’Det hvide folk’: Mørk dystopi om flygtningesituation i Skandinavien
CPH PIX: Hvad hvis udviste flygtninge blev behandlet dårligt af staten? Hvad hvis der fandtes et sted, hvor mennesker blev holdt indespærret og frataget deres ejendele og ikke fik lov til at skære deres eget brød? Vent… det findes vist allerede.
Svenske Lisa Aschan har med ‘Det hvide folk’ skabt en mørk politisk dystopi om flygtningesituationen i Sverige, hvor udviste flygtninge hales ind i en underjordisk klinisk bunker, hvor de holdes indespærret, indtil de skal deporteres. Det koncept er hverken særlig uhyggeligt eller opfindsomt. Handlingen udspiller sig i nutiden og er ikke mere gruopvækkende end en standardfængselsfilm. Jeg ville faktisk hellere bo i bunkeren med Pernilla August som fangevogter end under Piscatallas regime i ‘Orange Is the New Blacks’ Litchfield-fængsel.
Det betyder ikke, at ‘Det hvide folk’ lader én fuldstændig kold. I centrum er den tragiske historie om Alex (Vera Vetali med stenansigt), der bliver fanget på vej hjem fra indkøb og som ny fange i bunkeren trodsigt nægter at underordne sig inspektøren Viktorias (en kold og myndig Pernilla August) hårde greb og fra dag ét arbejder målrettet for at flygte, så hun igen kan forenes med sin otte-årige datter udenfor. Som flugtthriller er filmen effektiv, dyster og klaustrofobisk. Og de passive fangevogtere, der »bare gør deres job« udstiller fint den menneskelige tendens til at parere ordre og fralægge sig ansvar for måden, vi som samfund behandler andre mennesker.
Titlen henviser til, at alle fangerne er hvide og skandinavisk af udseende. Måske for at man som hvid svensker/dansker bedre skal kunne identificere sig med dem og tænke: Det kunne også være mig. Det er et lidt mærkeligt valg – som om vi ikke er i stand til at have empati med mennesker af anden etnisk herkomst.
Lisa Aschan havde med debutspillefilmen ‘Abepiger’ fra 2011 succes med at hudflette teenagepigers magthierarki. De dynamikker har hun knap så sikkert greb om i fængselsmiljøet, hvor ansatser til komplekse menneskelige relationer og skarpe samfundskommentarer løber lidt ud i sandet.
Kort sagt:
Intentionen er bedre end udførelsen i svenske Lisa Aschans dystopi om statens systematiske indespærring af udviste flygtninge. Filmen skaber momentvis en klaustrofobisk og effektiv thriller-stemning, men bliver aldrig rigtig skarp i sin politiske kommentar eller skildring af magthierarkier.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted