’Fuglene over sundet’: David Dencik og Danica Curcic er intense i nuanceret andenverdenskrigsfilm

Handlede Danmark anstændigt under Anden Verdenskrig?

Det spørgsmål svæver som en både humanistisk og ond ånd over Nicolo Donatos anden spillefilm, ‘Fuglene over sundet’, der er inspireret af virkelige hændelser. Og selv om vi i disse år bliver stopfodrede med virkelighedsnære danske film om Anden Verdenskrig (som ‘9. april’ og ‘Under sandet’, begge fra 2015), føles fortællingen om danske jøders flugt til Sverige alligevel som en aktuel nødvendighed.

Jazzmusikeren Arne Litkin (David Dencik), hustruen Miriam (Danica Curcic) og sønnen Jakob (Anton Dalgård Guleryüz) jages fra hus og hjem i København under den danske pendant til den forfærdelige Kristallnacht, der i Danmark fandt sted i oktober 1943, da tyskerne ville deportere danske jøder. På flugt driver familien ligesom mange tusinde andre jøder mod Gilleleje, hvorfra fiskere er klar til at sejle dem i svensk sikkerhed. Siger rygtet.

Rygtet taler sandt, men har desværre alvorlige modifikationer, for hvor der er nød, er der grådighed. I Gillelejes lokalsamfund, som filmen følger parallelt med Litkin-familiens flugt, forsøger man at organisere flugten, men onde kræfter – særligt Nicolas Bros fordrukne fisker, Kaj – er mere interesserede i at spinde guld på tragedien. Per Daumiller og Donatos manuskript tager her modigt og spændingsfyldt fat i en modbydelig del af den danske krigsfortælling, der også inkluderer op til flere danske (!) nazi-sympatisører. Jovist, ondskaben kommer udefra, men den mæsker sig sandelig også indefra.

Side om side med grådigheden og nazismen eksisterer der heldigvis også anstændighed, hvilket filmen skildrer i portrættet af Gillelejes moralske overklasse anført af ægteparret Ferdinansen (Jakob Cedergren og Laura Bro), den næstekærlige præst (Lars Brygmann) og den standhaftige politimester (Morten Suurballe). Med deres humanistiske og selvopofrende hjælp til jøderne er de filmens – og virkelighedens – egentlige helte, og sådan minder ‘Fuglene over sundet’ os om, at den danske modstandsbevægelse havde andre og mere lavmælte dimensioner end egentlig sabotage.

Filmens tekniske niveau ligger væsentligt over den gennemsnitlige danske film. Fotograf Aske Alexander Foss fremtryller et indfølt billedliv: Nært og sensitivt famler kameraet i mørket, nøjagtig som jøderne gjorde det i de dunkle danske skove. Skuespillet har samme høje kvalitet, og særligt Curcic og Dencik forløser hovedpersonernes voldsomme følelser med en nøje afmålt intensitet.

Som tilskuer sidder man tilbage med et poetisk og nuanceret blik på den danske anstændighed under Anden Verdenskrig. Men i lyset af den globale flygtningekrise rejser filmen også aktuelle, ubesvarede spørgsmål: Har vi taget ved lære af fortidens stedvist svigtende moral? Og hjælper vi de jagede ved endnu engang at sende dem til Sverige?

---

Kort sagt:

Man kan godt argumentere for, at dansk film efterhånden har mættet markedet med fortællinger om den tyske besættelse. Alligevel har instruktør Nicolo Domato (’Broderskab’) med jødeforfølgelsesdramaet ’Fuglene over sundet’ lavet en poetisk og samtidsrelevant skildring af menneskelig anstændighed i forbindelse med danske jøders flugt til Sverige under Anden Verdenskrig.