‘The Foreigner’: Jackie Chan er sjældent seriøs – men stadig bedst til voldsakrobatik
‘The Foreigner’ er baseret på Stephen Leathers roman ‘The Chinaman’ fra 1992. Den ikke videre politisk korrekte titel fik instruktør Martin Campbell (‘GoldenEye’, ‘Casino Royale’) dog ikke lov til at bruge, og det er faktisk en skam. Utallige gange i filmen kalder Pierce Brosnan og hans kumpaner på nedladende vis Jackie Chans karakter for ‘a fucking Chinaman’ – hver gang sagt i forundring over, hvordan en gammel og tilsyneladende svagelig asiatisk mand kan blive ved med at drive gæk med dem.
I ‘The Foreigner’ spiller Jackie Chan en sjældent seriøs rolle som Quan, en ældre vietnamesisk mand, som har boet i London siden 80’erne og driver en lille restaurant. I filmens første scene ser vi Quan hente sin datter Fan fra skole, så de kan købe en kjole, hun skal bruge til en fest. Mens Quan forsøger at finde en parkeringsplads, sker der en eksplosion foran kjolebutikken, og Fan er blandt de mange dræbte.
Quan, som boede alene med sin datter, er selvsagt fuldstændig knust. Det viser sig, at Fan var Quans eneste tilbageværende familie. Konen døde under Fans fødsel, og Quans to ældre døtre blev begge dræbt, da familien forsøgte at flygte under Vietnamkrigen.
Quan forsøger på vedholdende vis at få politiet til at fortælle ham, hvem der stod bag bombeangrebet. Men da det går op for ham, at politiet ikke kommer nogen vegne, tager Quan sagen i egen hånd. Det viser sig, at IRA formentlig er indblandet i bombeangrebet, og Quan sætter kursen mod Belfast, hvor det med besvær lykkes ham at få et kort møde med den nordirske prime deputy minister, Liam Hennessy (Pierce Brosnan).
Brosnans karakter kondolerer ganske vist, men fremstår kold over for Quan, som må forlade mødet med uforrettet sag. Quan beslutter sig for at tage hårdere midler i brug over for Hennesy for at få navnene på gerningsmændene, men efter at have sat en bombe af på toilettet på Hennessys kontor bliver Quan jaget vildt i Belfast.
Størstedelen af filmen er en kamp mellem Chans og Brosnan. En lille asiatisk mand i 60’erne på hævntogt mod IRA. Det er ikke ligefrem et plot, man har hørt før, og det taler til filmens fordel, at den har større ambitioner end så mange andre actionfilm. Det er forfriskende med et interessant politisk plot med IRA som omdrejningspunkt, suppleret af akrobatiske og velkoreograferede slåskampe af den slags, som Jackie Chan er blevet legendarisk for. Scenerne, hvor den aldrende Quan tæsker den ene elitesoldat efter den anden, er ‘The Foreigner’s højdepunkter.
Man har dog svært ved rigtigt at sympatisere med Chans karakter, hvilket er paradoksalt, når nu han har mistet hele sin familie. Men hans jagt på Brosnan virker så ekstrem og voldelig, at det er svært at retfærdiggøre – før til allersidst. Man sidder med en mistanke om, at en række subtile hints fra bogforlægget, der skal forklare karakterernes motivationer, simpelthen er gået tabt i filmatiseringen.
Kort sagt:
Selvom han er i 60’erne, kan Jackie Chan stadig levere intense og akrobatiske actionsekvenser, og det er netop disse scener, der er de bedste i ‘The Foreigner’. Plottet om IRA’s forbindelser til politik på højeste niveau er også ambitiøst, men det er svært at have sympati med Chans hypervoldelige hovedperson.