1. Robin Wright og lesbiske svindelnumre
Cannes-festivalen handler om stor filmkunst, men også om store stjernenavne. Og nogle gange kommer det andet før det første.
Var kortfilmen ’The Dark of the Night’ blevet vist under festivalen under stor fanfare, hvis ikke den var instrueret af Robin Wright, Claire Underwood i egen høje person? Selvfølgelig ikke!
Filmen varer 10 minutter, og dermed var introduktionen af festivalchef Thierry Fremaux og Robin Wright inklusive stående bifald selv længere end selve det, der løb over lærredet.
Wright har øvet sig ved at instruere foreløbigt syv afsnit af ’House of Cards’, men kan hun så stå på egne ben som instruktør? Filmen er en lille, sjov pastiche på 50’ernes film noir med smuk sorthvid og en vaskeægte femme fatale. En kvinde kommer ind på en diner, hvor hun overværer bestyreren give servitricen en lussing. Så viser det sig, at hun står i ledtog med servitricen, som hun omfavner i et hedt lesbisk kys. Men hvor ligger hendes loyalitet egentlig?
Filmen serverer selvironisk fem-seks twists på 10 minutter, og der er noget lidt studentikost over den, en af den slags film, der sikkert bliver lavet mange af på verdens filmskoler. Men dog veleksekveret og sjov. Og et lidt overraskende valg fra Robin Wright, der ellers er omgærdet af en seriøs, nærmest sakral aura.
2. Filmisk storytelling af allerhøjeste karat
Netflix-debatten og den skandaløse åbning på premierevisningen har været nær ved at overskygge ’Okja’ fra den koreanske instruktør bag ’The Host’, ’Memories of Murder’ og ’Snowpiercer’.
Men ikke længere!
’Okja’ er simpelthen en sprudlende tour de force, en storslået dyrevelfærdsallegori, som man aldrig har set lignende og med det flotteste CGI-væsen siden ’Gollum’ eller Bongs egen ’The Host’ måske.
Væsenet er en såkaldt supergris, som den multinationale fødevarevirksomhed Mirando med en herligt excentrisk Tilda Swinton i spidsen har skabt på baggrund af et mirakelfund i en chilensk landsby, og som de planlægger skal udbedre verdens mangel på kød: Velsmagende, økologisk, billigt.
26 opdrættere får hver en supergris, heriblandt den lille pige Mija og hendes bedstefar i det frodige koreanske bjerglandskab, som de skal opdrætte gennem 10 år, før grisene skal slagtes. Supergrisen Okja er Mijas bedste ven, og hun tumler med den i skovlandskabet i visuelt fuldstændigt overrumplende scener, ikke mindst en sekvens hvor Okja redder Mija fra at falde ud over en bjergskrænt.
Væsenet er helt utroligt – som jeg har skrevet om her – og efter den første halve time er man så investeret i Okja og Mijas venskab, at det er hjerteskærende, da Miranda Corporation med en excentrisk tv-kendis-frontfigur spillet af Jake Gyllenhaal i spidsen river Okja væk fra sit hjem for at tage dyret til New York til en stor præsentation.
Naivt og frygtløst beslutter Mija sig for at redde Okja, og undervejs får hun hjælp af en selvhøjtidelig, men charmerende gruppe dyrerettighedsforkæmpere ledet af Paul Dano.
Det hele er vanvittigt, som man er vant til fra Bongs film, og ’Okja’ tager konstant nye drejninger og introducerer små, skæve bikarakterer, der hyppigt gør filmen hysterisk morsom. Men der er også stor emotionel slagkraft og et helt tydeligt politisk budskab, der selvfølgelig især er rettet mod de vestlige samfunds ublu kødproduktion.
Filmen kunne godt være betalt af WWF, World Animal Protection eller lignende, på sin vis er det propaganda, men det gør slet intet, når det er så utroligt vellavet og medrivende som her. Også fordi spidningen af både hykleriske CSR-optagede konglomerater, der i sidste ende vægter bundlinje over anstændighed, og miljøaktivisten, der nægter at spise så meget som en tomat, fordi han vil mindske sit aftryk på naturen mest muligt, sidder lige i skabet.
Bong ser ikke sig selv som en auteur, han vil bare gerne underholde publikum, men så beskeden bør han ikke være. Han er et uforlignelig filmfortæller, og alle bør simpelthen se ’Okja’, når filmen får premiere på Netflix sidst i juni.
Det paradoksale er så bare, at Netflix denne gang har produceret en film, som det vil være dødærgerligt at se på en lille skærm. Det er visuel storytelling af allerhøjeste karat, en historie fortalt i billeder og setups langt mere end i dialog.
Og var det ikke, fordi jeg skulle have steak frites i aften, havde den fået mig til at kappe kødbåndet.
3. T.J. Miller parasailer ind over Cannes i emoji-stunt
Man glemmer det nemt, når man som journalist bevæger sig hektisk rundt i konkurrenceprogrammet for at spotte Guldpalmevinderen, men faktisk er den store filmmarkedsplads festivalens hovedattraktion for de fleste deltagere i form af alle filmbranchefolkene, der er kommet for at wheele og deale.
Her skal der købes og sælges uden skelen til god smag, og store stjerner hentes ind for at vække opsigt og ballade.
Arnold Schwarzenegger er her således for at promovere dykkerdokumentaren ’Why We’re Killing Gunther’, som han lægger voice over til, og forleden lavede ’Silicon Valley’-komiker T.J. Miller ballade for at sætte fokus på sin kommende ’Emoji Movie’.
Miller parasailede simpelthen ind over Cote d’Azur for at lande på stranden foran det historiske Carlton Hotel, og undervejs livestreamede han hele stuntet. Derefter holdt han et lille standupshow som optakt til klip fra filmen. Og under hele vejen igennem udtalte han Cannes som »Cun«. Forhåbentligt var det en joke.
Læs også: Netflix’ supersvin vil få dig til at grine, græde og blive vegetar
Læs også: Cannes-highlights dag 2 – Vi har set filmen, der bliver Tarantinos nye yngling