Warpaint overvandt svære odds med medrivende seance
På forhånd virkede det som en sær beslutning at placere Warpaint på festivalens næststørste scene. Den californiske kvartet gør sig i atmosfæriske, ofte tilbagelænede lydkollager, der umiddelbart mangler tyngden til at komme helt op under teltdugen.
Og da det stod klart, at man problemfrit kunne spadsere op på forreste række ti minutter før koncertstart, begyndte alarmklokkerne for alvor at ringe. Men skepsissen blev gjort til skamme: Warpaint overvandt oddsene med en rytmisk medrivende seance.
I mødet med den svimlende festivalscene omfavnede gruppen det udadvendt poppede udtryk, der er tilløb til på deres seneste plade, ’Heads Up’. På numre som ’Undertow’ fra debuten ’The Fool’ og det nye nummer ’So Good’ viste bassist Jenny Lee Lindberg, at hun har mere rytme og groove i fingerneglen end de fleste kolleger, mens Emily Kokal og Theresa Waymans glimtende guitarfigurer løftede udtrykket mod de højere luftlag.
Det er dog misvisende at fremhæve enkelte medlemmer i Warpaint, for det er et band uden frontkvinder. Et demokratisk foretagende, hvor musikerne nyder hinandens selskab – og det skinnede tydeligt igennem.
De tabte godt nok teten midtvejs, da de forfaldt til en indadvendt, lidt intetsigende dreamrock, mens de selv stod statisk på scenen. Men med stramme leveringer af hittene ’Love Is To Die’ og ’New Song’ fik de sensuelt dansende sangerinder Kokal og Wayman igen tændt op i teltet til slut, og jubelbrølet var stort, da Warpaint forlod scenen.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival