’Blair Witch’: En overraskende værdig efterfølger til horrorklassikeren

Under Comic Con i San Diego i juli troede de indviede gæster, at de skulle se Adam Wingards ’The Woods’.

Men da filmens første sekunder fortalte om fundne optagelser i Black Hills-skoven, ringede en klokke hos de fleste. Gyseren viste sig at være en efterfølger til en af tidernes mest omtalte horrorfilm, og i samme sekund lagde der sig en tung byrde på Wingards skuldre.

For ville det lykkes Wingard at lave en sequel til ’The Blair Witch Project’ fra 1999 i en tid, hvor ingen kan bilde os ind, at folk virkelig forsvinder (selvom de prøver!), og hvor teknologiske vidundere redder os fra alle livets udfordringer? Overraskelsesmomentet i San Diego var en fin homage til Daniel Myrick og Eduardo Sánchez’ virale internetkampagne i 1999, men der skal mere til, for at ’Blair Witch’ skal kunne leve op til sin forgænger.

Til forskel fra den maniske og nu afskrevne toer ’Book of Shadows’ holder ’Blair Witch’ sig tæt til forgængeren. Den forsvundne Heathers lillebror James’ (McCune) bevæger sig dumdristigt ud i Black Hills-skoven for at finde hende sammen med vennerne Ashley (Reid), Lisa (Hernandez) og Peter (Scott), mens de to Blair Witch-fanatikere Lane (Robinson) og Talia (Curry) inviterer sig selv med turen.

Men ulig Hannah, Jonas og Michael i 1999 tager det nye århundredes Blair Witch-jægere sig nogle  fornuftige forholdsregler. De medbringer walkie-talkies, Bluetooth-headset med indbyggede kameraer og flyvende droner som tillidsfulde redningsmænd, der også bringer tilskueren tættere på de forskellige skæbner i skovens mulm og mørke.

Her spiller alskens teknologi dog hurtigt fallit over for de åndelige magter. En hurtig aflivning af en ellers interessant tilføjelse til et univers, der hurtigt begynder at lugte af kedsommeligt deja-vu.

’Blair Witch’ lugter mere af remake end sequel, og man bør således ikke gense filmen fra 1999, inden man går i biografen. Wingard leger indimellem vellykket med vores erfaringer fra første film, som da Lisas kamera nærmest vemodigt ser tilbage på de biler, vi ved, de ikke finder tilbage til, men det bliver ulideligt redundant ved den første sorgfri nat på hotelværelset og de strabadserende vandreture over vandløbene. Erfaringerne fra 1999 kunne have udfordret de ikoniske scener, men bliver i stedet ignoreret.

Der er dog gudskelov også effektfulde glimt af fornyelse. Efterhånden som filmen kommer tættere på den mytiske heks, uden hun forfalder til et afmystificeret og metaltræt ’The Grudge’-monster, må man bare erkende, at hun stadig er hamrende uhyggelig i 2016. I samspil med en farlig feber og det fanatiske par er disse de mest dragende og vedholdende indspark, når filmen forfalder til chok.

Det hele kulminerer i et besnærende klimaks, der gør det nemt at tilgive de letkøbte »ej-James-du-skræmte-mig«-jump-scares, og overbeviser én om, at ’Blair Witch’ faktisk er en værdig efterkommer af sin 17 år gamle storesøster.

Kort sagt:
Adam Wingards ’Blair Witch’ er mere remake end sequel og har flere jump-scares end stemningsgys, men den udfolder Blair Witch-myten forbilledligt med nye dragende elementer, der gør den til en værdig efterfølger til klassikeren fra 1999.