Seth Rogen og Evan Goldberg står bag animationsfilmen ’Sausage Party’, som absolut ikke er for børn, men også er alt for tyndbenet ifølge vores anmelder.
Men hvor skal man så vende sig hen, hvis man vil have grænsesøgende animation, som absolut ikke skal fordøjes med familien over fredagsslikken? Vi anbefaler fem perler, som man bør tjekke ud, hvis ens animationsinteresse ikke begrænser sig til Pixar og Miyazaki.
5. ’Fritz the Cat’
Instrueret af Ralph Bakshi, USA, 1972
Ingen liste over animerede voksenfilm ville være komplet uden Ralph Bakshis instruktørdebut ’Fritz the Cat’ fra 1972.
Med afsæt i tegneserieskaber Robert Crumbs undergrundstegneserie om en antropomorfisk kat skildrer filmen vittigt kølvandet på 68’ernes ungdomsoprør – med alt, hvad dertil hører af sex, stoffer og revolutionær politik. I en fortælling, som grænser til fri association, følger vi den universitetsstuderende slacker Fritz og hans hedonistiske jagt på gnidningsløse knald, fed tjald og meningen med livet: Stadigt større kicks.
Stemmeskuespillet er improviseret og naturalistisk, karaktererne er bløde og pelsede, tonen er laissez-faire. ’Fritz the Cat’ er en anarkistisk spradebasse af en film, der sparker veloplagt til både højre og venstre, og som på grund af sine sexscener med nuttede dyremennesker blev forsynet med en X-rating af det amerikanske movie rating board.
Trods (eller takket være) den offentlige fordømmelse blev filmen en historisk succes, som tjente sit budget ind over ti gange og afstedkom en bølge af animerede imitatorer. I dag står ’Fritz the Cat’ som et charmerende levn fra en tumultarisk tid, defineret af lige dele nye idealer og urgamle drifter.
Kan lejes på Amazon Video.
4. ’I Married a Strange Person!’
Instrueret af Bill Plympton, USA, 1997
Efter succesen med ’Fritz the Cat’ var instruktør Ralph Bakshi i en årrække stort set alene om at producere animationsfilm for voksne.
Først i 80’erne begyndte arvtagerne at melde sig på banen, blandt andre enmandshæren Bill Plympton. Som Bakshi greb han tilbage i animationens historie – ikke mindst til Tex Averys gakkede, gag-spækkede kortfilm – samtidig med at han udfordrede grænserne for, hvad mediet måtte og kunne.
’I Married a Strange Person’ var Plymptons anden spillefilm efter ’The Tune’ og en kaskade af kortfilm, og den fanger auteuren i løssluppen topform. Plottet er til at overskue: Ærkeamerikaneren Grant får magiske evner, der udfordrer forstadsidyllen omkring ham, og snart er han en eftersøgt mand. Plympton udnytter dén papirstynde præmis til at iscenesætte en lang række barokke optrin, hvor kroppe muteres, rives fra hinanden og kopulerer komisk, mens tommetyk ironi driver ned ad væggene.
Billedsiden trækker postmodernistisk på reklameillustrationer fra ’Mad Men’-æraen og undergraver muntert deres idealiserende æstetik med sex, vold og Looney Tunes for voksne. Undervejs finder Plympton endda tid til underfundige og helt misvisende indslag om, hvor navlefnuller og tårer kommer fra, og til en handy sexguide for den forvirrede nybegynder.
’I Married a Strange Person!’ er en veloplagt rodebutik, konstant underholdende og helt sin egen.
Kan ses på Amazon Video.
3. ’Belladonna of Sadness’
Instrueret af Eiichi Yamamoto, Japan, 1973
Hvor tegneserier og tegnefilm selv i dag ofte associeres med underholdning for børn i Vesten, så har de to medier længe nydt en bredere bevågenhed i Japan. Her blev tegneserier for voksne sat på dagsordenen så tidligt som sidst i 50’erne, og i slutningen af 60’erne producerede pioneren Osamu Tezuka en række spillefilm for voksne, der åbent udforskede samtidens attituder til sex og seksualitet.
