’Star Trek Beyond’: Et hæsblæsende sci-fi-eventyr, der pirrer hjerne og hjerte
Tillykke! Hvilken mere fornem måde at fejre ’Star Trek’s 50-års jubilæum på, end med den bedste nyere ’Star Trek’-film til dato?
Da fartglade Justin Lin (’Fast Five’, ’Fast & Furious 6’) overtog instruktørstolen fra J.J. Abrams (der som bekendt blev beamet op af sci-fi-filmenes moderskib ’Star Wars’), var mange ellers ængstelige for, om Lin evnede at videredigte på rumfablen uden at forfladige ’Star Trek’s elskede karakterer og freds-filosofiske grundessens til fordel for generisk action.
Abrams havde forinden pustet tiltrængt liv i franchisens filmiske eventyr med ’Star Trek’ (2009) og ’Star Trek Into Darkness’ (2013), og skønt sidstnævnte ikke faldt i alle inkarnerede fans smag, var begge film ubetinget underholdende (om end ikke mange spadestik dybe) moderne realiseringer af Captain James T. Kirk, Spock og resten af besætningen på U.S.S. Enterprises eskapader i deep space.
Alle bange anelser om at Lin skulle have begået en ’X-Men 3’ (eller ’Spider Man 3’, eller ’Batman v Superman’, eller og eller i en irriterende tidstypisk evighed) fordufter imidlertid allerede med warp-hastighed indenfor ’Star Trek Beyond’s første minutter. I stedet fører instruktøren os med sikker hånd igennem en overmåde vellykket fortælling, ladet med den rette ratio af karakterpatos, moralske dilemmaer og forrygende hæsblæsende underholdning (en medanmelder rapporterede sågar om frydefuld ’køresyge’ efter pressevisningen i 3D).
Efter tre år i rummet og utallige freds- og opdagelsesmissioner mærker den før så iltre Kirk (Chris Pine) metaltrætheden sætte ind om bord på sit skib. Dagene flyder sammen mens stjernerne farer forbi vinduet, og eventyrlyst er erstattet af en snigende følelse af formålsløs desillusion, der får kaptajnen til at overveje mere planet-bundne karrieremuligheder.
Hvis universet virkelig er uendeligt, er der så overhovedet nogen mening med at flyve videre?
Under et besøg i rumhavnen Yorktown (Dubai, transformeret spektakulært til en svimlende ’Interstellar’-lignende fremtidsstad) krydser Kirk veje med en desperat alien-kvinde, hvis skib er forsvundet ved planeten Altamid. Hun beder om assistance, og U.S.S. Enterprise drager atter af sted mod det ukendte for at komme kvindens fæller til undsætning. Men så snart Kirk og co. nærmer sig Altamid, kommer de under voldsomt angreb, orkestreret af den hævngerrige Krall (Idris Elba som interessant og flerfacetteret skurk).
Scenerne der følger, hører utvivlsomt til blandt nogle af de mest neglebiddende, jeg mindes at have set i sci-fi-regi, og mens Kirk, mekanikeren Scotty (Simon Pegg, som også agerer manusforfatter), styrmand Sulu (John Cho) og våbenofficer Chekov (sørgeligt afdøde Anton Yelchin) kæmper for at redde deres ikoniske fartøj, mærker man en, for tidens fade samlebåndsfilm, kuriøs og reel knude i maven: Her virker det for en gangs skyld som om, der faktisk er noget at miste, godt hjulpet på vej af skuespillernes intense engagement.
Hvad der senere udspiller sig på Altamid skal ikke afsløres i detaljer, men efter at være blevet spredt for alle vinde, må vor helte hver for sig og i nye tvungne samarbejdskonstellationer (lægen Bones og øretæveindbydende pragmatiske Spock er i særhed et umage makkerpar!) forsøge at samle stumperne af Enterprises besætning, samt aflure Kralls egentlige intentioner.
En ny, vindende karakter introduceres desuden i form af den handlekraftige alien Jaylah (Sofia Boutella), som med en indtagende naturlighed og underliggende melankoli stjæler hver en scene, hun cirkelsparker sig ind i.
Men Jaylah er ikke alene om at diversificere filmens persongalleri; ’Star Trek’ har alle dage hyldet styrkerne i kønnenes såvel som racers forskelligheder, og det tjener ’Beyond’ til ære, at den ubesværet etablerer sit multikulturelle casts mangfoldigheder, deriblandt en central karakters homoseksualitet, uden selvfede moralske armbevægelser (jævnfør som skrækeksempel: ’Independence Day: Resurgence’).
’Star Trek Beyond’ virker på mange måder som en tonal tilbagevenden til den originale tv-serie, med sit indtrængende og signifikant samfundsaktuelle budskab om, at vi alle ultimativt står stærkere sammen, på tværs og på trods, selv når håbløshed fordærver de reneste helte og vægten af universets sorte endeløshed tester livsmodet.
Hertil er filmens scenografi imponerende flot (Abrams’ ditto gode ’Star Wars’ får kam til wookie-pelsen) og præget af en umiskendelig medrivende nostalgi, som man kun kan krydse fingre for, vil blomstre lige så succesfuldt i Netflix’ med spænding ventede ’Star Trek’-serie, der får premiere til januar, skrevet af Alex Kurtzman (’Star Trek Into Darkness’) og Bryan Fuller (’Star Trek: Voyager’).
Live long and prosper, kære ’Star Trek’. Gerne i 50 år mere.
Kort sagt:
Med sit uniformt velspillende cast, ærværdige fredsbudskab i en tiltagende brændbar verden og bjergtagende, nostalgisk-ladede scenografi, flyver ’Star Trek Beyond’ ind i biograferne som den bedste af franchisens nyere film. Justin Lin har begået ikke blot et fremragende actionbrag, men et filosofisk sci-fi-eventyr, der pirrer hjerte og hjerne.