En sugarbabe er ikke en escort (eller luder)
Det ligger lige til højrebenet at se sugardating som én ud af en række forskellige ’professioner’ under samme paraply, der også omfatter escortvirksomhed og gadeprostitution. Men onlinedating, ligestillingshashtags og seksuelle revolutioner har farvet selvsamme arbejdsområde med gråzoner, hvor fordommene udfordres af kvinder som Gina Jaqueline, der ivrigt hælder gammel vin på nye flasker. Eller gør hun?
Gina Jaqueline er en rapkæftet selverklæret fri fugl, der tidligt i livet har snuset til klassisk prostitution, men som voksen har struktureret sin tilværelse, så hun efter egen overbevisning har maksimal kontrol over, hvilke goder hun får, og hvem hun får dem af. Virkeligheden er imidlertid en anden, for mens sugardaddy’en skejer ud på Michelin-middage og D’Angleterre-suiter er det sugarbaben der kommer til at betale regningen.
Sugardating er baseret på en opretholdelse af traditionelle kønsrollemønstre, hvor den unge pige et langt stykke hen ad vejen leger velvillig nikkedukke for den magtfulde mand. Gina Jaqueline kapitaliserer ganske vist indledningsvist grinende på klicheerne og ser sig eksempelvis i et afsnit nødsaget til at opridse reglerne for ’Nordsjælland’, en særligt kærlighedssyg sugardaddy, der gerne gjorde hende til en holden kvinde. Hun vil ikke sættes i noget guldbur, men svømme i eventyr, spændingen ved nye flirts og tilbedelsen fra tusinde forespørgsler på Sugardating.com. Som hun siger: Hvad er der galt i at date rige mænd, når hun nu både er glad for luksus, forkælelse og sex?
Gina Jaqueline står ultimativt selv til ansvar for sine handlinger, men det er svært at komme udenom, at sugarbabe-fænomenet søger at dække over en basal gradbøjning af begrebet prostitution. Noget for noget frækt. Og i takt med at flere og flere piger fascineres af præmissens lovning om gratis glamour og ’forførende’ sadomasochistiske undertoner, lægger ’En sugardaters fortælling’ i kakkelovnen til en vigtig offentlig debat om tabuerne omkring kvindelig seksualitet i en tid, hvor vi simultant hylder konventionernes fald og bekymrer os over, at unge rask væk udnytter friheden til at prissætte sig selv under like-kulturens halsen efter selviscenesættelse.
Hvad gør en sugarbabe, når udseendet falmer, men hun er vant til at blive forsørget? Og har samfundet et ansvar for at prædike moral, for at beskytte kvinderne mod at blive fanget i en nedadgående spiral? Det er spørgsmål, vi skylder at stille hinanden, når sugardating bliver til public service-underholdning.
I modsætning til en escort får Gina Jaqueline ikke cool cash i hånden – i hvert fald hvad vi ser af i serien. Hun har ikke en time-rate, men smigrer sig til et Chanel-ur. Samtidig bestrider hun tilsyneladende ikke noget andet arbejde, ligesom hun ikke vil tale om, hvordan hun egentlig betaler sin husleje. Hun vil ikke kalde sig selv for luder. Ikke lige nu, i hvert fald, som hun fniser i første afsnit – måske lidt kækt, måske lidt skamfuldt.
Er der noget, Gina Jaqueline ikke vil indrømme for kameraet, endsige sig selv?
En sugarbabe er både »vanvittigt fri og vanvittigt fanget«
I første afsnit fortæller sugarbaben, at hun formentlig ikke var endt, hvor hun er i dag, var det ikke for en prostitutionsakt i teenageårene: Som bare 15-årig tog Gina Jaqueline imod 2.000 kr. for at give et blowjob til en fremmed mand.
Hun er selv meget bevidst om hændelsen som livsændrende katalysator – har man først overskredet grænsen en gang, kan man lige så godt gøre det igen, for ’skaden’ er jo alligevel sket, som Gina Jaqueline selv fortæller. I dag kan hun tage på spontan ferie til eksotiske destinationer, når hun lyster (som hun er på vej til i afsnit to, men misser flyet, fordi hun shopper igennem i lufthavnen …), men forlader sig også på, at hendes sugardaddys selvfølgelig betaler billetten, hvis hun i et anfald af spontanitet pludselig vil hjem. Så ringer hun bare. Det synes mændene er »vildt sexet«.
Slutteligt i serien føler Gina Jaqueline sig både »vanvittigt fri og vanvittigt fanget«, da hun sidder i en taxa på vej mod lufthavnen og en sugardating-fest i London, hvor muligheden for at møde velbeslåede internationale sugardaddys hænger i luften. Bolden ruller hurtigt, og erkendelsen er lige dele frustrerende og pirrende. Seriens faste introspeak, hvori sugarbaben bedyrer, at det vigtigste er, at »det er mig, bestemmer«, flagrer forvirret i vinden mens man ser konturerne af nettet der langsomt strammes. Der er trods alt ikke megen frihed over at være noget nær stofafhængig af almisser, uanset om disse kommer i form af håndører eller luksusvarer.
