Verden var i chok, da Donald Trump vandt det amerikanske valg sidste november. Eller rettere – den europæiske verden var i chok. Havde vi fået sat så eftertrykkeligt ansigt på de mest radikale Trump-tilhængere, som minidokumentaren ’Charlottesville: Race and Terror’ gør på blot 22 minutter, var vi måske ikke blevet specielt overraskede.
HBO og Vice News har haft travlt. Filmen følger optakten til og efterskælvet af sammenstødene mellem højrefløjsekstremister og venstreorienterede moddemonstranter i Charlottesville, Virginia, som i lørdags kulminerede i en tragedie, da en moddemonstrant blev dræbt og 18 sårede, efter en personbil kørte ind i menneskemængden. To dage efter blev dokumentaren udtgivet på nettet, hvor den i skrivende stund er blevet set 3,6 millioner gange.
I en blanding af klassisk journalistisk undersøgelse med en lovlig selvbevidst Vice-journalist i centrum og uudslettelige fluen på væggen-reportagebilleder fra protesterne viser filmen, hvor effektivt blandingen af klassisk nyhedsindslag og klassisk dokumentar kan være: Mere dybt, vinklet og velfortalt, end det vi ser i de daglige nyheder, og mere presserende aktuelt end den type dokumentarfilm, der udkommer et års tid efter begivenhederne, som skildres.
Formen er fin, indholdet dybt foruroligende. I fokus er Christopher Cantwell, en white nationalist, der er en af de centrale figurer i den Unite the Right-bevægelse, som samlede de mest yderliggående amerikanske højrefløjsfraktioner – nynazister, Ku Klux Klan-medlemmer og slige typer – for at demonstrere mod nedrivningen af en statue af sydstatsgeneralen Robert Edward Lee under slogans som White Lives Matter.
»Videoen ser ud til at vise nogen (moddemonstranter, red.), der slår ud efter bilen«, slår Cantwell fast, da Vice-journalisten spørger ind til den tragiske hændelse, og han fortsætter uden at fortrække en mine.
»Føreren ser ingen anden udvej end at trykke speederen i bund for at slippe væk. Og fordi vores rivaler desværre er dumme dyr, der ikke er opmærksomme, så når de ikke at flytte sig, og nogle kommer til skade«.
(Se filmen her:)
Cantwell var en af dem, der satte kryds ved Donald Trump, og han er også en af dem, der mener, at den udskældte præsident ikke lever op til præsidentembedet: Trump er slet ikke racistisk nok.
For de mange hvide middelklassemænd og -kvinder, der mente, at landet var blevet overtaget af »jødiske kommunister og kriminelle negere«, var Trump lyset for enden af tunnelen efter otte år med Obama.
Trump gav dem håbet om, at USA igen kunne genvinde sin storhed og position som monumentet over den hvide mands herskerdrøm. Trump opildnede radikalisterne og havde under valgkampen forbløffende svært ved at tage afstand fra den tidligere KKK-Imperial Wizard David Duke, der også medvirker under protesterne og i filmen. Formentlig, fordi Trump vidste, at hans valgsejr afhang af den yderste højrefløjs støtte og aggressive kampagne på nettet.
Men efter 200 dage i Det Hvide Hus har Trump svigtet, og ekstremisterne har brug for at konsolidere deres kræfter: Nu rykker de fra internettet og ud i virkeligheden, som en af de medvirkende i filmen bemærker. En canadier har kørt i 12 stride timer for at deltage i Unite the Right-demonstrationen. »I Canada er det dybest set ulovligt at såre andre folks følelser«, bemærker han, før Cantwell afbryder: »Med mindre de er hvide mænd«.
Det er et meget godt billede på de racistiske ekstremisters sindstilstand. De føler sig forfulgt, overset og marginaliserede, og det er netop det, ’Race and Terror’ illustrerer på skræmmende vis: Den dybe afmagt, der har rodfæstet sig i en stor del af den amerikanske befolkning, og som nu er ved at manifestere sig i fysisk indignation frem for resignation.
Den lille dokumentar giver ikke den mindste smule sympati for United the Right-gruppen. Cantwell forsvarer en morderisk flugtbilist, praler med sit arsenal af automatvåben, som han har medbragt for at »forsvare sig selv«, og bemærker mod slutningen, at demonstrationen »bliver svær at toppe«, men at de nok skal tage udfordringen op. Det er gruopvækkende.
Og netop derfor er ’Race and Terror’ en pligtoplevelse holdt op mod en investering på blot 20 minutter. Den sætter ansigt på den racisme, der spreder sig for næsen af os, mens ingen tør gribe ind. Eneste gode nyhed er, at nynazisterne stadig er i markant undertal.