Acne Studios
I år fejrer Acne Studios 20 år på bagen og har i efterhånden mange kollektioner leget med proportioner og skubbet grænserne mellem køn. Denne anorak er til han, hun og hen, og følger udendørstendensen med en citrongul statementjakke.
5.595 kroner hos Acne Studios
Undercover
Japanske Jun Takahashi er et produkt af kvinden bag Comme des Garçons. Han er også manden bag denne anorak, der tager udgangspunkt i total minimalisme. Men håndværket ligger i detaljen, som man kan se på den lille brystlomme og korsetlignende lukning.
2.994 kroner hos Farfetch
Soulland
Silas Adler har også lavet en anorak som en del af Soullands efterårskollektion. Den henter inspiration fra 70’er-versionerne med snoretræk i både hætte og bund, mens brugen af o-ringe på lynlåsene rammer ned i tidens look.
1.300 kroner hos Soulland
Cottweiler
Cottweiler giver deres bud på en anorak, der leder tankerne hen på et skaterlook. De tanker får støtte fra den korte længde, dropped shoulders og elastikker, du kan spænde ind på hele anorakken. Den er hverken klassisk eller elegant, men giver med sin Champagne Brus-farvede lomme en sort efterårsstil mere kant.
3.720 kroner hos SSENSE
Rains
De har base i smilets by, tidsløst design og en overflade, der er umulig at penetrere. Det er Rains. Regnjakken, der har reddet mange fra våde aftener på diverse festivaler, er der god grund til at elske. Denne anorak er en sikker vinder til efterårets trav og tumult.
699 kroner hos Rains
S.N.S. Herning
Med denne anorak køber man en smule jysk historie. Familieforetagendet har siden 1931 gjort sig i uld og strik. Der sidder fire mænd og producerer al produktion af strik i Herning. På denne anorak finder du strik, der sidder til omkring håndleddet i ærmeenderne, samt reflekser på bryst og skuldre.
1.300 kroner hos Stoy
Polar Skate
Lavendel. Et ord der klinger af lilla og lime bordopdækning til din mors venindes datters konfirmation anno 2007. Dog forsøger det svenske skatemærke, at gøre sit forsøg på at ændre det. Denne anorak kommer uden hætte og i et let materiale, der balancerer sig solidt i bølgen af en mere drenget stil til fyre.
820 kroner hos Polar
Snow Peak
Hvis du vil tage udendørsstilen helt seriøst, er her anorakken til insekthaderen, da camouflage-versionen er lavet af et specielt materiale, der frastøder flyvende kryb. Hætten kan ovenikøbet lynes helt op og bruges som myggenet til ansigtet. Mere behøver man vist ikke at sige.
2.495 kroner hos LN-CC
Astrid Andersen
Dronningen af dansk streetwear piller ved grænsen mellem maskulint og feminint tøj, hvilket er en bølge, man roligt kan hoppe med på. Luksusanorakken regerer i gråt leopardprint med gulddetaljer.
3.250 kroner hos Astrid Andersen
Læs også: Fleece får stort comeback – ni stærke eksempler der fortolker camping-looket