’Sherlock’ sæson 4 afsnit 3: En alt for letkøbt udgangsbøn
Spoiler alert: Læs ikke videre, før du har set ’The Final Problem’!
Er det forbi?
Det var den vibe, man fik under de sidste par minutter af ’Sherlock’s sæsonfinale – en påklistret frejdig montagesekvens akkompagneret af en corny Mary-monolog om hendes Baker Street Boys, som for tid og evighed skal opklare forbrydelser og lege far, far og barn i et platonisk partnerskab.
En alt for letkøbt udgangsbøn efter en episode, der konsekvent og ganske krysteragtigt krøb uden om konsekvenserne af sine plotpejlinger, og som ærligt talt var en temmelig slap sortie for en til tider mesterlig serie, hvis ’The Final Problem’ vitterligt var the final problem.
Ikke at der ikke var masser af fornøjelige stunder undervejs. Den Sherlock-orkestrerede gyserpastiche i afsnittets første minutter var både uhyggelig og meta-morsom i sin skamridning af genrens troper, Sian Brooke gjorde en gysende god psykopat, og Moriarty fik en kærkommen cameo (lige så kærkomment som det var, at det viste sig at være et flashback – andet havde simpelthen været for søgt).
Og Eurus’ sadistiske tankesportstvekamp med brormand på den Alcatraz-agtige fængselsø Sherrinford skabte afsæt for klaustrofobisk transvedende spænding samt et par ømtålelige øjeblikke mellem Sherlock og Mycroft/John/Molly, om end det måske smagte lidt mere af ’Saw’ møder ’Mission Impossible’ end af seriens substans.
Men selv hvis man leger med, selv hvis man bærer over med de logiske fejlslutninger, som Eurus-plottet indebærer (Sherlocks fortænkte freudianske barndomstraume, overforsigtige Mycroft der bifalder et stævnemøde uden opsyn mellem de to farligste mennesker i verden, og hvorfor i alverden flyver Eurus en sprængfarlig drone ind i Sherlocks værelse, når hun er så forhippet på at holde ham i live?), så står der stadig et endegyldigt problem tilbage: Den totale mangel på pay-off.
Man tolererede ikke-svarene, dengang Sherlock vendte tilbage fra de døde, fordi de blev leveret med et indforstået glimt i øjnene, men nu har serien for længst opbrugt sin kvote af konsekvensløse cliffhanger-fusere.
Vi vendte aldrig tilbage til Sherlocks koldblodige, kalkulerede mord på Lars Mikkelsens Charles Augustus Magnussen fra ’His Last Vow’, og den rygende pistol fra sidste uges sidste indstilling blev hurtigt henlagt og bagatelliseret som en bedøvelsespil.
Lige så smertelig og skrøbeligt spillet scenen mellem Sherlock og kærlighedsbidte Molly var, lige så uvigtig virker den på efterkant, når stakkels, forsmåede Molly atter er smilende og jolly i den afsluttende montage.
Og ja, Sherlock skulle have trykket på aftrækkeren i scenen, hvor Mycroft tappert forsøgte at tirre sin lillebror for at lette det umulige valg mellem broren og bedstevennen. Det havde været en værdig og grandios heltedød for nationens vogter, hvis letsindighed havde forårsaget denne suppedas, og som i dette afsnit trådte i karakter som en fuldformet figur i egen ret. I stedet fik vi endnu en cop-out.
For ikke at tale om den spektakulært antiklimatiske og dovne sløjfebinding på selve intrigen. Fred være med at den lille pige i det førerløse fly viste sig at være the perfect metaphor for hendes ensomhed (selvom det jo er en slags snyd, når vi ikke blot har hørt pigens stemme, men set flyet), men at den sadistiske psykopatmorder i virkeligheden bare gerne ville have et kram af sin bror? Come on!
Afsnittet var formidlet med vanlig visuel panache, men manuskriptet var et rodet mismask af tomme trusler, eksposition, fanleflen og melodrama.
’Sherlock’ har ofte været en genuint genial serie, men her forsøgte den alt for hårdt at være netop det og endte i stedet med at afsløre sig selv. Og så er det, som om forfatterne Mark Gatiss og Steven Moffat endnu ikke har besluttet, om ’Sherlock’ er en fortløbende fortælling, hvor karaktererne udvikler sig og præges og plages af det, der er gået forud, eller om det, i Arthur Conan Doyles ånd, er sådan én, hvor hver episode starter fra scratch. Med alt ved det gamle.
’The Final Problem’ var det sidste, en nulstilling, der tegnede en parentes rundt om alt det, der er sket de sidste par sæsoner. Lidt tamt, men i det mindste en dør på klem til den fremtidige finale, som serien fortjener.
Læs også: Anmeldelse af ‘Sherlock’ sæson 4 afsnit 1 – et af seriens mest modige til dato