Artikelserie: En række af landets mest markante personligheder inden for film, musik, mode og tech fortæller i løbet af december om 2016 set gennem deres øjne.
I dag er stafetten landet hos David Dencik, der i år havde en markant hovedrolle i ’Fuglene over sundet’, dukkede op i både ’Bedrag’ sæson 2, ’Der kommer en dag’ og ’Tordenskjold og Kold’ og indspillede anden sæson af ’Top of the Lake’ sammen med Elisabeth Moss og Nicole Kidman i New Zealand.
Hvilket nyt talent imponerede dig i løbet af året?
»Esben Smed. Jeg så ham med stor fornøjelse i første sæson af ’Bedrag’, så derefter i ’Sommeren ’92’. Jeg synes, han er kanon. Han formår at samle interessen omkring sig og laver en begavet og overbevisende disponering af rollens muligheder for at udfolde sig i det materiale, han står med«.
Hvis du skulle give én film eller serie fra i år videre til de kommende generationer, hvad skulle det så være?
»Tjaeh, jeg har altså prøvet at læse Dostojevskij og se Bergman. Jeg må tilstå, at jeg hører til dem, der mener, forskellige værker nok står skarpest i den tid, de bliver skabt. De er i hvert fald ikke skabt for eftertiden, det må jeg bare konstatere. Så mon ikke det mest hensynsfulde ville være at spare kommende generationer for det, vi render og laver. Men der er sikkert værker, ingen forstår i dag, som kun eftertiden vil sætte pris på. Dem kender jeg af samme grund ikke til«.
Hvad var årets største skuffelse?
»Bowie, Prince og nu Cohen. Who’s next?!«
Hvilken film fældede du en tåre til i år?
»I en flyver, et sted over Lilleasien, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, da jeg så Amy Winehouse-dokumentaren. Hun var så talentfuld, og det hele var bare så sørgeligt så sørgeligt«.
Hvilken person håber du, vi hører mindre til i 2017?
»Mig selv. Er efterhånden gået kold i at lave det samme interview, det ene efter det andet. Jeg går ind i medieskyggen. Nu må Esben Smed tage over«.
Hvornår var du mest ude og skide i 2016?
»Da jeg spillede ’Idioten’ på Dramaten med høj feber og en uregerlig hoste. De har en sygeplejerske i huset, der gav mig en hostesaft med knald på. Jeg stod på scenen, foran 800 mennesker, med den ene monolog efter den anden, kunne ikke høre min egen stemme eller mine medspilleres og følte mig, som jeg var vægtløs, i en astronautdragt. Høj feber og svimmel, og nu åbenbart også et eller andet morfinpræparat, helt væk. Da stykket var slut, fik vi stående ovationer. Jeg vendte mig om for at se, om der stod nogen bag ved mig. Det gjorde der ikke. Bonjour. Idioten, c’est moi«.
Læs også: Alt om året der gik – kåringer, tilbageblik og interviews