’All Eyez on Me’: Biopic om Tupac er ukritisk og ureflekteret fanservice
Vi skal have det hele med!
Sådan må det næsten have lydt på settet under optagelserne til den premiereaktuelle biopic om Tupac Shakur, gangsta-rapperen bag ’California Love’ og det klassiske album ’All Eyez On Me’, som blev skudt i 1996.
Faktisk er Tupac ikke engang født, da historien begynder. Og filmen har en spilletid på to timer og 20 minutter, men det føles længere, for der er ikke én eneste mindeværdig scene. Den er mest optaget af at vise alle de centrale optrin i Tupacs livshistorie – og de er åbenbart alle sammen lige vigtige – snarere end at præsentere et selvstændigt take på manden.
Hans livshistorie er ellers det stof, storbylegender er lavet af. Født i fattigdom af en politisk aktiv mor får Tupac Black Panthers-taler og revolutionære tanker ind med modermælken, men der går ikke længe, før han må jage pusherne, der sælger stoffer til hans mor, væk.
Alligevel lykkes det ham at få verdensomspændende succes som rapper på pladeselskabet Death Row Records og blive politisk talerør for en generation af sorte, der føler sig undertrykt af racistiske samfundsstrukturer i første halvdel af 90’ernes racebetændte Los Angeles. Lige indtil han blev slået ihjel i musikhistoriens mest berømte uopklarede mord.
Tupacs egen familie har nægtet at støtte filmen, men det kunne de fint have gjort. Rapperen bliver fremstillet i et absurd ensidigt positivt lys – inden sin død når han sågar som den første at forudsige, at r’n’b bliver det næste store – hvor han aldrig gør noget som helst forkert, selvom han omgiver sig med gangstere, ofte er bevæbnet og flere gange har problemer med loven.
Jo, der er lige den ene gang, hvor han kom til at hente en pistol i sin limousine og skød efter to hvide mænd, der bankede en sort mand, og det blev politiet så skide sure over. Men han var totalt uskyldig i den dom for seksuelt overgreb, som han sad ni måneder i fængsel for. Filmen viser ham endda bede pigen, der – angiveligt – blev voldtaget, forlade sit værelse, hvorefter han går i seng fuldt påklædt. Det er konspiratorisk og dumt, især fordi tidsperioden netop var fyldt med raceuroligheder, som rapmusikken med dens umiddelbarhed kunne åbne op for, hvilket ’Straight Outta Compton’ fra 2015 gjorde udmærket rede for.
Tupac var rappens John Lennon. Han var politisk vækket, han var poetisk og døde for tidligt. Men han var også et omvandrende paradoks. Født i New York, citerede Shakespeare og gik til dans, men blev elsket af de hårdeste bandemedlemmer i Los Angeles. Han talte for fred, men dyrkede den voldelige gangsterkliché og brugte maskinpistoler på scenen. I filmen fremstilles han som kærlig, men får bare grineren, når han ser en medarbejder blive tæsket brutalt af gangster/pladeselskabsbossen Suge Knight ude på gangen. Han har en ungdomskæreste, men glemmer hende, da der kommer groupies ind i billedet.
Filmen er selv helt blind for disse kontraster og selvmodsigelser, og derfor bliver karakteren Tupac ikke det sammensatte menneske, hans musik ellers vidnede om, men bare en ureflekteret hykler. Kun ét sted forsøger filmen at tage spørgsmålet op gennem en journalist, der påpeger misforholdet mellem Tupacs voldelige tendenser og aggressive musik og hans budskab om fred. »Fuck you«, lyder Tupacs eneste svar. Okay, det er modtaget.
Instruktøren hedder Benny Boom, og han har mest lavet musikvideoer for blandt andre Eminem og 50 Cent og instrueret afsnit af diverse tv-serier, og det er i det lys, det måske kan være nemmest at få noget ud af filmen. Det er ukritisk fanservice, der minder om et (meget) langt afsnit af en billig tv-serie.
Men som seriøs spillefilm om en populærkulturel legende, der overskred grænsen fra musiker til politisk aktør, som FBI havde et dossier på 4.000 sider om, fejler den på alle parametre på nær ét: Demetrius Shipp Jr. som Tupac er karismatisk, og jeg har sjældent set en biopic, hvor hovedrolleskuespilleren så godt ligner den virkelige person.
Kort sagt:
’All Eyez On Me’ er en unødvendigt lang tv-film om Tupacs liv, hvor alle dele fremstår som præcis lige vigtige – og derfor også lige ligegyldige. Fordi den så ukritisk og ureflekteret hylder Tupacs person og liv, kommer den uforvarende til at udstille ham som en hykler i stedet for at indkapsle den paradoksale sjæl, der gjorde ham til så stor en kunstner.