Icekiid vil feste – men desværre ikke så meget andet
Icekiid har valgt at kalde sin debut-ep ’Afro dansker’ – en åbenlys fordanskning af betegnelsen afro-american. Desværre virker det tilfældigt, at udgivelsen lander midt i en tid med debat om, hvad det vil sige at være dansker. På nær et enkelt nummer fungerer ep’ens varmblodede dancehall mest som et letfordøjeligt opvarmningssoundtrack til en bytur.
’Afrikaner’ er dog nummeret, der afviger fra resten af udgivelsens mønster. Her kommer man en smule bag facaden på sanger-rapperen fra det stadig relativt nye pladeselskab Cannibal Records og bliver klogere på, hvad der kan få hans pis i kog. Tjek bare linjerne: »Er der nogen mennesker, som kan være så dum / de ser kun terror på en etnisk ung / hjernevasket af medier med lort på tungen«.
Her lytter man for alvor til lyrikken, der slynger sig lystigt og auto-tunet på de skarpslebne synthakkorder og tropiske dancehall-beats. Her er der noget på spil, og hvor ville det have været rart med flere af den slags indspark. Desværre er ’Afrikaner’ en enlig svale.
Resten af ep’en er fyldt med numre, der har den samme effekt som en Big Mac-menu – man bliver umiddelbart i højt humør over at få stillet den værste sult, men der går ikke lang tid, før sulten efter mere sofistikerede smagsnuancer melder sig.
Kritikken til trods er der ingen tvivl om, at ep’en vil få enhver med danseskoene bare nogenlunde rigtigt snøret på til at boppe hovedet og vrikke lystigt med røven – tjek bare singlen ’Blondiner og brunetter’.
Det er tydeligt, at det er netop dette, sangene er konstrueret til, og derfor er det også svært at blive sur på Icekiid – han er jo en charmerende fyr. Men måske er det lige præcis det, der er problemet: At udtrykket simpelthen bliver for pænt, og man derfor sidder og savner noget mere vildskab i både lyrikken og musikken.
Kort sagt:
Icekiids debut-ep skal nok få folk til at danse, men man savner noget vildskab i den tropiske dancehall såvel som i lyrikken.