’The Handmaid’s Tale’: Et overrumplende mesterværk har ramt HBO Nordic
Havde Margaret Atwood læst noget særligt foruroligende i tebladene om den vestlige verdens politiske skæbne i det 21. århundrede, da hun i 1985 udgav sin dystopiske fremtidsfortælling ’The Handmaid’s Tale’?
Synsk forfatterinde eller ej er det i lyset af USA’s trumpificerede højredrejninger anno 2017 svært ikke at udlede visse ildevarslende metaforer fra den verdensberømte romans skildring af et nært forestående amerikansk rædselsregime, der fratager kvinder alle rettigheder, driver rovdrift på videnskabsmænd og homoseksuelle og sender tusinder af indbyggere på panisk flugt mod Canadas grænse.
Sci-fi-gyset er blevet en højaktuel køns og -samfundspolitisk kommentar med et twist af gotisk ’American Horror Story’-mytologi, og tv-værket over ’The Handmaid’s Tale’ kunne dårligt løfte sin vægtige opgave på mere fornem vis: Ikke alene er serien mesterligt iscenesat underholdning med stor respekt for sit forlæg, dens tematikker rammer ligeledes seeren som en overrumplende meta-lussing, idet handlingen tilsyneladende udspiller sig lige rundt om hjørnet fra vor egen brandbare virkelighed.
Scenen sættes effektivt igennem hovedpersonen Offreds (Elisabeth Moss) voiceover og flashbacks til tiden i et land for ikke så længe siden, hvor det moderne samfund smuldrede med hovedrystende hast: Fra 2015 faldt antallet af fertile kvinder i USA radikalt, hvorfor en religiøst fanatisk, patriarkalsk-styret overklasse væltede regeringen under påskud af at sikre ’artens overlevelse’.
Landet blev omdøbt til Gilead og al opposition mejet ned af regimets nye militær. Musik, mobiltelefoner og borgerrettigheder gik fløjten, og fertile kvinder blev indfanget og indoktrineret som ’handmaids’: kuede rugemødre for eliten og lige dele tjenestepiger og sexslaver iført blodskamsrøde kåber og hvide kyser – underdanighedens skyklapper.
Offred (som i ’of Fred’) er handmaid for kommandøren Fred (Joseph Fiennes) og dennes martrede hustru med det mundrette navn Serena Joy (Yvonne Strahovski). For få år tilbage hed hun ellers June og havde mand, datter og et job som forlagsredaktør i Boston.
Nu er hun reduceret til et hul, to æggestokke og sin evne til at hente dagligvarer til herskabet i byens ’Pleasantville’-lignende supermarked i selskab med andre handmaids, hvis samtaler nødtvungent begrænser sig til generiske høfligheder a la »praise be« og »under his eye«. Særligt sidstnævnte har en ominøs klang: I ’The Handmaid’s Tale’ bliver alle konstant overvåget af moralens vogtere, og seriens sælsomme fugleperspektiver leger Guds øje med et truende diktatorisk islæt.
Under kysen fordømmer Offred de andre zombiefromme handmaids som nogle fucking hjernevaskede gæs, mens hun klynger sig til håbet om at genfinde sin datter, og ikonisk pop spiller på fulde drøn i hendes rasende indre: fra Simple Minds’ ’Don’t You Forget About Me’ til Lesley Gores ’You Don’t Own Me’.
Soundtracket stikker trodsigt af fra Gileads hysterisk nostalgitrippende 1940’er-æstetik og Offreds Vermeer’sk-udseende kvindefigur, og tilsammen skaber de drømmeagtige mashups af pop og finkulturelle klicheer underkastet det forvrængede samfunds nye dogmer et dybt fascinerende univers, hvis stoflighed synes at have dybere rødder i nuet – og morgendagens mulige mareridt – end beslægtede dystopiske fortællinger i eksempelvis ’Children of Men’ og ’The Leftovers’.
’The Handmaid’s Tale’ er en sviende fortælling om kvindeundertrykkelse og hverdagssexisme udi ekstremerne, og det løber én koldt ned af ryggen, når serien tegner optakten til det samfundskollaps, der synes komplet urealistisk for USA’s letargiske og naivt liberalistiske intellektuelle helt frem til dagen, blodet flyder i gaderne.
Mænd har skabt Gilead ud af forsmået maskulin mangelfølelse snarere end et oprigtigt religiøst kald, men det er kvinderne – de gode, de desperate og de virkelig grusomme – og deres indbyrdes relationer, vi følger tæt, når alle må ofre liv og livmoder for at opretholde det nye status quo: handmaids som umyndiggjorte trophy wives. Seriens allegorier over ligestillingsdebatter, feministforskrækkelse og den voksende abortmodstand i USA flyver som mursten igennem et glasloft.
Som Offred står perfekt underspillende og indestængt dirrende Elisabeth Moss i centrum for begivenhederne, og kameraet kravler ofte helt ind under kysekanten på skuespilleren i ekstreme close-ups, der ikke blot skaber svimlende kontraster i seriens billedsprog, men også – qua Offreds fortællestemme – vækker Atwoods originale tekst til live i en sublim og intim skærmpersonificering.
Ovenpå sine roller i ’Mad Men’ og ’Top of the Lake’ er Moss efterhånden særdeles serieerfaren i opgør med patriarkalske samfundsstrukturer, men hun er langt fra ene om at shine i ’The Handmaid’s Tale’:
’Gilmore Girls’ dukkeansigt Alexis Bledel har landet sit livs hidtil stærkeste rolle som oprørsk, lesbisk handmaid, ’Orange Is the New Black’s Samira Wiley yder fierce bedsteveninde-support i flashbacks, mens altid solide Ann Dowd er decideret frygtindgydende som en af de ældre militante ’Aunts’, der med elektrochok og sadistisk ultravold skoler handmaids i blind lydighed.
Også bag kameraet huserer prominente kvindekræfter, om end serien er realiseret af hovedforfatter Bruce Miller. ’The Handmaid’s Tale’s første tre afsnit er instrueret af Beyoncés visionære, kvindelige ’Lemonade’-filmfotograf Reed Morano, og både Margaret Atwood og ’The L Word’-skaberen Illene Chaiken har været med til at skrive seriens knivskarpe manuskripter, der gang på gang serverer verbale mavepustere.
»En præst, en læge og en bøsse … Jeg tror, jeg har hørt den joke engang. Det her var ikke punchlinen«, bemærker Offred, da hun en dag passerer tre hængte mænd på gaden.
Med sin presserende samfundsrelevans, neglebidende spænding og maleriske skønhed midt i den grummeste ondskab kandiderer ’The Handmaid’s Tale’ allerede til en af årets bedste serier.
Bonusinfo: Spot Margaret Atwood selv i første afsnit, hvor forfatterinden som en unavngiven ’Aunt’ slår Offred over hovedet som et symbolsk wake-up call.
Kort sagt:
Serieversionen af Margaret Atwoods dystopiske fremtidsklassiker ’The Handmaid’s Tale’ om kvindeundertrykkelse i et totalitært USA er et overrumplende vellykket og skræmmende mesterværk, hvis skiftevis maleriske og brutale billedtableauer aldrig overskygger fortællingens uhyggeligt aktuelle politiske relevans.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.