For to år siden indspillede David Dencik filmen ‘Regression’ i Canada sammen med stjernerne Ethan Hawke og Emma Watson. Da alle optagelser var i kassen, blev han inviteret til premieren på San Sebastian Film Festival i Spanien, og han takkede ja med glæde.
Men kort efter ringede filmens producer til den dansk-svenske skuespiller og trak invitationen tilbage med forklaringen: »Der kommer sgu ikke rigtig nogen andre, så hvis du kommer og står ved siden af instruktøren, fortæller vi dem, at stjernerne ikke gad«, husker Dencik.
»Jeg kunne sagtens forstå det«, fortsætter han. »Og i dag er der ikke en fiber i mig, som gør nas, men havde det været min allerførste film, som jeg ikke måtte komme til, så tror jeg, at jeg havde været meget ked af det«.
David Dencik sidder på sin terrasse på Frederiksberg højt hævet over nabolagets patchwork af grønne græsplæner med lyden af underboens klaverspil og græsslåmaskiner i ørene. Han mindes sit unge jeg, for hvem det at blive sorteret fra, fordi man tilsyneladende ikke er en af stjernerne på rollelisten, ville have været en ond mavepuster.
»Det er ikke uden en vis portion skyld, at jeg tænker, at jeg skal være filmstjerne«
Dengang gik alt for langsomt, og som sulten nyuddannet skuespiller følte Dencik ikke, at hans talent matchede hans output. Han var jo bedre end alle andre, og derfor forstod han heller ikke, hvorfor han ikke blev tilbudt alle herre- og dameroller. Utilstrækkeligheden sendte ham af sted på en hvileløs jagt efter noget mere og større. En jagt, som forfulgte ham mange år frem. Faktisk er det kun et par år siden, at Dencik stadig var af den klare overbevisning, at hele Los Angeles burde stoppe, når han ankom til castings i byen.
»Sådan har jeg det ikke længere«, siger han og smiler.
I dag er Dencik blevet bedre til at give sig selv det skulderklap, som han ved, han fortjener som en af dansk films store karakterskuespillere og stolteste eksportvarer til den internationale filmbranche. Lige præcis her på terrassen omgivet af blomsterkrukker, fuglefløjt og solskin synes jagten afblæst.
Og så alligevel ikke. For selv om Dencik har fundet ro og indset, at lykken ikke findes i den næste store rolle men i sin egen rede, som han har bygget de seneste år sammen med hustruen Sofie og deres lille datter, så er der en flig af ham, der stadig jagter anerkendelsen. Og en følelse af, at det selvfølgelig ikke ville sende et forkert signal, hvis han stod alene på den røde løber med en films instruktør.
På set med Nicole Kidman i Sydney
For der anes en rest af uforløst og rastløs energi hos Dencik, når samtalen kredser om karrieren. Som om jagten ikke er helt slut endnu. En ting, han for eksempel stadig godt kan blive ked af, er, når omverdenen forveksler hans store bagkatalog af karakterroller med biroller. Det er forfængelighed, det ved han godt. Men en karakterskuespiller kan også spille hovedroller, hvilket han har gjort flere gange – og gør igen i Anden Verdenskrigsdramaet ‘Fuglene over sundet’.
Som skuespiller er Dencik efterhånden kendt som manden med de tusind ansigter, og ansigterne tilhører ofte mere eller mindre ekstreme eksistenser. Men måske er det netop i sin overbevisende kamuflage bestående af eksempelvis rød læbestift, læbe-ganespalte, fuldskæg eller hagekorstatoveringer, at kamæleonen Dencik ikke kun risikerer at blive forvekslet med det skæve sidekick men også at blive overset som skuespiller ved siden af let genkendelige kolleger som Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas. Og måske er det den bevidsthed, som stadig skaber små længselsfulde ryk i Dencik efter noget mere og større.
Da jeg snakker med ham første gang over en telefonforbindelse til Sydney, har han endnu engang forladt reden for at fodre ambitionerne og rastløsheden med et internationalt eventyr. Han spiller den langhårede østtyske akademiker Alexander med sokker i sandalerne i anden sæson af Jane Campions krimiserie ‘Top of the Lake’,
»Han er en fest at spille«, afslører Dencik, men ellers er det »ret kedeligt« at være på settet. Det har mistet sin charme. »Tit skal man stå op med solen, så man kan blive hentet klokken 5-5.30. Jeg kommer i en stol og får paryk på, og så skal jeg i tøjet. Nogle gange bliver jeg kaldt op på settet med det samme, men ofte skal jeg vente til efter frokost. Så sidder man der på en sten med sit hår og tøj, og så er det fedt at have en iPad, hvor man kan downloade danske og svenske aviser, læse, tale i telefon, sende mails eller sove lidt. Det er faktisk den virkelighed, man kommer ud til«.