Muligvis findes der enkelte sugerdaddys, der stiller sig tilfredse med at begave unge kvinder uden at forvente kys og kæl den anden vej. Det har den danske blogger Fie Laursen blandt andet reklameret for. Men det er ikke hensigtsmæssigt at sidestille en sugardaddy med en mæcen, når der som udgangspunkt er tale om en materiel og seksuelt betinget magtrelation. Derfor var det også velkomment, at Gina Jaqueline havde selvindsigt nok til at identificere sin livsstils minefelter. Til trods for at hun stavrede videre over sletten på de høje hæle.
’Pretty Woman’-drømmen lever
I starten af dokumentarserien understregede Gina Jaqueline, at hun som sugarbabe gav mere af sig selv »end nogen andre«, og at hun godt var klar over, at hun kunne risikere at betale dyrt for sine valg. Dengang lød det som en blanding af nøgtern selvindsigt og opmærksomhedssøgende melodramatik. I sidste afsnit gik profetien i opfyldelse og den altafgørende følelsesmæssige distance smuldrede, da Gina Jaqueline efter endnu en date med sin yndlings-sugardaddy ’Advokaten’ sad grædende og alene i luksushotellets store dobbeltseng og savnede manden, der »går så hurtigt, han kan, så snart han har kneppet mig«.
Aftenen forinden havde Gina Jaqueline blottet sig og tilstået, at hun gerne ville ses mere. At hun ikke synes, at det er særligt sjovt, at han ofte ikke svarer på hendes beskeder. »Det er vildt fedt, at han altid booker dyre hoteller og inviterer mig ud og spise på dyre restauranter … Men nogle gange kunne det da også bare være meget fedt, at sige sådan, ’Hey, hvad laver du, skal vi spise en is?’«. Der skete det, der ikke måtte ske: Hun græd foran ham.
Det var strategisk dumt, som hun siger, for hvor uafhængig Gina Jaqueline end ser sig selv, så er hun ikke fri til at stille personlige krav til sin sugardaddy uden at blive reduceret til taberen i et spil, hvor illusionen råder. Sådan er aftalen nu engang.
Serien blotlagde at selv den mest professionelle, rationelt organiserede sugarbabe alligevel ikke er immun overfor at få følelserne gevaldigt i klemme. Og at det er temmelig naivt at tro andet, når størstedelen af hendes tid spenderes på romantiske dates. Sugarbabes trenger også mennesker, og man narrer kun sig selv, hvis man tror, at man kan rollespille kæreste-for-en-aften med den samme i månedsvis uden at knytte bånd.
Gina Jaquelines Richard Gere kommer ikke op ad brandtrappen med favnen fuld af røde roser og løfter hende ud af den lille lejlighed i Nordvest.
Fordommene om sugarbaben opretholdes
Sugardating har optimale kår i en egocentreret samfundskultur, hvor den filtrerede, romantiserede virkelighed og sensuelle duckfaces genererer endeløs SoMe-love. Derfor er det heller ikke overraskende, at tendensen blomstrer, mens feministiske selvstændighedsideologier forsøges trukket ned over en livsstil bygget på mænds våde fantasier om den økonomisk og seksuelt underdanige kvinde, de efter eget behov kan fodre med lige dele østers og pik.
Det var svært ikke at sidde tilbage med en følelse af, at Gina Jaquelines historie alligevel levede fuldstændig op til samtlige fordomme om forestillingen af en sugarbabe-skæbne. Og der er ikke noget kulturelitært hovskisnovski-ynk i at opfatte seriens helhedsindtryk som en kende trist. Familietragedie? Tjek: Gina Jaquelines far døde af heroinmisbrug. Traumatisk seksuel oplevelse i ungdommen? Tjek: Jævnfør ovenstående prostitutionshistorie. Kronisk lillepigesyndrom? Tjek: Sjældent har man set så lyserødt, bamsefyldt et værelse som Gina Jaquelines sovekammer, der ikke udadtil afslørede, at her boede en 27-årig voksen – var det ikke lige for bunkerne af designertasker til mange tusinde kroner, graviditetstests og et endeløst lager af lyserøde cigaretter.
Lillepige søger daddy. Som vi skrev efter første afsnit: Intet nyt under solen der, slet ikke i underholdningssammenhæng, hvor publikum alle dage har svælget i smukke kvinders deroute. Man havde derfor også gerne set serien introducere flere sugarbabes, der kunne have krydret universet med alternative historier og karakterer. Det var dog ikke fortællingens ærinde, og det må man slutteligt respektere, for portrættet af Gina Jaqueline – i høj grad effektfuldt formidlet igennem hendes egne snapchat-stories – lykkedes med sin præmis, hvor ærgerligt afgrænset man så måtte mene, at den som udgangspunkt var.
Alle afsnit af ‘Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling’ kan ses på dr.dk.
Læs også: DR3’s sugardating-program er syndigt fascinerende – men freakshowet lurer