Uffe byder op til konceptuel kædedans i klubben
Verdensmusik blandes med klubbet rumklang og ryatæppe-akustik på percussion-entusiasten Uffes nodepalet, præsenteret af københavnske Tartelet Records, der pryder en toneangivende plads indenfor den elektroniske undergrunds avantgarde.
Som artist er han en behændig rytme-domptør, der på sit nye album sender congas og messingblæsere rundt i en manege, hvor den skærende synth ofte må vige for violinerne, men alligevel konstant holder sig parat i kulissen.
’No!’ er først og fremmest et yderst underholdende udspil fuldt af fandango og upbeat psykedeliske og folkinspirerede indslag. Der leges på sympatisk og overbevisende vis med futuristisk jazzinstrumentation samt spoken word-elementer i vokalen, hvilket skaber fornemmelsen af et moderne take på den autentiske New Orleans-æstetik. Klangformen holdes i varme, bløde toner egnet til en doven søndagsbrunch, der bestemt også dufter af urban storbystemning.
Strygerelementerne stemmer i på ’Keep Smiles’ og forsøger sig med at skabe et sammenhængende flow over til ’Next To You’. Alligevel er det de følgende kompositioner – ’Black Hole’ og ’Solo So Loud’ – der gør sig ekstra bemærkede med deres dybtliggende dansegulvsvibe og en spraglethed, som sender tankerne nordpå til Kim Hiorthøy og det tidlige Jaga Jazzist.
Vokalen, der optræder i en eller anden form på tre fjerdedele af albummet, fremstår til gengæld anderledes uopfindsom i forhold til de happy go lucky-agtige jazz-versus-house-forestillinger. Det virker underligt, at der ikke er leget mere syntetisk med den i forhold til hele det akustiske plan. Hvor Uffe for alvor flytter grænserne mellem et konventionelt studies indspilningsbesætning og sin egen, elektroniske DIY, er vokalarbejdet hans safe zone, som det hypnotisk repetitive må vige for. Hvilket snarere skaber en plat historiefortællings-vibe end en lækker, transcenderende meditationstemme.
Anderledes interessant bliver netop stemmematerialet på ’Keep Smiles’, hvor syntetiske robot-rablerier tager over for den lidt tamme technotenor. Numrene veksler stadig imellem at være henholdsvis ultrakorte og strukket ud til dansegulvsniveau, hvor de førstnævnte lydkollager fremstår som et lidt forvirrende reklameelement i forsøget på at etablere smooth overgange mellem de mere klubbede fremstød. Især i længere numre som ’From Me’ sker der flere melodisk risikable udfald, hvilket virker befriende uanstrengt som kontrast til den dominerende bigband-aktivitet.
’Jump Into’ strejfer dansegulvsatmosfæren, men ’No!’ forbliver en spøjs asteroide i evigt kredsløb om denne. Når der skydes små, crowdpleasende stjerneskud ud af numrene i form af for eksempel trommemaskinens tirrende drops, opstår der en ægte forventning om fest, men dirigenten tør ikke helt slippe hverken sin støttehjulsvokal eller de umodne trommehvirvler, der i bedste fald lyder lidt ligesom lillebrors fancy rumpistol, når den har været rigtig dyr.
Kort sagt:
Uffe bevæger sig omkring verdensmusikken i koncentriske cirkler, der søger mod den muntre ende af følelsesregisteret, sporadisk krydret med syntetisk computerlyd. Den danske producer vender dog hele tiden tilbage til vokalen og de fundamentale, slagtøjsbårne rytmer.