‘The Crown’: Verdens dyreste serie er som et postkort fra hoffet
»Your uncle has let us down. He put love before family«.
Citatet er ’The Crown’ i en nøddeskal. Dronning Elizabeth II, der nu har siddet på tronen i intet mindre end 64 år, var slet ikke forudbestemt til at være regent. Hun arvede tronen fra sin far George VI, der var tvunget til at overtage den fra sin ældre bror Edward VIII, der på grund af sin forelskelse i amerikanske Wallis Simpson abdicerede efter kun 13 måneder på posten.
Storebrorens svigt – kan man forstå igen og igen i serien – er ødelæggende for George og hele hans familie. Han dør i en tidlig alder, den nyslåede dronning (loyalt og i cardigan spillet af Claire Foy) har problemer med sin afmægtige prinsgemal Philip (Matt Smith), den yngre søster Margaret kan ikke gifte sig med sin fraskilte flyverhelt, og som seer forventes man ret hurtigt at bære nag til den abdicerede lus af en grådig og slesk Edward VIII, der er blevet udstyret med apanage og titlen Hertug af Windsor.
Han bor nu i Paris med sin amerikanerinde og deres tre mops-hunde, som Elisabeth II på ingen måde har respekt for – blandt andet gør hun sin onkel opmærksom på, at hans højtelskede kæledyr prutter voldsomt.
’The Crown’ blomstrer af velskrevet dialog, men smager ikke desto mindre ret meget af luksus-soap. Specielt når mange af samtalerne er filmet i halvtotal, og seriens skabere i øvrigt ikke kan stå for fristelsen til at servere overdådige montager i musikalsk sovs. Den store tyske filmkomponist Hans Zimmer (’Gladiator’, ’The Dark Knight’, ’Inception’) har slet ikke kunnet styre sig. Mens strygere og slagtøj fortæller os, at vi skal forberede os på et slag mellem det gode og det onde, ser vi billeder af livrister, der dækker bord. På musiksiden i øvrigt er stykker fra ’Tristan & Isolde’, Orpheus i Underverdenen og Mozarts Requiem!
Billedsiden matcher generelt musikken. Alle sejl er sat til i denne angiveligt verdens dyreste tv-serie (rygtet siger 100 millioner pund for de 10 afsnit). Er man historisk interesseret og i øvrigt anglofil, vil man nyde det vanvittige opbud af biler, fly, hestestalde, Skotland i måneskin, andejagt og billeder fra regentparrets mange rejser til for eksempel Afrika og Australien samt ikke mindst selvfølgelig kongeligt bryllup og kroning – som en serie af postkort.
The Crown er som et museum i tv-format. Skaberne har angiveligt brugt to et halvt års research uden dog at tale med kongehuset. Ikke desto mindre er det et nydeligt portræt. Vel er der konflikter, men snarere end kritik af de kongelige er det regeringens konservatisme og snærende bånd på de royale, der står for skud.
Her er ingen skandaler. Ja, knap nok et skænderi og knap nok et kys. Vi ser for eksempel Prins Philip køre på svirretur i sin MG, men ikke hvor han kører hen. Ansvaret for at formidle følelser er lagt i hænderne på Winston Churchill, fremragende portrætteret af John Lithgow. At manden er amerikaner, tangerer vel nærmest helligbrøde, men måske det også har givet en vis frihed til at tegne et portræt af en excentrisk og forfængelig leder, der har sværere og sværere ved at klæbe sig til magten.
Det storpolitiske tager til serien igennem, og det lover godt for kommende sæsoner. Forholdet til den i starten så venlige og høflige presse bliver desuden et tema. Én scene decideret varsler den paparazzi-jagt, der førte til Prinsesse Dianas alt for tidlige bortgang. Det tegner til, at seriens noget glatte overflade begynder at krakelere.
Og tak for det.
Kort sagt:
’The Crown’ er en nydelig kronologisk fortælling om den unge Dronning Elizabeth II, der på trods af en opdragelse til rollen som regent bliver overrasket over, hvor lidt hun faktisk selv kan bestemme. For at leve op til forpligtelserne som dronning må hun til tider se bort fra sine løfter overfor sine nærmeste.
Anmeldt på baggrund af hele første sæson.