Tvillingerne i Ibeyi har lukket lyset ind i deres alvorstunge univers
Hvor Ibeyis selvbetitlede debutalbum behandlede faderens og søsterens død samt tvillingernes baggrund, har efterfølgeren snarere Lisa-Kaindé og Naomis nutidige og kosmopolitiske liv som sit udgangspunkt.
Men selv om det er søstrene Díaz selv, der står i centrum på det nye album, har de, til forskel fra debuten, fået hjælp fra en række prominente artister, der dog fortrinsvis leverer instrumentel assistance.
Fra Kamasi Washingtons støvede horn på den identitetspolitiske kamphymne ’Deathless’ og Meshell Ndegeocello, som bidrager med sin virtuose og veldoserede bas på ’Transmission/Michaelion’, til den franske multikunster Chilly Gonzales, der lægger sin signatur ned over mellemspillet på ’When Will I Learn’ med sit karakteristiske minimalistiske klaverspil.
For alle gæster gælder det, at de ligesom Ibeyi finder deres placering i udkanten af det populærkulturelle felt, men i indercirklen af intellektuelle kontemporære artister. Måske fordi, at de – igen ligesom Ibeyi – insisterer på deres idiosynkratiske udtryk og derfor også har svært ved at syntetisere deres lyd med andres. For alle artister gælder det nemlig også, at det ikke ligefrem er for deres features, de er kendt. Selv om de nævnte numre alle har noget at byde på, er det således heller ikke her, at ’Ash’ for alvor løfter sig.
I stedet er det på numre som ’I Wanna Be Like You’ og ’No Man Is Big Enough For My Arms’, at Ibeyi demonstrerer en større poppet tyngde og vidde end den, der var at finde på debuten. Uden dog at give køb på deres musikalske integritet. Førstnævnte har for eksempel skruet en anelse op for tempoet i den for søstrene karakteristiske percussive produktion og tilføjet et par velplacerede synthakkorder, mens sidstnævnte omvendt ligger langt fra duoens akustiske univers med sit trommemaskinespor og sine soundbites fra en række af Michelle Obamas bemægtigende taler til kvinder, hvorfor sangen således også bliver en indirekte hyldest til hende.
At duoens univers og integritet bibeholdes skyldes imidlertid også, at ’Ash’ ligesom debuten er produceret af Richard Russell, hvis minimalistiske og underspillede stil passer godt til søstrenes rolige gemyt, men alligevel udtryksfulde dynamik. Det er da heller ikke hvem som helst, den sikkert travle XL Recordings-boss under sin tid (Gil Scott-Heron og Bobby Womacks sidste udgivelser står blandt andet på hans sparsomme diskografi), og man fornemmer også, hvordan han har udfordret søstrene, som selv har betegnet samarbejdet med ham på ’Ash’ som legesygt.
For til forskel fra den sorgbearbejdende debut )og på trods af titlen) er det netop lyset, som søstrene lukker ind på ’Ash’. Som de nærmest messer på nøglenummeret ’Transmission’ med sit katarsis-skabende budskab: »We sing and our tears dry, facing the clear sky«.
Kort sagt:
På overfladen er det de gæstende navne, der markerer den primære forskel på Ibeyis selvbetitlede debut og efterfølgeren ’Ash’, men når man lytter sig ind på pladen er det snarere søstrene selv, der har lagt et ekstra og lysere lag på deres udtryk. Måske fordi producer Richard Russell har udfordret søstrenes ellers så akustiske univers med flere synths og mere trommemaskine, men også fordi de selv har turdet lukke lyset ind i deres ellers alvorstunge univers.