Vi var til hemmelig Bon Iver-koncert i Berlin: Sårbar og suveræn forpremiere
Vinden havde det vildt i rislampen over mit hoved, der med sine påklistrede papirstrimler lignede en fluorescerende gople. Justin Vernon bemærkede den også: »It’s like the wind is a part of it«, var en af hans afsluttende kommentarer til aftenens koncert, der var lige dele sårbar øvesession og forpremiere på ’22, a Million’, der udkommer fredag.
I en asfalteret gårdhave på Warschauer Strasse i det østlige Berlin var jeg sammen med cirka 100 andre musikskribenter fra rundt omkring i Europa blevet inviteret til at lægge ører til Bon Ivers længe ventede tredje album. Koncerten var en form for opvarmning til weekendens non profit-musikfestival Michelberger Music, arrangeret af blandt andre Vernon, hvor musikere fra hele verden i ugens løb har øvet og spillet sammen rundt omkring i Berlin.
Jeg gned derfor også skuldre med Erlend Øye og Aaron Dessner fra The National (eller var det Bryce?), imens jeg sippede til min relativt dyre Pale Ale under de kulørte lamper og ventede på, at Bon Iver skulle indtage det lille træpodie i midten af gården.
’22, a Million’ er en både kosmisk og intim affære, hvor Justin Vernon lyder som en astronaut, der udmattet og lettet vender hjem fra en længere rejse blandt stjernerne. Og så markerer albummet hans endegyldige hengivelse til synthesizeren, der har indtaget mere og mere plads i musikken siden det folkede og analoge udgangspunkt ‘For Emma, Forever Ago’.
Den nye liveopsætning består derfor også af fire pulte, bag hvilke musikerne betjente synths, keyboards, bas og trommer. Den buldrende ‘10 d E A T h b R E a s T ⊠ ⊠’ åbnede ballet: Det susede i synthesizerne, mens Vernon flåede i sin guitars effektladede strenge, hvis skratten rikochetterede i den trange gård.
Bon Iver anno 2016 har til dels forkastet det skønhedssøgende udtryk og lader det robotificerede støde frontalt sammen med det menneskelige – på plade såvel som live.
Fra min plads et par meter fra Vernon kunne jeg se ham mime med på alienstemmen i ‘33 “GOD”’, rynke panden, da synthesizeren drillede under ’21 M♢♢N WATER’, og puste ud imellem de intense, forvrængede vokaludladninger på a cappella-balladen ‘CRΣΣKS’.
’22, a Million’ fremstod som et kunstnerisk værk, der på den anden side af studiet stadig er levende og har sin egen vilje, og den aggressive vind og Vernons let febrilske kropssprog forstærkede den sitrende stemning.
Ikke at de nye sange ikke lød godt. De lød fremragende og blev spillet i næsten kronologisk rækkefølge.
Et højt blip fik det til at gibbe i publikum, inden ’29 #Strafford APTS’ blev leveret med dæmpede trommer, atmosfæriske guitarstrøg og inciterende signaturfalset fra Vernon. ’666 ʇ’ og ‘8 (circle)’ formidlede suverænt det kontrast- og spændingsfyldte felt, Bon Iver opererer med på ’22, a Million’, hvor fraseringerne kradser igennem autotunen, og synthesizeren og guitaren skiftevis glimter og buldrer.
På den nedbarberede ‘____45_____’ drejede Vernon de syntetiske blæsere op i et manisk leje, afbrød sig selv, lod publikum klappe, og grinede så med os, da vi indså, at sangens abrupte slutning ikke var planlagt. Bon Iver befandt sig denne aften i grænselandet mellem endnu famlende øvesession og flyvefærdigt liveformat.
Om lidt skal bandet rejse rundt på spillesteder og festivaler verden over med de nye sange og konfrontere et overmåde sultent publikum. Vernon er en verdensstjerne, der kender rutinen. Men lige dér i gårdhaven i Berlin var han også sårbar. En Vernon blandt venner, der gerne måtte kigge ind bag den professionaliserede fernis, hvor musikken for alvor slår gnister.
Læs også: Mystisk opslag på Bon Ivers Instagram: Der sker noget i København i dag!