15. Stormzy ‘Big for Your Boots’
Forventningerne forud for Stormzys debutalbum, ‘Gang Signs & Prayer’ var skyhøje. Derfor var det også et mere end almindeligt ballsy træk at lade ‘Big for Your Boots’ agere førstesingle til projektet – som en cementering af, at der ikke var de forventninger, han ikke ville kunne indfri. Heldigvis udfyldte Stormzy skoene uden problemer, hvilket den skarpe førstesingle er et stærkt eksempel på med en intens, storladen produktion, sakrale kor-samples og et flow, der ganske enkelt ikke er til at fucke med.
14. Gorillaz feat. D.R.A.M. ‘Andromeda’
Det kan godt være, at vi ikke var udelt begejstrede for Gorillaz’ comeback-album ‘Humanz’, men ‘Andromeda’, som efter sigende er en elegi til afdøde Bobby Womack, som tidligere var en del af Damon Albarn og Jamie Hewletts virtuelle bandprojekt, er alligevel et lyspunkt. Med et hektisk, dansabelt drive og som kontrapunkt Albarns slukørede vokaler tilsat D.R.A.M.s gæstebidrag satte ‘Andromeda’ for alvor tonen an for albummets kombination af det eksistentielle mørke og og natklubbens ditto.
13. The xx ‘Performance’
»If I scream at the top of my lungs/Will you hear what I don’t say?« Få formår at kreere et stille, men intenst drama som Romy Madley Croft, hvilket også er tilfældet på tredje album fra The xx. Båret af en enkelt baspuls tilsat rumklangs-ringlede guitarstrofer og Crofts emotionelt ladede sangforedrag, tegner ‘Performance’ for endnu et stærkt moment i gruppens i forvejen solide bagkatalog.
12. Haim ‘Want You Back’
Ventetiden er forbi. Danielle, Este og Alana Haim har fulgt ‘Days are Gone’-debuten op med ‘Something to Tell You’, og som førstesingle-smagsprøve pirrede de os med denne inciterende pop-basker. En sang, som både markerer kærlighedslængslen med indtagende harmonier, sitrende keys og fængende strengelege, men samtidig markerer determinationen i titlen med de velplacerede percussive stød, som ligeledes er et vindende træk hos de charmerende californiske søstre.
11. Sandy (Alex G) ‘Be Proud’
Vi har haft et godt øje til Alexander Gianascollis soveværelses-slackerrock siden hans major label-debut hos Domino Records, ‘DSU’ fra 2014. ‘Rocket’ fra maj i år holder kadencen og er samtidig hans mest lettilgængelige album. ‘Proud’ er som albummets førstehug også velvalgt. Det tilbagelænede, slentrende og fængende nummer vækker mindelser om Pavements ‘Range Life’, men favner stadig de melodiske kinks and quirks, som er Alex G’s varemærke.
10. Sigrid ‘Don’t Kill My Vibe’
Hell hath no fury like a woman scorned – og Sigrid har selv indrømmet, hun var tæt på at ødelægge sit tastatur, da hun skrev ‘Don’t Kill My Vibe’ i ren og skær vrede. Alle følelserne – lige fra de helt skrøbeligt sårbare til den selvstyrkende fandenivoldskhed – brænder igennem i den norske sangerindes indlevende vokal og den stærke popproduktion, der straks overbeviser sin lytter om, at ingen skal komme her og træde på Sigrids vibe, der uden tvivl skal tage hende langt.
9. Perfume Genius ‘Slip Away’
Modigt, boblende, følsomt, ekspressivt og ekstremt eksplosivt. På ’Slip Away’ formår Perfume Genius’ Mike Hadreas at proppe et væld af stemninger og følelser ind i bare to minutter og 45 sekunder, men samtidig udfolde det i en artsy popskabelon, der holder det hele i snor. Man bliver blæst bagover, men samtidig inviteret ind i et knugende univers, der ikke giver slip.
8. Kamasi Washington ‘Truth’
Det er ikke så ofte, at vi i disse spalter kommer omkring jazz – og slet ikke bigbandjazz med spilletider, der andrager et kvarter. Men Kamasi Washington, som du måske uden at vide det, allerede kender fra Kendrick Lamars to seneste studiealbum, er en herre, der er værd at holde øje med. Den spirituelle, på alle måder episke og undertiden ligefrem rørende ‘Truth’ er første forskræp fra ep’en ‘Harmony of Difference’ som lander denne sommer.
