Jidennas flyvske heksekedel sigter godt, men rammer skidt

Da folk i 2015 stiftede bekendtskab med hittet ’Classic Man’ og dens åleglatte frontfigur, halvt nigerianske/halvt amerikanske Jidenna, flød spørgsmålene i lind strømme. Hvem pokker var denne klassisk velklædte hanekylling med forgyldt spadserestok, busket kindskæg og en (lidt for) velsmurt pomadefrits? Og hvordan havde han tilkæmpet sig et DJ Mustard-beat, der dengang var i absurd høj kurs?

Som ’Classic Man’ kravlede støt op ad hitlisterne, viste der sig hurtigt to ting: At Mustard ikke havde det fjerneste med beatet at gøre, og at hovedpersonen var – og stadig er – i stald hos Janelle Monaés Wondaland Records. Sammenligner man spradebassens dandy-æstetik med Monaés tidlige dress-up-tilbøjeligheder med rod i 20’ernes gangklæder, er det næppe nogen overraskelse, at de to er tilknyttet.

Dog må man uundvigeligt undre sig over, hvorfor Jidenna ikke har nær så meget stilsikkerhed i sin musik, som han har i herreekvipering. For nu at bruge et passende bedaget udtryk, er ’The Chief’ nemlig en flyvsk heksekedel af en debutplade, der sigter godt, men rammer skidt.

Jidenna besidder grundlæggende hele registeret af artistiske begavelser. Når han vil, kan elegantieren begå sig mere end bare tilforladeligt inden for både sang, rap og produktion – han stod blandt andre selv for beatet bag ’Classic Man’ – og disse talenter åbenbarer sig udmærket i albummets første etape.

Åbneren ’A Bull’s Tale’ og afløseren ’Chief Don’t Run’ er eksempelvis et buldrende tandem af animistisk stammehøvdingmusik, der lyder som minutiøst afindustrialiserede bonussange fra Kanyes ’Yeezus’. Også sangskrivningen er spidsfindigt pirrende og opfindsom, som når der på sidstnævnte gjaldes »You dealing with a king, not a kong, out here«.

Er man ikke meget for at gå på tropehatteklædt eksploration i Igbo-inspireret regndans og afrikansk naturbesjæling, er der et væld af andre stilarter at sanse på ’The Chief’s knap timelange udstrækning. ’Trampoline’ er en celebert messinginstrumenteret sag med kvindebemyndigende refræn, og ’Bambi’ er en plausibel nyfortolkning af doo-wop-vokalharmonisering. Der er sågar flamenco-glød og westernstrenge at spore på ’Adaora’, der vistnok er et nigeriansk pigenavn, som betyder ’datter af alt’.

For at vende tilbage til ’sigter godt, rammer skidt’-udtalelsen, er der en kæmpemæssig anke at tage forbehold for med dette album. Og det er, at Jidenna til stor skuffelse ikke har trevlen af en rød tråd – hverken kvalitets- eller temamæssigt – vævet gennem de 14 numre.

Nok refereres der ofte både i rytme og lyrik til høvdinge, afrikansk stammekultur og deslige, men når der skydes med unødvendigt store spredehagl omtrent midtvejs inde i forløbet, stiger forvirringen og daler kvaliteten.

’Long Live the Chief’s skærende produktion er mere enerverende end den er catchy, ’Safari’ er gabende generisk med sin opgivende synth, for slet ikke at nævne ’Little Bit More’ og ’Some Kind of Way’, der lyder som henholdsvis fortærsket afropop og soundtracket til en småflov, provinsiel drukferie i Golden Sands.

At ’White Niggas’ mod punktummet viser sig som et af pladens mest potente numre er faktisk sagen uvedkommende, for problemet er større end som så. Den gennemgående knast ved ’The Chief’ er, at Jidennas personadissens ikke bare begrænses til en sort-hvid-dikotomi mellem den efterkrigstidsdvælende dandy og den dyriske stammehøvding. Hvis bare det var så vel, kunne ’The Chief’ være blevet et ganske retskaffent bekendtskab.

I stedet lider den seleklædte laps under alvorlige musikalske personlighedsforstyrrelser, for ikke at sige decideret skizofreni, og hans vægelsindede musikmangfoldighed har ikke rigtig hjemme i nogen af de utallige stilarter, den emulerer.

Det ville pynte gevaldigt, hvis Jidennas musik var bare halvt så skarp som hans stivt afpudsede kisteklæder.


Kort sagt:
Mere end to år efter hitgennembruddet ’Classic Man’ gør Jidenna med sit debutalbum desværre ikke meget for at skille sig af med one hit wonder-etiketten, som han nok stadig hænger på. Der åbenbarer sig fåtallige lysglimt hist og her, men ultimativt er ’The Chief’ en flyvsk heksekedel, der ikke formår at holde niveau i hverken stil eller kvalitet.

Jidenna. 'The Chief'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af