At lytte til en Leonard Cohen-sang er som at finde fodfæste et kort, men afgørende øjeblik. Det er som at finde i havn efter en lang dags sejlads på et oprørt hav. Det er som tid, der koncentrerer sig, som lys, der spejles, det er som blikket, der fæstner sig på en genstand, der plejer at få det til at flakke. Som et nødråb, der opfanges.
»Every heart to love will come / but like a refugee…«
Jeg husker fornemmelsen af at lære hans stemme at kende – denne dybe, magnetisk dragende baryton, der afsøger et bundløst hav som et ekkolod, der forsøger at kortlægge afstanden til hjertets indre og til universets største gåder, men som først og fremmest bekræfter sit eget værd ved i det mindste at udsende signaler, toner, der skærer ind til kernen af det, vi er, det vi leder efter, det vi tror på og drømmer om, det vi mister og det vi har kært.
Jeg var endnu ikke fyldt ti år, da jeg første gang for alvor registrerede stemmen. En af mine forældres venner havde en pladesamling, som bjergtog mig, uden at jeg helt vidste, hvad jeg skulle stille op med den. Men gentagne afspilninger af ’First We Take Manhattan’ fra Cohens kommercielle genopvækkelse ’I’m Your Man’ (1988) – et album hvor han for alvor lagde fortidens akustiske troubadourrolle fra sig og omfavnede en tidstypisk synthlyd, der var lige så ironisk cheesy som yuppie-æraen – fik mig til at tage stemmen ind. Og der blev den. Den har aldrig forladt mig siden.
Et nyt Cohen-album (og der har for det meste været langt imellem) har altid været en begivenhed, en opfordring til at smide alt det, man stod med i hænderne. At lade rod være rod og give sig hen.
Aftenerne på teenageværelset med Cohens dommedagsprædiken ’The Future’ (1992) på cd-afspilleren (og hvor er den – i de snart døende dage af det rædselsfulde år 2016 – dog mere aktuel end nogensinde!), en gåtur med ’Ten New Songs’ (2001) på min nyanskaffede discman i en kulisse af dalende, gule efterårsblade. Forundringen over nok et comeback, da ’Old Ideas’ (2011) dukkede op som en gave ud af det blånende mørke, mens jeg boede på den anden side af jordkloden i Argentina.
En Cohen-sang kan noget særligt. Det er ofte blevet sagt om Cohen, at han først og fremmest er digter. Og det kan der være noget om. Han begyndte rigtig nok sin kunstneriske løbebane i hjembyen Montreal med at skrive poesi. Men hans poesi løftes af hans evne til med enkle musikalske midler at give ordene vinger.
Modsat Dylan – hvis lyrik i høj grad lever i kraft af den måde, han intonerer den på i sine sange – kan Cohen læses som digter på papiret med meget stort udbytte. Men det skal ikke tage noget fra hans betragtelige format også som sangsmed, som en komponist med et fint indstillet øre for at skabe en smuk synergi mellem ord og toner. Man bør huske ham for hans ord, men også påskønne ham for hans melodier.
Cohens drevne karisma, hans belevenhed, hans verdensmandscharme, den lakoniske humor, den jødisk-kosmopolitiske forfinelse, der gik smukt i spænd med munkens ydmyghed og askese, hans ulastelige jakkesæt med hatten på sned…
Cohen udstrålede som få andre format og finesse, en sans for detaljen og et blik for helheden, på en måde som får rockmusikkens øvrige panteon til at fremstå som uvorne og uordentlige grønskollinger til sammenligning. Den ro, den langsomhed og den værdighed, der herskede i kernen af hans væsen og i hans kunst, lå milevidt fra det vi ellers forbinder med rock’n’roll-legender, der synes opkvikkede på steroider i et desperat kapløb mod aldringens uundgåelige indtog.
Først som sidst er der ordene og stemmen. Der er så mange ord at vælge imellem, så mange ord at hæfte sig ved. Ord der får en lidt anden drejning i lyset af dagens sørgelige nyhed. Ikke mindst ordene på det der blev hans testamente, den fremragende ’You Want it Darker’, der udkom for blot en måned siden.
Både op til og efter udgivelsen af det album havde mange talt meget og længe om, at Cohen var på vej videre til den næste verden. Han var i gang med at sige farvel. Hans brev til sin muse fra tiden som eksileret poet i det græske øhav i midten af 60’erne, norske Marianne Ihlen (som var den direkte inspiration bag klassikere som ’So Long Marianne’ og ’Bird on a Wire’), da denne lå på sit dødsleje i sommers, blev ovenud flittigt citeret på de sociale medier:
»Well Marianne, it’s come to this time when we are really so old and our bodies are falling apart and I think I will follow you very soon. Know that I am so close behind you that if you stretch out your hand, I think you can reach mine«.
Jeg må indrømme, at jeg ikke tog de ord så bogstaveligt, som de fleste andre. Jeg troede fuldt og fast på, at Cohen endnu havde meget mere at give. At de mørke sange på ’You Want it Darker’ lige så meget – eller mere – var Cohens drillende måde at stille sit publikum tilfreds på, at indfri deres forventning: ’Vil I have mere mørke? Jamen, værsgo, mine kære venner!’
For Cohen har altid været ekstremt bevidst om døden. Det var han også som 33-årig og som 59-årig. På den måde var der intet nyt under solen. Og så alligevel. Mørket var måske nok mere konsekvent. Men det var aldrig uigennemtrængeligt hos ham. Cohen var for meget humanist til ikke at vise en farbar vej gennem vildnisset, eller i hvert fald at tilbyde antydningen af en sti, muligheden af et håb. Som det lyder i nogle af hans mest citerede linjer (’Anthem’, fra ’The Future’): »There is a crack in everything / that’s how the light gets in«.
Cohens humor var begsort, men den var udtryk for den vitalitet, hvormed han levede sit liv og skabte sin kunst. Uden den djævelsk veloplagte humor, der dukker frem, når man mindst forventer det, ville Cohen ikke være Cohen, og en Cohen-sang ikke være en Cohen-sang. Humoren var en fast signatur for Cohen, og jeg tror slet ikke Cohen kunne tænke alvor uden strejfet af humor – en i øvrigt meget karakteristisk jødisk kvalitet, som man kan forvisse sig om ved at fordybe sig i jødisk litteratur, film og komik. Humoren var som en investering i håb, og håbet var en uadskillelig del af det sortsyn, der for mange er det lidt for stereotype billede af melankolikeren Cohen.
Der er så mange ord, jeg gerne ville have med her på tærsklen til det sidste punktum. Så mange ord jeg gerne vil sende med på vejen. Ord der indkapsler, indfanger, det sidste farvel.
Jeg kan ikke rigtig se forbi signatursangen ’Tower of Song’. Linjen »I was born with the gift of a golden voice« gav konsekvent – og med indforstået selvfølgelighed – den største applaus midt inde i en sang ved Cohens triumferende genopståen som feteret live-artist sent i livet.
Den sang kaster lange skygger på en dag som i dag, men den spreder også et rigt register af det fineste lys:
»So I bid you farewell, I don’t know when I’ll be back / they’re moving us tomorrow to that tower down the track / but you’ll be hearing from me, baby, long after I’m gone / I’ll be speaking to you sweetly from my window in the tower of song«.
Så, so long, Leonard. Du ville krympe dig over at høre nogen sige det, men jeg gør det altså alligevel: Du var den største, sgu.
Du fortjener værelset helt øverst oppe i ’The Tower of Song’.
Læs også: Leonard Cohens fem bedste album
Læs anmeldelse: Leonard Cohen ‘You Want It Darker’