Blandt de mest sjældne fænomener i musikverdenen finder vi det yderst usædvanlige Frank Ocean-interview. En sagnomspunden begivenhed, man i årevis kan prøve at spore uden held.
En snert af fænomenet fandt sted sidste måned, da Ocean deltog i Obamas sidste statsmiddag. Her lykkedes det reporterne at nærme sig den bly sanger, der svarede ganske kort på spørgsmål i et minuts tid, før han atter forsvandt ind i kendisbuskadset.
Men nu er det endelig lykkedes The New York Times at fange Frank Ocean, der udgav ‘Endless’ og ‘Blonde’ i august, til hans første regulære interview i tre år.
Vi har samlet Oceans vigtigste udtalelser fra det nye interview.
1. Om at trække stikket fra offentligheden og rykke alene fra L.A. til London:
»Midt i det hele fik jeg en følelse af isolation. I min inderste cirkel var der mange, jeg troede, jeg kunne gå til, som jeg ikke følte, jeg kunne gå til længere (…) Jeg har altid tænkt på det som, at hvis der er ild i dit hus, er du nødt til at komme ud af huset«.
2. Om at værne om sit privatliv:
»Sommetider fascinerer det mig, hvor berømt mit arbejde kan blive, uden at jeg samtidig bliver særligt kendt. Jeg er super misundelig på Daft Punk, der kan bære robothjelme og være et af de mest berømte bands i verden, mens jeg samtidig forstår, det aldrig bliver tilfældet for mig. Det er for sent«.
3. Om konstant at bære rundt på en harddisk med indspilningerne af ‘Blonde’ og ‘Endless’ inden udgivelsen:
»Jeg vil hellere have, at flyet styrter ned i flammer, og at harddiskene går ned med mig, end at nogen udgiver en underlig posthum udgivelse«.
4. Om den lange ventetid:
»Jeg havde skriveblokade i næsten et år«, mens han gik i studiet og »stirrede på monitorerne uden at kunne komme på noget – eller noget jeg kunne lide«.
5. Om ‘Channel Orange’:
»Jeg skrev ‘Channel Orange’ på to uger. Slutproduktet var ikke altid den helt præcise real life afbildning af den kamp, der var foregået«.
6. Om ‘Self Control’ (fra ‘Blonde’):
»Den var skrevet om én, jeg faktisk var i et forhold med, der ikke var en ugengældt situation. Det var gensidigt, vi kunne bare ikke helt relatere til hinanden. Vi var ikke rigtigt på samme bølgelængde«.
7. Om de forskellige vokaltyper, der er anvendt på ‘Blonde’:
»Sommetider følte jeg, at man ikke hørte nok versioner af mig på et nummer, fordi der var så meget hyperaktiv tænkning. Selvom tempoet på albummet ikke er vanvittigt, er tempoet af de ideer, der bliver smidt ud, det«.
8. Om perfektionismen under indspilningerne:
»Da jeg lavede pladen, var der 50 versioner af ‘White Ferrari’. Jeg har en 15-årig lillebror, og han hørte en af versionerne og sagde: »Du skal udgive den der, det er dén«. Og jeg havde det sådan: »Nah, det er ikke den rigtige, for den gav ikke mig fred endnu«.
9. Om at give sig god tid:
»Jeg ved, at når det først er ude, er det ude for altid, så jeg går ikke så meget op i, hvor lang tid det tager«.
10. Om personlige mål:
»Særligt med denne plade ville jeg have følelsen af at have vundet, før den udkom. Og det havde jeg, så det tog en del af presset for mig omkring, hvordan pladen ville klare sig derefter. (…) Det er ikke essentielt for mig at have en stor udgivelsesuge, det er ikke essentielt for mig at have store radionumre«.
11. Om at fortryde sine optrædener ved award-shows:
»Visse øjeblikke var helt sikkert tilbageskridt. Nu ser jeg på tingene anderledes, men dengang, yeah. Publikum på mere end fem millioner mennesker. Jeg var altid tilbageholdende med at gøre den slags, bortset fra når de havde nostalgisk betydning for mig. Såsom at optræde til VMA’s, at blive bedt om at spille til Grammy-showet – at jeg sagde ja til de ting, havde meget at gøre med, hvordan de ting fik mig til at føle, før jeg rent faktisk var en del af industrien. Og bare gerne ville hænge ud med de folk og blive set de steder«.
12. Om ikke at indstille sine album til Grammy-nomineringer:
»Den institution har bestemt nostalgisk vigtighed. Det lader bare ikke til at være særligt repræsenterende for folk, der kommer derfra, hvor jeg kommer, og som laver ting, som jeg laver (…) Jeg synes, infrastrukturen i award-systemet og nomineringssystemet og screening-systemet er forældet. Jeg vil hellere have mit Colin Kaepernick-øjeblik (NFL-quarterback, der protesterede mod racisme ved ikke at stå op under den amerikanske nationalsang, red.) til Grammy-uddelingen end at sidde der blandt publikum«.
13. Om sin status:
»Jeg tror på, at jeg er en af de bedste i verden til det, jeg gør, og det er alt, jeg nogensinde har ønsket at være«.
Læs også: Hør Alessia Caras cover af Frank Oceans ‘Super Rich Kids’