Den mest særegne af dem alle var ’Belladonna of Sadness’, instrueret af Tezukas kompagnon Eiichi Yamamoto og for nylig relanceret i en restaureret udgave. Ikke ulig Robert Eggers’ ’The Witch’ (som snart kan ses ved CPH PIX’ og Soundvenues særvisning) genfortolker filmen folklorens rynkede og grønhudede heksefigurer som en art feministiske oprørere, presset ud i uhellige alliancer af patriarkatets undertrykkelse.
Men hvor den amerikanske arvtager lader seksualitetens rolle være relativt implicit, står drift, begær og frugtbarhed centralt i ’Belladonna of Sadness’. Med sin enkelt animerede, men overdådigt art nouveau-inspirerede og endeløst opfindsomme billedside er filmen et visuelt trip, som ikke er set magen til hverken før eller siden. Pikdæmoner, kusseblomster og giraf-genitalia er blot nogle af seværdighederne i den psykedeliske fantasmagori af en spillefilm, som positionerer sig modigt mellem sexploitation og idéhistorie – og slipper af sted med det.
Kan købes på iTunes.2
2. ’Anomalisa’
Instrueret af Charlie Kaufman, USA, 2015
Charlie Kaufman er især kendt for sine hjernevridende manuskripter til nyklassikere som ’Being John Malkovich’, ’Adaptation’ og ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’. Så det kommer næppe bag på nogen, at hans debut som animationsinstruktør, stop motion-filmen ’Anomalisa’, ligger så langt væk fra Disney og Dreamworks, som noget næsten kan.
Filmen er den melankolske fortælling om fagbogsforfatteren Michael Stone (spillet af David Thewlis), som holder oplæg for sælgere om at se deres kunder som individer, men som selv er ude af stand til at kende forskel på menneskene omkring sig (alle spillet af Tom Noonan). Lige indtil han møder Lisa (Jennifer Jason Leigh), som han indleder en affære med.
Deres gensidige fascination kulminerer i en sexscene, der er lige så nænsom og inderlig, som dukkepornoen i ’Team America’ – en anden absolut seværdig animationsfilm for voksne – er komisk. ‘Anomalisa’ er et lille mesterværk. Den er også en underfundig og moden animationsfilm for voksne, helt uhæmmet af gængse amerikanske forestillinger om, hvad mediet kan og bør, og på dén led måske det vigtigste værk af sin art i USA’s nyere animationshistorie.
Kan lejes og købes på eksempelvis Blockbuster og Viaplay.
1. ’Perfect Blue’
Instrueret af Satoshi Kon, Japan, 1997
Den japanske mesterinstruktør Satoshi Kon døde alt for tidligt, men ikke før han havde bidraget rundhåndet til enhver fornuftig liste over de bedste japanske animationsfilm nogensinde.
’Perfect Blue’ var hans debut som instruktør, en fremsynet thriller om japansk celebrity-kultur, som virtuost desorienterer sin seer: Hvad er virkelighed, og hvad er fiktion, hvad er fortid, og hvad er nutid?
I centrum for ’Perfect Blue’s fortælling står popsangeren Mima Kirigoe, som forsøger at vriste sig fri af den klaustrofobiske rolle som teenidol for at slå igennem som skuespiller. Vejen væk fra lillepige-imaget går via demonstrativt ’voksne’ skuespilpræstationer, ikke mindst i en grum voldtægtsscene, og særligt én af Kirigoes superfans misbilliger hendes karrierevalg intenst.
Snart begynder mennesker omkring vores hovedperson at dø under mystiske omstændigheder, og hun bliver stadigt mere paranoid og fortumlet. ’Perfect Blue’ er nervepirrende effektiv, men også nuanceret og fascinerende i sin fremstilling af seksualitet. Er Kirigoe på vej ud på et skråplan, eller går hun igennem et nødvendigt og meget offentligt overgangsritual? Og hvordan hænger den ekstreme seksualisering af japanske teen-idoler sammen med, at de altid fremstilles som ’uskyldige’ og barnlige?
Kons mesterværk fra 1997 trækker tråde helt frem til moderne teen-ikoner som Miley Cyrus, og spørgsmålene, han stiller, er mindst lige så vedkommende i dag og i vesten, som de var i Japan anno 1997.
Kan købes på dvd.