‘Alt eller intet’: Overfladisk sick flick med Rue fra ‘Hunger Games’

Terminal sygdom og kærlighed er blevet en populær kombination i YA-litteratur og -filmatiseringer. Efter film i sick flick-genren som ’En flænge i himlen’, ’Me and Earl and the Dying Girl’ og ’En-to-tre-nu!’ kommer nu ’Alt eller intet’, der er baseret på en roman af Nicola Yoon.

Denne gang er sygdommen lidt mere eksotisk end den sædvanlige kræft: 18-årige Maddie (Amandla Stenberg) lider af Svær Kombineret Immundeffekt – ligesom 1970’ernes berømte ’bubble boy’, David Vetter.

I filmen forklarer Maddie, at hun er »allergisk over for verden« og kan risikere af dø af mødet med den mindste bakterie på grund af sit lave immunforsvar. Det betyder, at hun ikke har været uden for en dør i de seneste 17 år. Hun har kun fysisk kontakt med sin mor, der praktisk er læge, sygeplejersken Rosa og hendes datter. Det er heldigt, at hendes mor tjener penge nok til et toplækkert hus med en »udendørsafdeling« af glas, hvor sollyset rammer altid hvidklædte Maddie på æstetisk fordelagtig vis.

I betragtning af Maddies isolation og mangel på frisk luft er hun enormt velfungerende og sund at se på. Hun læser og anmelder bøger, motionerer og tager arkitektkurser online. Hun er egentlig tilfreds med sit liv, lige indtil der flytter en sød nabodreng ind overfor, der vækker hendes trang til fysisk kontakt. Ollie, hedder han, og er lige så interesseret i hende. De sms’er frem og tilbage og sniger sig til et møde, men det er udfordrende at udleve en romance, når den ene part ikke kan tåle bakterier.

Amandla Stenberg, der var hjerteskærende som Rue i ‘The Hunger Games’, er vokset op til en yderst karismatisk ung kvinde, som man aldrig bliver træt af at se på. Hun og Nick Robinson som den dog lovligt hundehvalpeagtig Ollie udgør et sødt par, og romancen er fint skildret i filmens første del. Instruktør Stella Meghie iscenesætter opfindsomt parrets sms-korrespondancer, så de imaginært mødes fysisk i Maddies forstørrede arkitektmodeller som et bibliotek og en diner. Det fungerer virkelig godt som fantasiunivers og til at formidle kemien mellem dem.

Filmen skal også have points for at skildre et helt normalt interracialt forhold uden at italesætte det som et problem, som det ellers ofte gøres i Hollywood.

Da det fysiske møde realiseres, går det heftigt ned af bakke for filmen, der tyer til alle genrens klichéer om sentimentalitet, melodramatiske anfald og helt håbløse beslutninger. Lige da man ikke tror, det kan blive værre, indtræder der en drejning, der nærmest underminerer hele filmens præmis og understreger, at filmen ikke tager sygdommen alvorligt, men blot bruger den som dovent plot device.

Filmen tager i det hele taget ikke karakterernes psykologi rigtigt alvorligt. Maddies mor opfører sig i tredje akt helt utroværdig uden nogen god forklaring, Ollie har problemer med en voldelig far, som vi aldrig kommer i dybden med, og man undres konstant over, hvorfor Maddie ikke er mere traumatiseret af sin situation.

I stedet for at gå i kødet på de problematikker – når filmen nu vil beskæftige sig med liv og død – løfter den sig aldrig fra den overfladiske og nuttede teenagefantasiromance badet i lækkerhedsæstetik.


Kort sagt:
‘Alt eller intet’ er sidste skud på stammen af sick flicks, der blander teenageromantik og sygdom. Trods sine karismatiske hovedpersoner og i begyndelsen fint skildrede spirende romance tilføjer den ikke genren noget nyt – tværtimod er den temmelig overfladisk og kammer i tredje akt over i klichéer og utroværdige plotdrejninger i en sådan grad, at det ødelægger hele filmen.

Læs også: Sick flicks er kynisk manipulation af teenagepigers kærlighedsfantasier

Spillefilm. Instruktion: Stella Meghie . Medvirkende: Amandla Stenberg, Nick Robinson, Tyler Hickson, Ana De la Reguera. Spilletid: 96 min.. Premiere: Den 25. maj
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af