’New Gen’ er et holistisk øjebliksbillede af den britiske undergrund
At den britiske undergrund er ved at manifestere sig ikke kun på musikhitlisterne i Europa, men også i USA, er ikke tilfældigt. Det er udbud og efterspørgsel, og konkurrencen om lytternes gunst er høj – ikke mindst på grund af den betydelige talentmasse, der i en opildnende kamp om at blive udnævnt til den næste Skepta eller Stormzy fylder de sociale medier med alt fra Boiler Room-inspirerede cyphers til (mere eller mindre) veleksekverede tracks.
Kompilationen ’New Gen’ er et snapshot af den evnerige Generation Youtube. De 17 tracks er blevet vækket til live af GRM Daily (blog og Youtube-kanal), der med stor elegance maler et tidssvarende billede af ungdommen og de skæve og til dels uflatterende facetter, der knytter sig til livet i forstæderne: »Welcome to London / you get caugt by the feds you’ll get thrown down in the queens dungeon«, rapper Jevon på ’Man of the Hour’.
Taget talentmassen og de mange forskelligartede artister in mente, er det nemt at gøre albummet til en konkurrence om, hvem der rammer mest plet. Og selv om ’New Gen’ vidner om, at nogle talenter er mere finpudsede end andre, så er det i fællesskab, at artisterne får lytteren til at ånde lettet op – den britiske musikscene er stemplet ind for good, og den har ikke tænkt sig at bukke under for konformiteten på den anden side af Atlanten.
Albummet skydes i gang med en hiphop-duet mellem to London-mc’s, Avelino og Bonkaz, der reflekterer over slagsiderne ved deres debuterende succes. Et hidtil ubeskrevet blad, TE dness, følger op på den afdæmpede start med ’Rather Get Money’ – en hæsblæsende tur gennem et minimalistisk back-to-basics-lydunivers. Med sit distinkte flow skifter han mellem snakken og dobbelttempo-rap og lader verden vide, hvad man skal forvente af de håbefulde aspiranter: »I gotta big up the underdogs / one day we’ll have the upper hand«.
Men det er de kvindelige artister, der giver albummet kant. Først med Ray Blk og hendes gospel-, soul- og hiphop-klingende r’n’b-serenade om at forblive tro mod sig selv og sine omgivelser (»but I only share with those who love me in my Reeboks«), og senere med Stefflon Don. Det tunge basspor og orgellydene på ’Money Haffi Mek’ virker omklamrende, og Stefflon Dons selvsikre og spændingsopbyggende flow kombineret med Abra Cadabras hæse, dæmoniske lyd gør tracket til ’New Gen’s mest uforudsigelige fest.
Hvor nogle artister virker mest sikre i deres komfortzone – 67 og deres Section Boyz-lydende grime, WSTRN’s positive r’n’b-vibes og YXNG Bane og hans britiske trap – prøver andre deres talenter af. Og det med er stor succes.
AJ Tracey er den første i køen til at lægge sin grime-lyd og tunge bars til side på ’My Ways’ – et blødt rapnummer, der også byder på sensuelle ad-libs og r’n’b-agtig sang fra J Warner. Dernæst kommer Jevon: Det er hans vokal og evne til på selvbiografisk manér at male et ærligt billede af livet i London samt samspillet med de musikalske opbrud bestående af klaverspil, sang og groovy bassriffs, der gør ’Man of the Hour’ til en særskilt lytteroplevelse.
Endelig er der ’Ring the Alarm’. En musikalsk krydsning, der forener afslappet hiphop med hårdtslående bars, der normalt ville blive eksekveret i dobbelttempo. Avelino og Tiggs Da Author formår at indkapsle alt det, ’New Gen’ har på hjerte. Genrer opbrydes og bindes sammen igen af en længe savnet reggae-lyd.
Tilsammen skaber de forskelligartede talenter en musikalsk hybrid. Og det er i virkeligheden meget sigende for den britiske musikscene. Et fulendt album tematiserer ikke længere kun én følelse (hvad enten det er kærlighed, had, jalousi, den hårde opvækst, …).
De nye udgivelser triangulerer mellem følelser og oplevelser, endda genrer, og det skyldes givetvis den benhårde konkurrence. ’New Gen’ iscenesætter denne nye bølge af multifacetterede fortællinger til ug. Det er kontrolleret kaos fordelt på 17 tracks.
Det er lyden af UK.
Kort sagt:
Opsamlingsalbummet ’New Gen’ blander trap, grime, hiphop, r’n’b, dancehall, garage og reggae og udvisker altså alt, hvad der hedder genrebestemmelser. Det er artisterne, der er i centrum. Deres lyrik, deres budskab, deres talent. Talenterne gør hvad der passer dem og lyser derfor endnu klarere op i en lidt mørk sump af tunge basspor, ensporede synth- og klaverdetaljer samt lilletrommer og hi-hatte en masse.