Vi har tabt en af de helt store. Maria Gerhardt, bedre kendt som Djuna Barnes, døde i går i en alder af 39 år efter længere tids sygdom.
Djuna begyndte at dj i sine sene teenageår, efter hun i sin opvækst på Amager fik en musikalsk vækkelse i form af Nick Cave, og i 00’erne var hun en uomgængelig kulturbærende kraft i København, hvor hun med en enorm spændvidde spillede til alt fra undergrundsfester til store raves.
Hendes unikke evne til at kombinere musikgenrer på uventede måder – powerballader kunne i Djunas dj-sets sagtens stå side om side med hård electro – og altid overraske med nye fund gav hende en fortjent særstatus i dj-miljøet, og vennen Thomas Blachmann endte endda med at hyre hende som musikkonsulent i ‘X Factor’.
Som helt ung søgte Djuna forgæves ind på Forfatterskolen, men i midten af 00’erne begyndte hun at få afløb for sine litterære talenter som klummeskribent i livsstilsmagasiner og Dagbladet Information. I samme periode skrev hun den faste klumme ‘Weekendmuseet’ i Soundvenue, hvor hun blandt andet også interviewede Antony Hegarty og Jenny Wilson. I selskab med Martin Kongstad stiftede hun i 2011 kulturmagasinet Københavner, der nåede at udkomme tre gange, inden Djuna fik konstateret kræft.
Siden har Djuna udgivet tre litterære værker, ‘Der bor Hollywoodstjerner på vejen’, ‘Amagermesteren’ og senest ‘Transfervindue’, der udkom for blot en uge siden. Alle bøger tager udgangspunkt i hendes eget liv, herunder også kampen med kræften, og har modtaget flotte anmeldelser.
Djuna var i mange år kendt for at have fingeren så hårdt på pulsen, at hun nærmest blev pulsen. Og hendes vigtighed (og varme) voksede sig endnu større, da hun i sine sidste år flyttede fingeren til sin egen puls og generøst, poetisk og indsigtsfuldt berettede fra sit eget liv, både igennem sine bøger og på Instagram. Her gjorde hun os alle klogere på livet og i sidste ende døden.
Hvil i fred, kære Djuna.
Læs også: Djuna Barnes: »Jeg er kriminelt overvurderet!«