Jhené Aikos hitøre forsvinder i hendes lsd-tågede r’n’b-trip
På sit første mixtape ’Sailing Souls’ fra 2011 havde amerikanske Jhené Aiko allieret sig med cremen af hiphop-features i form af Drake, Kanye West, Miguel, Gucci Mane og Kendrick Lamar. Udgivelsens mildest talt imponerende gæsteline-up og den ubesværede, sexede r’n’b-lyd katapulterede med god grund Aiko til toppen af listerne over lovende, nye r’n’b-talenter to watch.
Seks år er gået, og den nu 29-årige sangerinde er aldrig for alvor blevet den r’n’b-stjerne, den imponerende debut lagde op til. I stedet er hendes babybløde vokal nu selv blevet et go to-element for rappere som Drake og kæresten Big Sean, når de skal bruge kælent kvindemodspil til deres bad boy-attitude.
Når man lytter til Aikos andet studiealbum, giver det egentlig god mening, hvorfor hun aldrig for alvor er rykket ud af kategorien ’lovende’. For på trods af alt sit potentiale bliver teksterne og musikken bare ikke helt så interessant som på hendes tidlige materiale.
Aiko kalder selv albummet for et ’psykedelisk soul-opus’, en rejse ud i kærlighed, smerte og selvransagelse efter sin brors død i 2012 og en skilsmisse sidste år. Smerterne har hun dulmet med psykedeliske stoffer lige siden. De dybt personlige beretninger kunne være glimrende brændstof og lægge sig i naturlig forlængelse af nogle af de seneste års ultrastærke, kvindelige r’n’b-album som Solanges ’A Seat at the Table’, SZA’s ’Control’, Kelelas ’Take Me Apart’ – eller for den sags skyld Beyoncés lidt mere stramt udtænkte og iscenesatte ’Lemonade’ – der alle formår at udstråle personlig selvudforskning, men også fungerer som almengyldige dokumenter over (sorte) kvinders ståsted i vores tid.
Med sine 22 numre og en spilletid på over halvanden time bliver ’Trip’ i stedet for langt og tåget, og Aiko hæver sig aldrig for alvor over dagbogsniveauet på trods af de selvudforskende tekster om sin sorg og trang til at forsvinde væk i stoffer. På numre som ’New Balance’ og ’When We Love’ svælger hun i stedet teenageforelsket i, hvordan hun faldt for Big Sean sekundet, hun mødte ham, da de sidste år arbejdede sammen på fællesprojektet ’TWENTY88’ – og som altså førte til Aikos skilsmisse.
Så fungerer det bedre, når hun tør går til de tungere emner, som når hun på ’Jukai’ deler ud af sine tanker om smerte og selvmord, eller når hun hiver sin datter Namiko med på den rørende ’Sing To Me’ – sammen med den efterfølgende ’Frequency’ fungerer de to sidstnævnte som luftige, klaverklimprende lyspunkter i sorgmeditationen.
Lydmæssigt har Aiko en tendens til at bevæge sig i en mere afdæmpet kategori, hvilket også kendetegnede det lidt skuffende debutalbum, ’Souled Out’. Hvor det første mixtape og den efterfølgende, virkelig glimrende ep, ’Sail Out’ fra 2013, var vellykkede i deres sexede, slæbende og soulede stemning, der emmede af personlighed (lyt bare til Kendrick-samarbejdet ’Stay Ready’ eller ’The Worst’, hvis du vil høre, hvad Aiko gør bedst), bliver den gentagne brug af ambiente interludes og døsige klaverflader her lidt for hashtåget i længden.
På et af albummets bedste numre ’Sativa’ får Aiko derimod friskt input udefra af Rae Sremmurd-rapperen Swae Lee, der leverer den energi, resten af albummet mangler. Og så fungerer det godt, når Aiko lukker lidt funk og rytme ind på den Big Sean-assisterede ’Only Lovers Left Alive’, der beviser, at hendes hitøre trods alt ikke er gået helt tabt i lsd-trippet.
Kort sagt:
Jhené Aiko har kastet sig ud i et lidt for langt, dagbogsagtigt og døsigt r’n’b-trip med sit andet album, der ikke rykker den amerikanske sangerinde ud af kategorien ’lovende’.