Egentlig skulle han have brugt dagen på at øve replikker, men i stedet er han kommet til at sidde på hotelværelset og se Tour de France. Da Dencik var yngre, kunne han sine replikker flere uger før, han skulle sige dem, men nu lærer han dem tit i sminkestolen og nogle gange først efter første eller andet take.
»Det skal være en frisk vare«, fortæller han. »Skuespil er en åben østers. Det er sådan, jeg har det med mine replikker. Jeg kan kun i meget kort tid, og efter det lyder det som en jukebox«.
Svigter familien
Da vi mødes på terrassen, er der gået en lille uge siden vores telefonsamtale. Dencik har været hjemme i Danmark i to dage, da han inviterer indenfor i sin kæmpe kasse af en villa, som han og hans familie deler med en anden. Her bag ligusterhækken fylder have- håndværker- og babysnak det meste af livet, og det er lige præcis den mikstur, som udfylder tomrummet, når endnu en film er optaget, og som minder skuespilleren om, hvem han selv er bag de mange masker. Iført sit eget private kostume bestående af en grå sixpence og mørkeblå skjorte er Dencik i gang med det, som han elsker allermest, når han har fri: At tusse rundt derhjemme og gøre dagligdagsting.
Lige nu leder han efter sin ene tøffel. Blikket glider henover det blanke trægulv, mens foden uden tøffel dovent skubber datterens legetøj til side. I hjørnet står et sæt bongotrommer, som Dencik har haft med hjem til hende fra Australien, og i rammen med plakaten af forskellige svampesorter i køkkenet har han placeret et lille billede af de to sammen. Bare så datteren kan se på sin far, når han er væk, fortæller han.
Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke er med i alle film
»Hun skal lige blive tryg ved mig. Den første aften her kunne jeg ikke lægge hende. Hun skreg og ville slet ikke have noget med mig at gøre. Der sker jo meget på tre uger, når man er halvandet år, så hun er et nyt menneske, hver gang jeg kommer hjem. Jeg skulle skifte lorteble i går, og det var lidt ligesom at skære brød med den forkerte hånd«.
Han fletter armene sammen i en improviseret og ensom omgang kluddermor. Så finder han tøflen ved chaiselongen og maler bønner til kaffe.
»Det er ikke uden en vis portion skyld, at jeg tænker, at jeg skal være filmstjerne. Jeg har støtte i min kone Sofie, og vi synes begge to, det var en god idé, at jeg tog det her job, selv om hun så pludselig har hængt på to og en halv måned som enlig mor. Men jeg kan godt føle, at jeg svigter lidt. Jeg forlader det hele, ikke? Så tager jeg ned og hænger ud med andre filmstjerner og synes, at foie grasen er lidt for grå«.
Han og Sofie har boet på overetagen siden december sidste år. Dencik pendlede på det tidspunkt frem og tilbage til Stockholm for at spille fyrst Mysjkin i Dostojevskijs ‘Idioten’ på Dramaten. Samtidig indspillede han tv-serien ‘Bedrag’ i Danmark og en lille rolle i det engelske projekt ‘The Snowman’ (med Michael Fassbender i hovedrollen) i Norge. Det var en udfordring, fortæller han, og der var en måned omkring januar/februar i år, hvor han og Sofie næsten ikke så hinanden.
»Jeg landede et sted og fik en sms om, at jeg kunne tjekke ind på det næste fly. Det var helt skizofrent«.
Det må også være ekstra skizofrent, når man samtidig skal spille flere forskellige karakterer?
»Ja, det var det. Også fordi det var på mange forskellige sprog. Det var svensk i Sverige, engelsk i Norge og dansk herhjemme. Men det løser man jo bare. Det sværeste er nok at få livet til at hænge sammen med familie og arbejde. Det kan godt farve min dag, hvis vi har et skænderi i telefonen, og der bliver lagt på, uden at vi får sagt ordentligt farvel. Så vil jeg stå på arbejdet med en sten i skoen«.
Sympati for de skæve karakterer
Sofie er jurist. Dencik mødte hende på Jolene i Kødbyen til Distortion i 2008. Det var ham, der scorede opad, som hun plejer at sige. Datteren hedder Elvira. Eller egentlig bliver hun kaldt for Elvis, for i Sverige har man en forkærlighed for at ende ord på is, »og så bliver Elvira jo bare til Elvis«, siger Dencik og smiler med faderlig varme i de brune øjne.
Det er heldigvis ikke altid, at han må undvære de to. For eksempel var de med ham i Irland sidste år, da han indspillede Nicolo Donatos nyeste drama, ‘Fuglene over sundet’. Filmen handler om jødernes flugt til Sverige i 1943, hvor fiskerne i Gilleleje smuglede flygtningene over sundet. Dencik spiller en af sine hovedroller som den jødiske jazzmusiker Arne Itkin, som drager på flugt sammen med sin familie, og som jøde selv skal man ikke mange skud ud på Denciks eget stamtræ, før historien kommer uhyggeligt tæt på.
»I en alder af 41 begynder jeg at mistænke, at min identitet ved gud er jødisk, men den er lige så meget tredje generations holocaust-surviver. Min farmor og farfar flygtede fra Anden Verdenskrig, og at have det traume med i bagagen – at der er et kæmpe stykke familie, som er blevet myrdet, uanset om mine bedsteforældre havde været forfulgte romaer, kommunister eller homoseksuelle – tror jeg muligvis er en mere dominant identitet end det jødiske specifikt«, siger han og fortsætter:
»Jeg tror, mit ophav har formet mig på den måde, at man får en ret tydelig bevidsthed om sin egen identitet, for som jøde er man jo noget, som mange andre ikke er, og nogle gange kan man nok også godt tro, at man er noget særligt. I dag kæmper jeg mere for at udjævne og normalisere det, for jeg har ikke lyst til at fremtræde som ekstraordinær eller speciel qua min identitet. Men jeg har arbejdet i den jødiske slagter, hvor der har været fire attentater, og det berører mig da helt klart, når sådan noget sker. Så er identiteten jo under angreb lige pludselig«.
Trusler fra tossede nazister
David Dencik blev født i Stockholm i 1974 af svenske jødiske forældre, men han og storebroderen Daniel (forfatter og filminstruktør, red.) voksede op i Valby. En stor del af barndommen blev brugt på den jødiske privatskole Carolineskolen.
I flere år gik han til stepdans, optrådte som julemand eller hoppede op på et bord til fødselsdage og sang i halvanden time. Han kunne også godt lide at klæde sig ud. Især som sit store idol Charlie Chaplin, og allerede dengang var han god til at opsnappe og tillægge sig andres særegne karaktertræk. Ligesom hos Chaplin er hans fødder den dag i dag lige så turnerede som en balletdansers.
»Jeg har arvet hans udadvendte fødder. Dem kunne jeg godt lide og den der stok, der kørte rundt, hans legende forhold til tilværelsen og hans sørgmodighed og elegante og tit også ubevidste måde at være sjov på. Jeg så ‘The Kid’ som barn og var helt ødelagt«.
Hvordan var du ellers som barn?
»Der var en periode, hvor jeg var lidt overvægtig, men det var vel det mest dramatiske. Og så var jeg tidligt god til sprog, fordi vi rejste meget. Men jeg var længe om at blive kønsmoden og lignede en lille pige i mange år. Min far og jeg var engang på Island og skulle bade i et bassin, hvor gutten bag skranken spurgte, er det en dreng eller en pige, det der? Det ødelagde mig en lille smule. Jeg kunne heller aldrig komme ind på diskotekerne, så der var nok nogle år der, hvor jeg ikke havde så god selvtillid«.
Som 16-årig rejste Dencik et år på udveksling til Brasilien, hvor han fik mange venner, lærte portugisisk og genopbyggede selvtilliden, fordi han løste opgaver, som »forældre ellers aldrig ville tillade en 16-årig at prøve«.
»Når jeg gik i byen i Brasilien, skulle jeg tage en kommunal bus hjem om natten, og der snakker vi altså om gadedrenge og folk, der sniffer lim. Typisk var jeg også selv lidt stiv eller skæv, og så skulle jeg gå en time og et kvarter fra busstoppestedet igennem et skovområde. Det kunne jeg gøre uge efter uge«.
Der var et element af skuespil i at rejse til et andet land og lære et helt nyt sprog, husker Dencik, for han kunne ligesom blive en anden.
Gennembrud i høje hæle
Hjemvendt fra Brasilien endte Dencik efter diverse småjobs med at blive ekspedient i Edeka købmanden i Vridsløselille statsfængsel. Mødet med de indsatte var »virkelig et spændende job«, og kamæleonen blendede ind uden besvær hos både de to ejere Helge og Kirsten, når de inviterede på traditionel dansk julefrokost på Solrød Strandkro, og hos købmandens narko- og morddømte kunder med ærmerne fulde af røverhistorier og nazi-tatoveringer. Samtidig var det et antropologisk studie i nogle af de typer, som han selv kom til at portrættere som skuespiller flere år senere.
