KOMMENTAR: Først søndag aften fik vi svar på, hvad Jonatan Spangs omdiskuterede spørgsmål ved Anna Mee Allerslevs aftrædelsespressemøde skulle bruges til, hvilket dog ikke har forhindret den politiske journalistiks skarpeste hoveder i at bedømme stuntet som det dårligste stykke danske satire siden Muhammed-tegningerne.
Komikeren spurgte i onsdags, om Allerslev foretrækker ’Game of Thrones’ eller ’Sex and the City’ med reference til den tonedøve video, der skulle menneskeliggøre den nu detroniserede borgmester, efter shitstormen om hendes bryllupslokaler først begyndte at rulle. I videoen slog Allerslev vejrmøller og chitchattede med sin mor, ligesom hun altså netop afslørede, om hun var til drageserien eller kvindekvartetten i New York.
»Når du står i en alvorlig situation, kan du ikke redde det ved at lege fjollet og stille dumme spørgsmål om dåsemajs og tv-serier«, slog Spang fast i aftenens udgave af talkshowet ’Tæt på sandheden’ på DR2. »Havde der dog bare været en eller anden måde hvor jeg virkelig kunne forklare dig, hvor pinligt det er…«.
Spangs malplacerede, bovlamme spørgsmål til politikeren i den alvorlige situation skulle med andre ord illustrere, hvor malplaceret og bovlamt hun selv havde handlet i en alvorlig situation. En skarpsindig pointe i DR2’s halvnye, helglimrende satireprogram? Bestemt godkendt. Originalt tænkt og sjovt udført på en skala fra undertrykt grynt gennem skægget til myntete spruttende ud af næsen? Nok mest det første.
Jonatan Spang The Wedding Crasher var i udgangspunktet et fint træk uden at være sindsoprivende genialt. Men det blev det!
I dagene efter pressemødet snublede parnassets politiske journalister, redaktører og kommentatorer over hinanden for at skose Spang for den infantile opførsel. Fra Henrik Qvortrup til selveste kulturministeren: Alle var rørende enige om, at man ikke kunne tillade sig at sjofle tiden væk under de 15 minutter, den seriøse presses fremmeste fortrop allernådigst var tildelt. Og så for licenspenge.
»Jeg troede, satirikeres spidskompetence var situationsfornemmelse«, skrev politisk kommentator Jarl Cordua og viste, at han ikke ved så forfærdeligt meget om satirikeres spidskompetencer, mens en Berlingske-chefredaktør mente, at stuntet var »respektløst«, selvom alle burde vide, at respekt og god komik er svært forenelige størrelser. Den eneste af de tilstedeværende, der ikke var blevet fornærmet, var tilsyneladende Allerslev selv.
En flok åh så forargede, selvgode mediemagtsmennesker sukker inderligt over manglen på respekt for dem selv og en folkerepræsentant, de selv har haft en fest med at begrave. Større gave får man ikke som komiker! Faktisk er den største joke i alt dette, at disse eksperter udi formidling og strategisk kommunikation ikke har indset, hvor himmelråbende dumt det er at trække ansigtet i begravelsesfolder og satire-shame en intelligent komiker i en sag, som falder temmelig entydigt ind i kategorien first world problems.
Man er dømt til at tabe. Og det gjorde de så.
»Der var ikke nogen journalister, der kom hen til mig efter pressemødet og sagde, ’hey, det her er faktisk en særlig dag for os, fordi vi får lov til at føle os som Bob Woodward, der vælter Nixon bare på en mere dansk og kommunalpolitisk måde. Men du skal vide, at når vi slagter hende, så er der altså en vis etikette, man skal overholde. Vi er faktisk nogle seriøse voksne mennesker, der vælter magthavere, når vi ikke lige arbejder som spindoktorer for dem’«, kørte Spang på i ’Tæt på sandheden’.
Derefter viste han, hvad de »seriøse, voksne journalister så brugte deres tid på, da de endelig kom til fadet, efter jeg havde spildt hele 40 sekunder«, og udstillede på bedste Jon Stewart’ske maner den ekkorungende maskerade, der kendetegner et sådant pressemøde, kulminerende i et lårklaskende takedown af skandaleoprulleren B.T.’s eget spørgsmål til Allerslev, som fortjener at blive set og ikke gengivet.
»Det er da besynderligt, at deres begavede journalistiske spørgsmål ikke er blevet refereret nogen andre steder end i mit program«, konkluderede Spang.
Fra at sidde med et satireindslag til syv med pil op eleverede ugens skamløse spangking komikeren mod et effektivt 12-tal. Fra et mål om at illustrere Allerslevs allerede veletablerede mangel på, apropos, situationsfornemmelse fik Spang i stedet en generøs smashbold til at udstille selvretfærdigheden og humorniveauet i visse dele af journaliststanden. Tilmed i et program, som i ’The Daily Show’s ånd har mediekritikken som en af sine fremmeste raison d’etres. Tilmed et relativt nystartet program, som blot soler sig i den ekstra opmærksomhed. Det er selve manifestationen af en komikers våde drøm.
Journaliststanden kæmper med en troværdighed på linje med brugtvognsforhandlere, men påtaget, farisæisk forargelse er næppe det, der vender skuden, tværtimod. Og om ikke andet bør de af aftenens ’Tæt på sandheden’ have lært en af comedyverdenens ældgamle lektioner: Hvis du heckler en komiker, er det dig, der ender med at blive til grin.
‘Tæt på sandheden’ kan ses på dr.dk/tv her.
Læs også: Anmeldelse af ‘Tæt på sandheden’