Oscars største what the fuck-øjeblikke – fra Kidmans komiske klappe-evner til sovende model

Den afsluttende 'La La Land'/'Moonlight'-gate løber med al opmærksomheden, men man bør ikke snyde sig selv fra de her øjeblikke heller.

Nicole Kidman er virkelig dårlig til at klappe

Nicole Kidman var Oscar-nomineret for sin rolle i ’Lion’ og brillerer for tiden i HBO’s serie ’Big Little Lies’, som hun producerer og spiller med i.

Vi almindelige dødelige kan så trøste os med, at hun er helt usædvanligt dårlig til at klappe. Internettet, særligt Twitter, var hurtig til at indfange australierens meget distinkte klappeteknik.

’Hidden Fences’ vender tilbage

To gange under Golden Globes blev de ’sorte’ film ’Hidden Figures’ og ’Fences’ blandet sammen til ’Hidden Fences’. Det blev naturligvis behørigt påtalt, men gudhjælpemig om det ikke skete igen under Oscar.

Denne gang var det People Magazines chefredaktør Jess Cagle, der stod for fortalelsen. Det kommer han nok til at fortryde.

Jimmy Kimmel gør grin med asiatisk navn

Oscar-værten iværksatte en storstilet prank, hvor intetanende turister blev trukket ind i Dolby Theatre, mens de var i gang med en sightseeing-tour i Hollywood.

Kimmel gik i dialog med gæsterne, men da turen kom til en asiatisk-amerikansk kvinde ved navn Yulree, responderede værten: »Your name is Yulree? I know it rhymes with ’jewelry’. That’s some name!«.

Da hendes mand fortalte, at han hed Patrick, fik var Kimmel mere positiv: »See, that’s a name«.

Uskyldig joke eller en nedsættende bemærkning om asiater? Døm selv, men i hvert fald har udtalelsen allerede mødt kritik på Twitter.

’Suicide Squad’ kan kalde sig Oscar-vinder

David Ayers superheltefilm har fået med rundsaven af kritikerne, men alligevel kan den nu kalde sig for en Academy Award Winning Film. Filmen vandt for bedste makeup og hår, hvilket var overraskende – de fleste havde peget på den mere velmodtagne ’Star Trek: Beyond’.

Lige akkurat makeup-arbejdet er da også påfaldende i filmen, hvor Jared Leto, Margot Robbie og de øvrige er sminket til, nærmest, ukendelighed. Det er dog naturligvis faldet nogle for brystet, at en så forglemmelig film kan smykke sig med den attråværdige titel, mens en uendelig række af bedre film er blevet forbigået gennem tiden.

Chrissy Teigen falder i søvn

Den amerikanske model Chrissy Teigen var tilsyneladende ikke super imponeret over Oscar-showet.

Mens Casey Affleck holdt sin takketale, tog Teigen en skraber på sin mand John Legends skulder. Hvor længe hun sov, melder historien (endnu) ikke noget om, men hun er i det mindste undskyldt med, at showet var gået ind i sin sidste fase.

Læs også: De sjoveste og mest rørende højdepunkter fra Oscar-natten

Læs også: Se alle Oscar-vinderne

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af