Dencik har altid været langt mere interesseret i folk med hættetrøjer end dem i jakkesæt, og med ungdommens blik virkede det kriminelle miljø meget tiltrækkende på ham. Filmen ‘Pusher’ prydede biografsøjlerne i den periode, og Dencik kom selv meget på staden, hvor han inhalerede »en del tjald«. Der var en forbrødring i at dele en joint, som var forbudt ude i majoritetssamfundet. Universitetet, hvor han læste religionsvidenskab og portugisisk, kedede ham derimod hurtigt. Det handlede for lidt om ham og for meget om døde egyptere.
»Jeg tænkte bare: Hvor fanden er jeg henne i det her? Jeg havde nok et brændende behov for at få afløb for en eller anden form for kreativitet. Alt det, jeg har lavet, har altid kredset om, at der var nogle, der skulle se det«.
Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke er med i alle film
Hvor stammer det behov fra?
»Svaret ligger nok i udførelsen, fordi jeg har mærket, at folk har kunnet lide, når jeg har optrådt. Det har født behovet, at jeg har følt, at her kan jeg være god, her kan jeg faktisk eksistere. Men vi er nok mange i min generation, som har lyst til noget kreativt, hvor vores forældre jo brød med deres forældre ved at blive akademikere. Og så har klimaet været, at man først var noget, når det blev bevidnet af nogen. Var jeg blevet på universitetet og havde skrevet en ph.d., var den måske blevet læst af de tre mennesker, som skulle bedømme den. For mig ville det være lige så ensomt som at spille ‘Hamlet’ på badeværelset«.
Da det gik op for Dencik, at det nok var som skuespiller, han helst ville ses, gik startskuddet til den lange og længselsfulde jagt. Han skiftede gear og blev meget seriøs. Læste bøger om skuespil, tog privattimer hos Lars Mikkelsen og gik på teaterskolen Nøddeknækkeren og Den Ny Dramaskole.
I 1997 søgte han for første gang ind på de tre danske teaterskoler. Han nåede helt til den tredje og sidste prøve på alle tre skoler, som også mundede ud i tre afslag. Brevet om, at Dencik var optaget, blev først sendt til ham to år senere fra den anden side af sundet, da han kom ind på Teaterhögskolan i Stockholm.
Til prøven gik han op i ‘Kong Ødipus’ af Sofokles. »Den hvor han har stukket øjnene ud på sig selv, efter at han har knaldet sin mor og slået sin far ihjel«, gengiver Dencik tørt og holder en lille pause. Så knækker han grinende sammen: »Ja, det var en hardcore én«.
Optagelsen var en lettelse, som han næsten ikke har oplevet siden, husker han. Men det blev også en forsmag på, at flid og succes på trods af megen modstand ikke altid er nok til at kaste den retfærdige mængde anerkendelse af sig. Da Dencik ringede hjem til sin mor og fortalte om optagelsen, blev hun glad og sagde: »Nej, hvor fint. Skal du så også søge i København?«.
»Jeg blev så vred og ked af det, fordi jeg følte, at det ikke engang var godt nok, selv om jeg endelig var kommet igennem nåleøjet«, fortæller Dencik. »Men hun var jo nok bare selv forvirret og glad«.
Moderens spørgsmål udsprang muligvis også af, at Dencik på daværende tidspunkt faktisk havde en tid til optagelsesprøven i København. Men da dagen kom, tog han derhen med et håndskrevet brev og afleverede det.
»Jeg skrev, at jeg var kommet ind i Stockholm og afsluttede med ordene: Tak for kampen. I tabte!«, siger han ufortrødent og griner. »Sådan havde jeg det«.
»Jeg ville elske, hvis den hed: David Dencik kan kun mellem 11 og 14, så det er der, vi filmer«
Som færdiguddannet fik Dencik sit danske gennembrud i paryk og høje hæle som den transseksuelle Veronica i filmen ‘En Soap’ fra 2006.
»Det var en følsom rolle, og jeg var måske ikke i stand til at sætte grænser i forhold til, hvor langt jeg skulle gå. Jeg havde et hav af venner, men når det var tak for i dag, cyklede jeg bare hjem og levede den samme ensomme tilværelse som Veronica. Identifikationen af rollen blev nok lidt for stærk, eller også var identifikationen i mig selv uden for rollen for svag«, funderer han.
