Bogfinkevej på Roskilde Festival: En festivalcamp på slap line
Tre gutter sjoskede ind og smækkede en ramme bajere på bordet. De lignede en camp-off mellem en smadret metallejr, en safari-camp og en lejr af franske hipster-campister. De lignede og lød lidt som nogen, der havde festet til den lyse morgen – og de fortsatte ufortrødent.
Selv om Bogfinkevej stod på Countdown-scenen, var det som om, de aldrig havde forladt deres lejr. Heldigvis havde de inviteret alle med til en vaskeægte Roskilde-campfest med alt, hvad det indebærer af fællessang, sporadiske spaceout-øjeblikke, hjertevarm inklusionsfest og bajere til publikum.
Den aarhusianske hiphoptrio gav pokker i alt, der hed timing, køligt overblik og afstemte harmonier. På den folkeskole-fandenivoldske ’Privatfest’ skrålede de igennem, som var det fællessang til ’Wonderwall’ klokken fem om morgenen, på ’Smilets by’ samlede de publikum i fælleskram-ekstase, mens rappenskralde-hyldesten ’Iben Hjejle’ blev til en euforisk kæmpe-moshpit.
Hverken skævheder eller fejl gjorde så meget. Takket være tre gedigent dygtige trompetister og en veloplagt bassist (der grinte med på alle gruppens mest spidsfindige linjer, som var det første gang, han hørte dem) blev det til skønhedspletter, der blot var en del af charmen. Det ene øjeblik leverede de gennemfunky beats til frontrapperne Mads og Søren Karims rap-pingpong, det næste en legesyg freejazz-klingende bund til forsanger Laus solbeskinnede lommefilosofier.
Til slut (inden ’Iben Hjejle’ gik sin moshpit-sejrsgang nummer to) blev Bogfinkerne gjort selskab af Wafande, der storsmilende sang med på gruppens nye happy-go-lucky-nummer, ’Solen skinner altid på den anden side af skyerne’.
De havde ikke sluppet afsted med sådan et show alle steder. Men på Roskilde Festival var Camp Bogfinkevej helt hjemme.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival