’Arrival’: En sci-fi-film, som kan skubbe til dit liv

Der er mange ting at undres og forundres over i ’Arrival’. For mig var den første ting, at hovedpersonen er videnskabskvinde, vel at mærke uden samtidig at være milliardær, muskelbundt eller elitesoldat. Hun er ekspert i noget, som kan bruges i mødet med intelligent liv fra rummet, og så bruger hun disse evner. Det er det. Kloge mennesker er ellers gået af mode på film, med mindre de kan tage en dragt på, der giver superkræfter. Alverdens jordiske og overjordiske katastrofer skal helst gennemleves af helt almindelige mænd, som vi kan relatere os til.

Amy Adams gør det nemt for os at sympatisere med Dr. Louise Banks, en sprogprofessor, som hver dag møder op på universitetet, underviser sløve studerende og ellers sidder på sit lille, uinspirerende kontor. Da 12 rumskibe lander forskellige steder på Jorden, bliver hun kontaktet af militæret, der har belejret det rumskib, som er landet på amerikansk territorium. Louise skal kommunikere med de fremmede væsner og hurtigst muligt fastslå, om de har tænkt sig at gå ’Independence Day’ på os, eller om vi kan glæde os til nuttet nærkontakt af tredje grad.

I en sansemættet scene følger vi Louises første tur ind i de fremmedes rumskib, som ligner en enorm, svævende frøkapsel af granit. Villeneuve viser spielbergsk sans for at skabe wow-øjeblikke, både for figurerne og publikum. Det er bombastisk, men alligevel med afmålte effekter og øje for ikke at drukne figurerne i filmteknik. Den dansk-islandske komponist Jóhann Jóhannssons musik formidler situationens overvældende storhed. Det er ikke til at høre, hvornår musikken stopper, og det overjordiske lyddesign begynder, og effekten er en nærmest lydkunstnerisk oplevelse, som på blændende vis smelter sammen med billederne.

Endelig står Louise over for de fremmede. Sammen med fysikeren Ian (Jeremy Renner) begynder hun at dechifrere deres komplekse, visuelle sprog, som ved første øjekast ligner kafferinge på en serviet. Men hvert stænk og lille vrid er en betydningsbærende nuance. Opgaven bliver heller ikke nemmere af, at der samtidig skal kommunikeres og udveksles med 11 andre nationer, som også har adgang til et rumskib.

Hvor Spielbergs ’Nærkontakt af tredje grad’ fra 1977 har humor, nuttede børneskuespillere og et rumskib, der glimter mere end en spejlkugle på datidens diskoteker, er ’Arrival’ kølig og hjernevridende, men ikke mindre menneskelig af den grund. Louise fornemmer, at der venter en eksistentiel sandhed bag væsnernes besøg. Hun skal bare knække koden. I Amy Adams’ skikkelse er hun modig og selvsikker, men stadig skrøbelig og fejlbarlig. I ethvert udtryk mærkes vægten fra det ufattelige ansvar hun bærer, når en fejltolkning kan have afgørende betydning for menneskets fremtid på Jorden.

I flashbacks fortælles Louises personlige baggrundshistorie. Minderne bliver snart mere drømmeagtige, intense og invaderende. Deres fulde betydning afsløres først til sidst i en drejning, der kan virke fortænkt, men som bevarer jordforbindelsen gennem filmens følelsesmæssige intelligens og et hjerte så fuldt, at det kunne sprænge hvert øjeblik.

Som med de bedste science fiction-film handler ’Arrival’ i virkeligheden ikke så meget om, hvad der findes bag stjernerne. Blikket vendes indad, så vi kan se os selv udefra. Filmen fejrer menneskehedens bedste træk – vores nysgerrighed og tørst efter viden, vores kommunikation og evne til at skabe meningsfulde forbindelser mellem umiddelbart urelaterede væsner eller hændelser.

Det er ikke en perfekt film. Undervejs bliver en pointe om, hvordan vi mennesker i storpolitisk sammenhæng bør blive bedre til at snakke sammen, udpenslet med samme elegance, som hvis replikkerne blev bøvset frem. Men det gør ikke noget. ’Arrival’ er en af den slags film, som er årsagen til, at jeg elsker at gå i biografen. Det er en film, som måske er i stand til at skubbe til dit liv.


Kort sagt:
’Arrival’ kunne også have heddet ’Akademisk nærkontakt af tredje grad’, men det ville være at sætte en kedelig titel på et stykke ambitiøs science fiction med store følelser, intelligens og umådelig skønhed.

Spillefilm. Instruktion: Denis Villeneuve. Medvirkende: Amy Adams, Jeremy Renner, Forest Whitaker. Spilletid: 116 min.. Premiere: Kan ses på Viaplay og Blockbuster
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af