Er der våbenhvile mellem Cannes og Netflix?
Det vakte opsigt, da to film, som Netflix har de eksklusive rettigheder til, blev udtaget til årets attråværdige hovedkonkurrence: Noah Baumbachs ’The Meyerowitz Stories’ og Bong Joon-hos ’Okja’.
Cannes-festivalen er en stolt konservativ filmkunstnerisk fortrop, som insisterer på de gamle dyder, herunder at film fortjener at blive set på det store lærred. Netflix, derimod, skider højt og flot på filmverdens kutymer ved at sende deres film direkte ud på tjenesten uden skelen til biograferne. Og de er derfor i bad standing blandt alverdens biografer – og blandt mange filmfolk i det hele taget.
At indlemmelsen af de to film ikke skyldes en nyfunden kærlighed til streamingtjenesten eller et knæfald for nye generationers filmkonsumptionsvaner fra Cannes-ledelsens side, men mere en grundfæstet forkærlighed for egensindige instruktører som netop Baumbach og Bong, stod da også hurtigt klart.
I sidste uge meldte festivalen ud, at fra næste år skal de udtagne film være planlagt til en fransk biografpremiere for at komme i betragtning. Hvilket mellem linjerne, og undskyld mit franske, betyder: Rend og skid, Netflix.
Streamingtjenestens boss Reed Hastings slog tilbage med følgende tekst på Facebook: »The establishment closing ranks against us. See ’Okja’ on Netflix June 28. Amazing that the theatre chains want to block us from entering into Cannes film festival competition«.
Netflix’ indholdschef Ted Sarandos har siden anlagt en mere forsonende tone, mens Bong Joon-ho har takket Netflix for en ubegrænset kreativ frihed. Men det er desuagtet en usædvanlig konflikt mellem to af filmverdens allermest betydningsfulde instanser. Og det er i sig selv dybt provokerende fra Cannes-festivalen at se sig selv blive positioneret som etablissementet, mens milliardvirksomheden Netflix kører sig selv i stilling som de frække oprørere.
Konflikten har både kort- og langsigtede perspektiver: Den vidner klart og tydeligt om den massive forandring, filmverden undergår i disse år. Og så er der den ærgerlige, direkte konsekvens, at de to film i nogen grad vil blive overskygget af al palaveren.
Det er nemlig svært at forestille sig, at der ikke rippes yderligere op i stridigheden, når festivalen er i gang.
Hvad skal serierne med Cannes – og hvad skal Cannes med serierne?
Just i forlængelse af skismaet mellem Cannes’ klassiske dyder og en filmverden i en brydningstid ligger festivalens jomfruelige fokus på tv-serier. De første afsnit af ’Top of the Lake’ og ’Twin Peaks’ får særlige 70 års-jubilæumvisninger, selvom festivalchef Thierry Fremaux gentagne gange har slået fast, at Cannes er en filmfestival og aldrig kommer til at satse på tv. Andre festivaler har ellers taget skridtet og kørt premierer på prestigefyldte serier.
I år gør Fremaux så alligevel en undtagelse. Det skyldes udelukkende, at Campion (eneste kvinde, der nogensinde har vundet Guldpalmen) står bag ’Top of the Lake’, og David Lynch (Guldpalmevinder for ’Wild at Heart’) står bag ’Twin Peaks’. Men det skal stadig blive interessant at se, hvordan tv-serierne spiller på festivalen. Umiddelbart har de en mærkværdig placering, da de vises efter deres internationale premierer på tv-skærmene, og Cannes-visningen derfor slet ikke får den dagsordensættende effekt, som ellers altid gælder for festivalens film.
Det kan læses som en underprioritering, der antyder, at festivalen gerne vil hylde de store auteurs og være en smule med på moden, men alligevel står fast og nægter, at serieformatet render med al opmærksomheden. Men det kan også sagtens tænkes, at tv-kanalerne bag simpelthen ikke er interesseret i at lade serierne få verdenspremiere på Cannes, så festivalen ikke løber med æren og opmærksomheden.
Om der vil være nogen interesse for ’Twin Peaks’ i Sydfrankrig ved visningen tre-fire dage efter, resten af verden har set de første afsnit, må tiden vise. Men man tvivler.
Går der politik i den?
Verden er, hvis du ikke skulle have opdaget det, af lave.
Traditionelt set er det Berlin-festivalen, der står for den skarpe politiske profil, hvor man nogle gange har på fornemmelsen, at filmenes firskårne budskaber har været vigtigere end deres kvalitet.
Heroverfor står Cannes for filmkunsten på filmkunstens præmisser, men applicerer man den i journalistik besnærende effektive én-to-tendens-model, ser det ud, som om klodens sammensmeltning har fået vandstanden til at stige op til selv det kunstneriske elfenbenstårns øverste etage.
I 2015 vandt Jacques Audiards ’Dheepan’ om en tamilsk flygtning i Frankrig, mens Ken Loachs indignerede ’I, Daniel Blake’ om en mand fanget i et absurd arbejdsløshedssystem tog Guldpalmen sidste år. Gode film, men ingen af dem helt indlysende årgangens bedste. Men den politiske kommentar var for svær at modstå for de pågældende juryer.
I år er det værd at bemærke, at Cannes-yndlingen over dem alle, østrigske Michael Haneke, har en tilsyneladende samfundsrelevant film med i feltet. ’Happy End’ udspiller sig i den franske kystby Calais med flygtningekrisen som bagtæppe, og når selv Haneke, der ellers ikke er kendt som den store samfundskommentator, bevæger sig i den retning, må man holde vejret.
Haneke er én af blot otte instruktører, der har vundet Guldpalmen to gange (danske Bille August er en anden). Ingen har nogensinde vundet tre. Det kan blive noget af en happy end for Haneke, selvom hans nøgternt-alvorlige stil måske ikke umiddelbart falder lige i årets jurypræsident, den flamboyante spanier Pedro Almódovars smag.