Amma Asante er opvokset i England som datter af ghanesiske forældre. Hun gjorde sit indtog i filmverdenen i 1986, da hun spillede Cheryl Webb i tv-serien ’Grange Hill’. I 2004 debuterede hun som instruktør med sin dobbelte BAFTA-vinder ’A Way of Life’. Og hun fik et bredere gennembrud som instruktør med den romantiske skildring af Dido Elizabeth Belle i filmen ’Belle’ fra 2013.
Hendes opfølger, ’Kærlighed kender ingen grænser’ (’A United Kingdom’), er baseret på den virkelige historie om Botswanas første demokratisk valgte præsident og hans hvide hustru. En historie, som Amma Asante forelskede sig i øjeblikkeligt, da hun læste om den første gang. Ikke bare på grund af kærlighedshistorien, men også på grund af det politiske pres, de to unge mennesker blev underlagt.
Filmen foregår i 1940’erne, hvor Sydafrika netop havde etableret apartheid ved lov, som bekendt betød, at sorte og hvide ikke måtte omgås – og da slet ikke blive forelsket. Men i England forelsker Ruth Williams (Rosamund Pike fra ’Gone Girl’) og Seretse Khama (David Oyelowo fra ’Selma’) sig. Hvilket er kompliceret, fordi Seretse er kronarving for det daværende Botswana, Bechuanaland.
Den engelske regering, som har stærke forretningsforbindelser til Sydafrika, forbyder ægteskabet – og Ruths familie fordømmer det. Alligevel holder de fast i hinanden og kæmper for kærligheden.
Hvorfor er det vigtigt for dig at skildre de her glemte begivenheder, som vi både ser i ’Kærligheden kender ingen grænser’ og ’Belle’?
»Jeg tror ikke, vi kan forstå, hvem vi er i dag, med mindre vi kender til gårsdagens sandhed. Hvis vi har en unuanceret forståelse af vores historie, som ikke anerkender indsatsen fra kvinder, handicappede, homoseksuelle eller folk med anden hudfarve end hvid, snyder vi os selv.
Da jeg lavede ’Belle’, var der mange, der ikke vidste, at en sort kvinde allerede dengang kunne gå frit rundt i Englands gader. De vidste ikke, at det var en mulighed, at sorte kunne være frie. Hvis vi kun kender én del af historien, hvordan påvirker det så vores syn på hinanden i dag? Det er vigtigt for vores børn, os selv og vores politik, at vi hører de historier, der giver et fuldgyldigt indblik i, hvem vi er«.
I både ’Belle’ og ’Kærlighed kender ingen grænser’ er der fokus på race og stærke kvinder. Er det tilfældigt?
»Jeg kan godt lide at fortælle historier om folk med farvet hud, og jeg kan godt lide at fortælle om kvinder. Grunden til det er, at jeg mener, at de har en stor betydning i historien for, hvem vi er som menneskehed. Deres historier er et symbol.
Jeg tror, at vi er skabt af mange ting, og ved at bruge race i film kan jeg gøre det meget klart. Vi har alle på et tidspunkt følt os som en outsider – selv den hvide mand har på et tidspunkt følt, at han ikke hører hjemme et sted. Disse historier (’Belle’ og ’Kærligheden kender ingen grænser’, red.) handler meget specifikt om hudfarve og køn, men jeg tror, at de taler til os alle, da vi alle på et tidspunkt har følt os misforstået«.
Ruth og Seretses kærlighed er hvirvlet ind i et politisk spil. Var det politikken eller kærligheden, der tiltrak dig?
»Det var ikke muligt at fortælle kærlighedshistorien uden politikken, for der var egentlig ikke noget interessant ved kærligheden uden den. At to mennesker forelsker sig, og de tilfældigvis har to forskellige hudfarver, er sødt, men for mig er det ikke nok til, at jeg virkelig bider mig fast i historien. Men at fortælle om to menneskers kærlighed, hvor to kontinenter, tre lande og tre regeringer råber ’Hey no!’ – så er der en historie. Det var ikke muligt at udtrykke styrken i deres kærlighed uden at vise, hvad de var oppe imod. Mange ville have givet op, men det gjorde de ikke. De kæmpede – og det er det, der gør dem til helte«.
Du er selv gift med en hvid mand (der er dansker, red.). Kan du identificere dig med de ting, Ruth og Seretse går igennem?
»At være gift med min mand er for mig det mest naturlige. Da jeg mødte ham, vidste jeg fra dag ét, at han kunne have været fra hvilket som helst land, og jeg ville stadig være faldet for ham. Jeg har det ligesådan med mine venner, som er i blandede eller homoseksuelle forhold – det er det mest naturlige, fordi der er kærlighed i det.
For mig har det aldrig været kompliceret. Men jeg kan se, at det er kompliceret for andre, når de kigger på os – ikke alle, men nogle. Når vi for eksempel har siddet hjemme en hel weekend, og vi så kommer ud, og der er en, der giver os et hårdt blik, kommer jeg i tanke om, at vi er forskellige«.
Du er meget aktiv i kampen for kvinders repræsentation i filmbranchen, hvilket du taler om i din Ted Talk ’The Power of Defining Yourself’. Har du selv mærket, at du er sort kvinde, der arbejder i et miljø domineret af hvide mænd?
»Jeg tror, at det har haft en form for effekt på mig, men jeg tror altid, det er vigtigt at sige, når vi taler om dette, at problemet ikke er, at der er nogle, der står i vejen for dig. Problemet er usynligheden. Det er ikke, fordi der er nogen, der peger og siger: ’Jeg vil ikke arbejde med den sorte kvinde’. Det er simpelthen, fordi vi ikke er repræsenteret. Når der bliver kigget på listen over, hvem der skal instruere den næste blockbuster, er der ikke særlig mange kvinder der kommer på.
Det er dog vigtigt for mig at sige, at ved alle mine film har der været en hvid mand, som har sagt: ’Jeg vil gerne arbejde med den kvinde’ og ’jeg vil gerne fortælle hendes historie’. Ja, vi mangler flere mænd som dem, men verden består jo ikke kun af onde mænd, der ikke vil arbejde med kvinder. Der er altid en anden side af historien«.