7. Calvin Harris feat. Frank Ocean & Migos ‘Slide’
Nogle numre har så insisterende en bekymringsfri sommerstemning, at de kan få en Autobahn-trafikprop i gråvejr til at føles som vind i håret i en convertible i bragende solskin. Nå ja, næsten da. Hvis et nummer skulle kunne gøre det, er det i hvert fald ‘Slide’, hvor brillerer Calvin Harris med en smooth, disco-flirtende produktion krydret med lidt veloplagt Migos, som Frank Ocean tilbagelænet og køligt crooner henover.
6. Sampha ‘No One Knows Me (Like the Piano)’
Med debuten ‘Process’ begik Sampha et album, der lod sin lytter komme tæt på den fåmælte sanger – under overfladen og ind til sorg, inderlighed og eksistentiel tvivl. Med den rørende ‘No One Knows Me (Like the Piano)’, der er pladens mest nedbarberede, intime skæring, kommer vi helt tæt på der, hvor Sampha er allermest inderligt ærlig: Ved klaveret i moderens hjem, som han med sin indlevende, følsomme vokal har udsunget alle sine dybeste hemmeligheder ved.
5. Drake ‘Passionfruit’
Drake vil rigtig gerne mænge sig med de hårde London-drenge, lave grime og puste sig op. Men enkelte steder på ’More Life’ er han også gamle følsomme Drake. Det er her, han altid har været bedst, og når han på den afmålte ’Passionfruit’ mikser det emotionelle med varme, caribiske vibrationer, ender han med noget, der blander sig helt i toppen af hans melankolske popsange – og det siger ikke så lidt.
4. Kendrick Lamar ‘DNA’
Med ‘Damn’ er der adskillige stilsikre skud af vælge imellem, men et af de absolut stærkeste højdepunkter er ‘DNA’: Et nummer, der cementerer Kendrick Lamars uovertrufne flow, skarpe pen og tunge samt hans effektivt excentriske og konstant nytænkende tilgang til sin beatsmedje, der først drives medrivende tungt fremad for dernæst halvvejs at vende 180 som ved et piskesmæld med fornyet, hektisk intensitet.
3. The War on Drugs ‘Holding On’
De når lige akkurat med i vores halvårsliste, The War on Drugs, med første forsmag på deres kommende efterårsalbum, ‘A Deeper Understanding’: singlen ‘Holding On’. Hvis The War on Drugs’ kæphest tidligere var at observere klassiske 70’er- og 80’er-rockdyder gennem et par bevidst tågede briller, så er det på ‘Holding On’ som om, at glassene er blevet pudset en tur. I hvert fald har Adam Granduciels Springsteen-aspirationer aldrig stået i flottere flor end nu, og ‘Holding On’ folder for alvor en stadion-sized lyd ud.
2. Frank Ocean ‘Chanel’
‘Chanel’ var første surprise-skud fra Frank Ocean siden sidste års ‘Blonde’. Dels er den en afdæmpet, klaverbåren ballade, dels en eksperimenterende sag udi fraseringer, der flettes ud og ind i hinanden i en søgen efter både organiske dybder og autotunede højder. I vokal såvel som både tekst og produktion dyrker Frank dualismen – han ser begge sider som det spejlvendte C i Chanel, hvilket får hele nummeret, hans hjertesager og ham selv som person til at gå op i en højere enhed: Den generte superstjerne, der både skyr og elsker sin scene og sit hverv.
1. Lorde ‘Green Light’
Er der noget, Lorde har sans for, er det melodramatik – hvilket derfor ganske oplagt også lagde navn til hendes seneste, stærke album. Det imødesete album blev skudt i gang med førstesinglen, ‘Green Light’, der på mange måder var et modigt valg. Nummeret drevet af et helt enkelt, boblende beat, tilnærmelsesvist corny keys og en teatralsk opbygning, der er en Melodi Grand Prix-ørehænger værdigt – og det hele fungerer til perfektion.
Lordes formfuldendte fraseringer kredser om et knust hjerte, der venter på at heles. Et hjerte, der både vil, må og skal heles, så det kan erobre verden på ny. Tematikken er der intet nyt i, men den ægthed og drift, der er i både tekst, vokal og opbygning er så særegent medrivende, at alle, der nogensinde har ventet på, at tiden skulle læge alle sår, føler med hvert ord, hver indleven linje og hvert mærkbart beat.