Stjerne med mange ansigter
Rollen som Veronica blev ikke bare den første karakterrolle ud af mange, den medførte også, at han vandt sin første og hidtil eneste Robert-pris for bedste mandlige hovedrolle i 2006, og året efter blev han udnævnt som shooting star på Berlin Filmfestival. Sejrene har dog ikke sat sine tydelig spor.
»Jeg husker mere mine nederlag«, konstaterer han med selvironisk lune og et glimt ind til bevidstheden om at blive overset. »Jeg tror, at jeg har været nomineret til Bodil, Robert og Guldbagge 14 gange i alt og gået tomhændet hjem 13 gange, så man går fra at være en nogenlunde glad afbalanceret fyr til bare at blive en taber«.
Med alderen, erfaringen og ikke mindst hans nye rolle som far har Dencik dog forstået, at han ikke kan have sit selvværd i hænderne på »en eller anden anmelder, som ikke har pudset sine briller«.
Men selv om selvtilliden i arbejdet i dag er en anden, er det stadig sårbart for Dencik at gå i spil, røber han. Man kan blive meget såret, når der kommer nogle og piller i det, som er en forlængelse af én.
»Kunst er jo at blotte sig, men for skuespillere er det meget tydeligt, for der er ikke nogen afstand. Nogle gange skal man helt fysisk være nøgen, og det kræver, at man lige mander sig op og siger: »Watch me now, fuckface«, når man skal hive bukserne ned foran et helt set. Så skal man måske ligge der i to minutter ved siden af en fuldt påklædt lydmand og vente på, at en flyvemaskine er fløjet forbi, mens alle står og stirrer. Men som skuespiller må man bare være okay med at blotte sig, for der er ikke noget værre, end skuespillere som ikke tør«.
Men er det måske derfor, du ofte laver karakterroller, fordi afstanden til dig selv er større i dem?
»Det er en vekselvirkning mellem bevidste og ubevidste processer. Fantasien hos producere og instruktører rækker måske ikke altid længere. De ser, at jeg har lavet en god psykopat eller transseksuel, og så kan jeg vel gøre det igen. Men jeg kan også godt lide det og føler det ikke som en begrænsning. Det er spændende, når rollerne har noget modsætningsfyldt, og karakterroller beskriver mennesket i hele dets kompleksitet. Jeg kan se en hel film med en velspillet karakter som Zlatko Burics Milo i ‘Pusher III’, som bare står og vasker op. Han er totalt grineren og spændende, og det er rigeligt. Så behøver der ikke være noget drama oven på«.
Selv om Dencik er glad for sine mange skæve og komplekse karakterer, kan han godt blive misundelig på kolleger som Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas, som får tilbudt andre former for produktioner og roller. Eller ikke misundelig for han under dem det bedste, men han ville ønske, at det var ham.
»Det sker hele tiden, at jeg tænker: Hvorfor får jeg ikke lov til det? Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke er med i alle film«. Dencik griner uden at punktere alvoren.
»Jeg synes også, at jeg skulle få lov til at være på alles læber og komme i betragtning. Jeg render rundt og laver self-tapes til castings, og så hører jeg aldrig mere. At jage og prikke folk på skulderen, som man jo gør, er helt klart en øvelse i ydmyghed, og det er frustrerende, når møderne bliver aflyst, og der ikke kommer noget ud af det. Jeg ville elske at blive fri for alt det fodarbejde, men det ved jeg ikke, om jeg nogensinde bliver«.
Så jagten efter noget større og mere er langt fra afblæst, selv om blomsterkrukker, og legetøj efterhånden blokerer en del af vejen. Der er stadig masser af sult at spore hos den garvede skuespiller, som da han var et ungt, nyudklækket talent.
For noget tid siden lavede Dencik filmen ‘Kidnapping Freddy Heineken’ med Anthony Hopkins. Rygtet vil vide, at den store walisiske stjerne sagde: »Jeg gider godt at være med, men jeg gider ikke flyve til Europa«, hvortil produktionen svarede: »Det er intet problem. Vi bygger bare Europa i New Orleans«, og så måtte alle flyve til New Orleans og lave scenerne med ham der.
»Jeg tænkte: Fedt nok. Når alle stiller deres ure efter én, så er man virkelig kommet et stykke vej i sin karriere«, siger Dencik benovet med et smil.
»Det er da noget at stræbe efter – at blive så vigtig for andre mennesker, at de gør sig så umage. Jeg ville elske, hvis den hed: David Dencik kan kun mellem klokken 11-14, så det er der, vi filmer«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Fuglene over sundet’