset hvilken kultur du er fra eller repræsenterer, så er der ligheder mellem os alle«.
Altid en fod i ghettoen
Klokken er 21:25. Vi har talt i længere tid, end hvad der var aftalt. På bordet foran mig ligger de brudstykker, vi har talt om. Og dem, vi ikke nåede at tale om. Jeg spørger ind til teksten i sangen ‘Fuck Donald Trump’, som han og Nipsey Hussle for nyligt har udgivet. »I like white folks, but I don’t like you / All the niggas in the hood wanna fight you«, rapper YG blandt andet.
»Vi har bragt hiphoppen tilbage. Ordet på gaden. Vi fortalte ham (Trump, red.), at han ikke skulle komme (til Compton, red.). Det ville blive vanvittigt. Han ved, at hvis han kommer, vil vi være der. Alle vores folk vil være der«, fortæller han.
Og han fortæller, at Compton ikke længere er som dengang i 90’erne. Selv om der stadig er rivalisering, er Bloods og Crips så småt begyndt at snakke sammen. Nogle laver penge sammen.
»Compton er som familie nu«, siger han. »Fordi vores folk fik børn med medlemmer af Crips, har vi (Bloods, red.) nu også Crips-familie«.
Spørgsmålet er, hvad der nu inspirerer YG til at lave musik. Er han på vej væk fra b’et i Bompton? Er han virkelig still krazy?
»Åh ja, livet er stadig crazy for en younger som mig. Det hele er stadig crazy. Helt sikkert. Jeg blev skudt tre uger efter, at jeg fik en datter. Jeg har venner, som begynder at opføre sig anderledes. Tingene har ændret sig. Vent til du hører mit nye album. Så vil alle forstå, at mit liv stadig er crazy«.
Compton er som én familie nu
YG’s liv er blevet endevendt. Han er gået fra fuldtids gangbanger til storsælgende rapper. Fra 16-årig gadedreng til far. Men det mindre luksuriøse liv i Compton vil han altid bevare mindet om. Faktisk vil han aldrig træde helt ud af det hårde miljø.
»Sådan er livet i L.A. Jeg bor her stadig, så det er svært for mig for alvor at komme væk fra alt det lort uden at flytte langt væk. Hollywood ligger kun ti minutter fra ghettoen. Hvis du er fra L.A. og får succes, men bliver boende, så har du en fod inde og den anden fod ude (af ghettoen, red.). Du vil stadig møde folk alle vegne. Lortet bliver ikke i ghettoen. Det sker alle vegne«, slutter han, og forsikrer, at ‘Still Brazy’ vil vise den sædvanlige YG, dog endnu skarpere og mere moden.
»Det nye album er YG, men det er next level YG. Mine fans vil elske det, fordi det stadig er mig, men det er mere modent, både på den musikalske og lyriske side«.
Læs også: YG får hjælp af Drake og Kamaiyah på hater-hymnen ‘Why You Always Hatin?’